I det lokale afrikanske køkken finder du et stort udvalg af friske råvarer og lækre anretninger. Noget de færreste danskere har fået øjnene op for endnu. For mange synes maden fremmed, og de fleste har ikke rigtig nogen idé om, hvad afrikansk kogekunst består af. Vi vil derfor give dig et lille indblik i det lokale afrikanske køkken.
Det afrikanske køkken byder på utrolig mange lækkerier og spændende madoplevelser. Smag, duft og farver i den afrikanske mad er langt mere intense og kraftige end vi kender den fra dem danske mad. De har også lettere adgang til sprøde, friske råvarer grundet klimaet. På de afrikanske markeder finder man et hav af råvarer, direkte importeret fra havet, marken eller de store krydderi-, frugt- og grøntplantager. Udvalget afhænger selvfølgelig af, hvor på kontinentet du befinder dig, men nogle eksempler på populære retter kunne være: Yassa Genar fra Senegal, Rolex fra Uganda, Sydafrikansk Braai, Ugali fra Tanzania eller Nyama Choma fra Kenya.
Mange af disse retter spises med fingrene. Det kan der være mange meninger om, men vi synes det er værd at prøve, hvis du får muligheden, da det skaber en særlig sanselig og autentisk oplevelse.
Som sagt består det afrikanske køkken er råvarer, som indkøbes på de lokale markeder. Alt fra frugt, grønt, krydderier, kød, fisk, bønner osv. Alt det vi kender hjemmefra supermarkedet, bare mere friskt. Her er der ingen vejledning i ’sidste anvendelsesdato’, derimod har de afrikanske kvinder en sublim sans for at vurdere kvaliteten og friskheden af de råvarer, de køber på markedet. Siden de var børn er de blevet trænet i at dufte, røre og smage sig frem, og de køber ikke noget, før en grundig undersøgelse er foretaget. Alt bliver simpelthen nærstuderet.
De typiske ingredienser i madlavningen er gerne krydderier som paprika, gurkemeje, safran, ingefær, chili, hvidløg og kanel, samt friske krydderurter som mynte og koriander. Det bruges typisk i sammenkogte retter med kylling eller oksekød. Det giver maden en kraftig, men også sød smag.
Derudover kan de også godt lige at bruge frugter i madlavningen, som eksempelvis mango eller bananer, hvilket giver en frisk smag. Insekter er desuden en delikatesse i den afrikanske madlavning. Det kan være larver, termitter, fårekyllinger og græshopper. Det lyder måske underligt i vores ører, men de varme lande har en stor mængde af disse spiselige insekter, som gør det mere almindeligt at anvende dem, end andre steder i verden. I øvrigt er insekter yderst sunde grundet det høje proteinindhold og gode for vores tarmbakterier.
Afrika er et stort kontinent og derfor er der også forskel på hvad man spiser, afhængigt af hvor man befinder sig på kontinentet. Her vil du blive præsenteret for de sydafrikanske spisevaner, de østafrikanske og vestafrikanske.
På grund af de mange forskellige kulturer i Sydafrika, er det lokale køkken kendt som ’Regnbuekøkkenet’. Køkkenet rummer således en blanding af traditioner fra det afrikanske stammefolk, Europa og Asien. De typiske ingredienser i dette sammensatte køkken er frugt og grønt, kød, fjerkræ, skaldyr og kornprodukter. Kødet udgør typisk lam og vildt såsom struds og impala (en afrikansk antilope). Af skaldyr taler vi krebs, rejer, muslinger og hummer, og af frugter bruges alt fra æbler, druer, mango, papaya til bananer, avokado, appelsiner og ferskner. Frugterne bruges også tit som dessert eller i buddinger.
Alle disse lækre råvarer tilberedes typisk over grillen. Sydafrikanerne er nemlig vilde med at grille og lave mad udenfor. Sydafrikanere drikker også gerne alkohol til maden. Det kan være både traditionelle og moderne drikkevarer. Der serveres også kendte europæiske øl.
Østafrika er et vidt begreb og derfor er der også forskellige traditioner for mad. Men fælles er at kvæg, får og geder anses som en slags valuta, hvorfor man ikke spiser kødet. Det oprindelige Masaifolk bruger derfor typisk kun mælken og blodet af disse dyr. Blodet bruges typisk til blodpølse eller supper. Derudover dyrker bondemændene forskelligt korn og grønt, heriblandt majs, som bruges til at lave den populære ret Ugali, der blandt andet består af majsmel. Det har en fast form og spises sammen med kød og sammenkogte retter.
På den østafrikanske kyst er madkulturen præget af de mange arabere, indere og europæere, der ankom for 1000 år tilbage. De medbragte madvaner, der blandt andet inkluderede kogte ris med kanel og nelliker, samt indiske gryderetter med karry, linsesuppe eller chapattis, som er et indisk brød.
Senere kom portugiserne med traditioner for friske frugter i den daglige kost; appelsiner, citroner, ananas og bananer, samt tomater, peberfrugter, majs og gris. Alle disse råvarer er faste ingredienser i det østafrikanske køkken.
Derudover ser man også meget ris i det østafrikanske køkken sammen med krydderier som kanel, nelliker og safran.
I Dar es Salaam, Tanzanias hovedstad, og ude langs kysten får du krydrede retter, der gerne består af karry kombineret med kokos, bønner og et væld af andre grøntsager. Hertil hører typisk grillede fisk, skaldyr eller kylling sammen med ris, stegte bananer eller pomfritter.
På ørerne i Tanzania er maden anderledes grundet det store udvalg af frisk fisk fra Det Indiske Ocean. De tilbereder lækre fiske- og skaldyrsanretninger som chilimarineret blæksprutte, grillede fisk, fisk serveret i kokosmælk, hav-snegle i kokossalat, krabbesalat, hvidløgs og smørstegte rejer. Man kan selvfølgelig også få oksekød og kylling, men frisk fisk og skaldyr er der mest af herude.
Du kan også læse mere om de friske råvarer fra Zanzibar her.
I denne del af Afrika består måltiderne ofte af kød, krydderier og stivelse. Maden og opskrifterne i denne region er forankret i lokale skikke og traditioner med ingredienser som ris, hirse, jordnødder, bønner og rodfrugter såsom yams, cocoyams, søde kartofler og kassava. Maden tilberedes på forskellig måder ved at riste, bage, koge, stege eller mose det.
I Vestafrika spiser de typisk retter som Fufu, Banku og Kenkey, der serveres sammen med supper og gryderetter. Fufu er ofte lavet af stivelsesholdige rodfrugter såsom yams, cocoyams eller kassava, men også fra korn som hirse eller majs. Derudover er risretter også populære. De indgår blandt andet i de populære retter Benachin fra Gambia eller Jollof ris.
Hvis du har lyst til at vide mere om vestafrikansk mad, kan du læse dette blogindlæg om Senegal.
Er du også et sandt madøre og synes du, at det afrikanske køkken lyder lækkert, så se nærmere på vores rejser her eller kontakt os og hør nærmere.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening