Afrikas Baobabtræ er kendt og elsket for sit karakteristiske og fascinerende grafiske udseende. På latin hedder træet ‘Adansonia digitata’. Kært barn, eller i dette tilfælde træ, har imidlertid mange navne. Baobabtræet kaldes også: boab, boaboa, tabaldi, flasketræ, upside-down træ og abebrød-træ.
Alle Baobabtræer er løvfældende træer. De spænder i højde fra 5 til 20 meter. Baobabtræet har et helt særligt udseende med sin brede stamme og de rodlignende grene, der rækker op mod himlen. Træet kan blive enormt stort. Kulstofdatering indikerer, at de kan blive helt op til 3000 år gamle. I Zimbabwe er der et gammelt hult Baobab-træ, der er så stort, at der kan ligge helt op til 40 personer inde i den hule stamme. Forskellige Baobabtræer er tro det eller ej rent faktisk blevet brugt som hhv. en butik, et fængsel, et hus, et opbevaringsskur og en bushytte.
Træets stamme er glat og skinnende og barken er grålig pink eller undertiden kobberfarvet. Når træet smider bladene, ser de spredte grene af Baobabtræet ud som rødder, der stikker op i luften. Akkurat som om træet var plantet op og ned. Baobabtræer er meget vanskelige at dræbe. Beskadiges eller fjernes barken, danner træet ny bark og fortsætter med at vokse. Når træet dør, bryder det simpelthen ned fra indersiden og pludselig klasker det sammen og efterlader en masse fibre. Det får mange af de indfødte afrikanere til at tro, at træerne ikke forgår, men slet og ret bare forsvinder op i den blå luft.
Et gammelt baobabtræ kan skabe sit eget økosystem. Det understøtter livet på utallige væsner lige fra de største pattedyr til tusindvis af små væsner, der pibler ind og ud af dets sprækker. Fugle bygger reder i træets grene. Bavianer mæsker sig i frugterne. Flagermus drikker nektar og bestøver blomster. Elefanter har været kendt for at konsumere et helt træ. Et ungt Baobabtræ ser meget anderledes ud end dets fuldvoksne slægtninge. Afbarkning af barken fra den nederste del af stammen fører for de fleste træers vedkommende normalt til træets død. Her overlever baobabtræet ikke kun. De regenererer ny bark. Pga. disse egenskaber betragter de indfødte træet som magisk. De tror ikke, at træet vokser og dør som andre træer, men derimod pludselig styrter ned til jorden og simpelthen forsvinder en dag.
Baobabtræet har store hvide blomster, der folder deres kronblade ud om natten. Frugten kan blive op til 25-30 cm lang. Den indeholder vinsyre og C-vitamin. Den kan udblødes i vand og blive til en forfriskende drink. Frugten kan også ristes og efterfølgende males for at blive til en kaffeagtig drink. Frugten er ikke den eneste del af Baobab, der kan bruges.
Fiber fra barken bruges til at lave reb, måtter, kurve, klude, papir, musikinstrumentstrenge og vandtætte hatte. Friske baobabblade kan koges og spises. De er en spiselig grøntsag, der svarer nogenlunde til spinat. Bladene bruges også til medicinsk behandling af nyre- og blære sygdomme, astma, insektbid og flere andre sygdomme. De velsmagende og næringsrige frugter og frø er eftertragtede. Pollen fra blomsterne blandes med vand og bliver til lim.
Langs Zambezi mener stammerne, at da verden var ung, var Baobabtræerne ranke og stolte. Men af en eller anden ukendt årsag gjorde de Guderne vrede. Legenden lyder, at de rykkede baobabtræerne op med rod og kastede dem tilbage i jorden med rødderne opad. Onde ånder spøger nu i de søde, hvide blomster. Enhver, der plukker en, vil blive dræbt af en løve. Drikker du derimod vand, som frø fra træet er blevet udblødt i, så vil du være beskyttet for krokodilleangreb.
Et gigantisk Baobabtræ i Zambia siges at være hjemsøgt af en spøgelsesagtig python. Før den hvide mand kom, boede en stor python i den hule træstamme og blev tilbedt af de lokale indfødte. Da de bad om regn, fine afgrøder og god jagt, svarede pythonen deres bønner. Den første hvide jæger skød pythonen, og denne begivenhed medførte katastrofale konsekvenser. På stille nætter hævder de indfødte, at de kan høre en kontinuerligt hånende lyd fra det gamle træ.
I Kafue National Park i Zambia er et af de største Baobabtræer kendt som ‘Kondanamwali’ – træet der spiser jomfruer. Dette enorme træ blev forelsket i de fire smukke piger, der boede i dets skygge. Da de nåede puberteten, søgte de sig, som sædvanen byder, ægtemænd. Det gjorde træet jaloux. En nat, under et voldsomt tordenvejr, åbnede træet ind til sin stamme og tog pigerne derind. På stormfulde nætter er det gråden fra de fængslede piger, der får folk til at skælve – ikke lyden af de vilde dyr.
Langs Limpopo menes det, at når en ung dreng vaskes i vand, hvori bark fra et baobabtræ har ligget i blød, så vokser han op til at blive en stor og stærk mand – ligesom træet der har en stor stamme, er stærkt og vokser kraftigt.
Nogle indfødtes trosretninger har vist sig at have en vis videnskabelig evidens. Indfødte mener, at kvinder der bor i områder med mange Baobabtræer får flere børn end dem, der lever uden for områder med baobabtræer. Kvinderne spiser suppe lavet af baobabblade. Suppen er rig på vitaminer. Dette kompenserer for enhver mangel i deres kost. Læger har bekræftet, at det faktisk giver en højere fertilitetsrate.
De afrikanske bushfolk har en legende, der fortæller om guden Thora. Han tog imod Baobabtræet i sin Have. Så kastede han den ud over Paradisets vægge til jorden nedenfor. Selvom træet landede på hovedet, fortsatte det med at vokse.
Det er ikke overraskende, at et så underligt udseende træ skulle have overtro knyttet til det.
Baobabtræer er bredt fordelt i bælter over hele Afrika. De vokser også i Indien, Ceylon og Australien. Madagaskar har det største antal af Baobabtræ sorter i verden. Ikke mindre end 6 af sorterne kan kun opleves på Madagaskar. De er endemiske for paradisøen i Det Indiske Ocean, som er berømt over hele verden for sit helt unikke dyre- og planteliv.
Find mere inspiration til din rejse til Afrika her eller læs om vores rejser til Madagaskar – øen med verdens største antal af forskellige sorter af baobabtræer.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening