Læs om Afrikas største søer og bliv inspireret til din næste rejse til Afrika. Afrika har utrolig meget at byde på, hvor en af de mere oversete seværdigheder er kontinentets mange fantastiske søområder. De store søer ved Great Rift Valley byder på fantastiske udsigter og et unikt dyreliv. For ikke at tale om Lake Victoria, på dansk kendt som Victoriasøen, der er blandt verdens største. I dette blogindlæg ser vi nærmere på nogle af Afrikas største søer, og hvad du kan opleve i områderne.
Den enorme sø, opkaldt efter Queen Victoria, strækker sig over Uganda, Kenya og Tanzania. Men er Lake Victoria egentlig Afrikas største? Hvis man måler ud fra overfladeareal, hvilket er den korrekte måde at bestemme søens størrelse, er Lake Victoria uden tvivl den største sø i Afrika. Til forskel fra mange af søerne ved Great Rift Valley, er Lake Victoria mindre dyb end nabosøerne.
Den 3.440 km lange søbred er fyldt med liv. Lake Victoria har en helt særlig flora og fauna, der ikke findes andre steder i verden. Mange af arterne er desværre truede den dag i dag. Det er især sket efter invasive arter som nilaborren er kommet til. Nilaborren kan vokse sig større end en fuldvoksen mand.
Selvom det kan være fristende at bade ved søens bred, så anbefaler vi, at du nyder den smukke sø fra stranden eller fra en båd. En parasit ved navn ‘bilharzia’ kan gøre badning i Lake Victoria til en temmelig risikabel affære. Bilharzia parasitten findes i mange afrikanske søer. Den er nem at behandle imod, men det er bedst at have medicinen ved hånden, hvis du har planer om at svømme. Der lurer dog også større trusler under vandoverfladen. Det er mere og mere almindeligt at høre om angreb fra flodheste og nil-krokodiller på mennesker, da deres naturlige byttedyr er forsvundet fra søen.
Er du til afslapning under din rejse, bør du helt klar besøge Ssese Islands, der ligger i det nordvestlige hjørne af Lake Victoria i Uganda. Det er en øgruppe bestående af 80 øer, hvoraf ca. halvdelen af dem er beboet af bantu talende folk fra bassese stammen. Bassese folket lever af fisk og landbrug. Der findes en del palmeolivenplantager på øerne. Desuden arbejder mange indenfor turistindustrien. De fleste rejsende kommer til Ssese Islands for det spektakulære landskab, dyreliv og den afslappede atmosfære. Der findes efterhånden en god portion hoteller på øerne, især på hovedøen Buggala ved Kalangala Bay. Buggala og Banda Island er de mest besøgte i øgruppen.
Tanganyika er den længste ferskvandssø i verden og den anden ældste sø i verden. Den er beliggende ved Great Rift Valley og er exceptionel dyb. Gennemsnitsdybden er 570 meter og det dybeste punkt er 1.470 meter. Søen holder på 16 % af verdens tilgængelige ferskvand. Lake Tanganyika flyder gennem fire afrikanske lande, som er Burundi, Congo, Tanzania og Zambia. I søen finder du nilkrokodiller, sumpskildpadder og vandkobraer. Søen er et fantastisk sted til fiskeri og andre vandsportsaktiviteter.
Lake Malawi, også kendt som Lake Nyasa, er Afrikas tredje største sø. Den ligger i Tanzania, Mozambique og Malawi og billedskønne bjerge danner ramme om landskabet. Søen blev i tidernes morgen døbt Lake Nyasa af David Livingstone, der var en af de første europæiske udforskere af området. Ligesom mange af søerne ved Great Rift Valley, udgjorde Lake Malawi en scene for nogle af de mange søfartsslag under 1. verdenskrig. Her befordrede britiske styrker det lokale regime til at synke, brænde og ødelægge enhver tysk båd i området.
Lake Albert er Afrikas fjerde største sø. Den ligger ved Great Rift Valley i Uganda og Congo og er kilden til den Hvide Nil. Søen besøges sjældent af turister, fordi området er tyndt befolket og er omgivet af bjerge langs grænsen til søen. Lake Albert blev opkaldt efter Prince Albert, der var Queen Victoria’s ægtefælle. Den congolanske præsident Mobutu Sese Seko opkaldte midlertidigt søen efter sig selv. Der findes en række aktiviteter rundt om søen, såsom et besøg til Bugungu vildtreservat ved Murchison Falls Nationalpark i det nordlige Uganda eller Semliki vildtreservatet mod syd.
Lake Bunyoni ligger i den sydvestlige del af Uganda. Til forskel fra mange andre afrikanske søer, er det sikkert at svømme i Lake Bunyoni. Her lever hverken bilharzia parasitter, flodheste eller krokodiller. Det er Afrikas anden dybeste sø. Bunyoni er kendt for områdets ekstraordinære fugleliv og er hjemsted for over 200 fuglearter. Navnet i sig selv betyder ‘stedet med små fugle’.
Lake Retba i Senegal er kendt som Pink Lake grundet søens spektakulære pink farve. Søen ligger kun et stenkast fra Atlanterhavet og indeholder samme mængde salt som det Røde Hav. Den pink farve skyldes bakterien ‘dunaliella salina’, der findes i vandet grundet den høje saltkoncentration. Saltindholdet i søen er skyld i, at der ikke findes meget andet liv end bakterien. Saltet bliver høstet fra søen og bliver brugt af de lokale til at konservere fisk.
Lake Kivu strækker sig over Rwanda og Congo og er en del af kløften kaldet Albertine Rift. Søen er formet som to store fingre, hvor en finger går igennem Congo og den anden ligger på grænsen med Congo og Rwanda. Søen ligger i det område, hvor kontinentalpladerne mødes, og det giver lejlighedsvise vulkanske udbrud. Der findes en lang række nationalparker i området. Volcanoes Nationalpark i Rwanda er hjemsted for aktive vulkaner og primater, heriblandt gorillaer. Virunga Nationalpark ligger over grænsen i Congo og er et fantastisk sted at opleve det afrikanske dyreliv. Søen byder på en fantastisk udsigt over de omkringliggende mastodontiske bjerge.
Afrika er i sandhed kendt for dets unikke dyreliv og spektakulære landskaber, men de mange forskellige og naturrige søer på kontinenten må ikke undervurderes. Nok er Lake Victoria den største sø i Afrika, men som vi har fremhævet, findes der et væld af søer, som venter på at blive udforsket.
Læs mere om vores naturskønne rejser til Afrika og bliv inspireret til dit eget Afrika-eventyr.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening