Læs med her om Walking for Water Charlie i Senegal.

Senegal floden, grænsen mellem Mauretanien og Senegal, er vel nok den mest markante landegrænse på den afrikanske vestkyst. Marokko og Mauretanien er domineret af arabisk kultur. Senegal deler langt flere fællestræk med de resterende afrikanske lande syd for Sahara. Det ses bl.a. på maden, stamme-forholdene, den farverige påklædning og etniciteten. Der er pludselig ingen tvivl om, at man nu befinder sig i ’det sorte Afrika’ .

Crawl over Senegal floden

Da jeg krydsede floden ved Rosso, havde jeg kun sejlet én gang på min vandring fra Esbjerg. Det var over Gibraltar strædet mellem Spanien og Marokko. Jeg havde en idé om, at det ville være fedt, hvis denne overgang fortsat var den eneste afviger fra mit koncept. Et koncept om ikke at bruge nogen form for transportmiddel. Kun bruge mine egne to fødder på min vandring fra Danmark til Tanzania. Efter en diskussion med de lokale om, hvorvidt det var muligt at svømme over, konkluderede jeg, at dét kunne vi kun finde ud af på én måde. Med tilladelse fra grænsepolitiet gjorde jeg forsøget. Min barnevogn blev pakket på en kano og jeg kastede mig i floden.

De opmuntrende tilråb fra kajen blev svagere bag mig. Jeg kom tættere på Senegal, svømmetag for svømmetag. Da jeg var omtrent halvvejs ovre, havde strømmen båret mig langt ud af kurs. En motordrevet kano måtte samle mig op, inden jeg drev helt til havs. Nå, skidt. Det var da forsøget værd.

Fra hængekøje på savannen til pompøs borgermesterbolig

Jeg nåede ikke at vandre mere end 10 kilometer den dag efter en lang og velfortjent øl-pause på den første og den bedste beværtning, min vej faldt forbi. Når jeg kommer til et nyt land, er jeg altid ekstra velovervejet i mit valg af sovesteder, da jeg endnu ikke kender dyrelivet, kulturen og reaktionen på hjemløse landevejsstrygere.  Ved mørkefald slog jeg således min hængekøje op overordentligt højt mellem grenene på et træ. I umiddelbar sikkerhed fra, hvad der måtte være af forbipasserende farer fra jorden.

Jeg husker faktisk den næste morgen ganske tydeligt. På trods af at det nu i skrivende stund er mere end to år og mange eventyr siden nu. Jeg vågnede til lyden af munter fuglekvidder. Jeg opdagede, at i det træ, hvor jeg havde slået lejr for natten, var der hundredvis af små gul-sorte fugle. Her havde de hjemme i deres karakteristiske reder, der hang, som kugler på et pyntet juletræ, fra de yderste kviste. Det var én af de morgener, hvor jeg blev liggende i min køje til langt op ad dagen og bare nød den frodige natur og dyrelivet omkring mig. Nød at være en del af det hele. Nød det forunderlige i livet selv, og at der ikke var noget, jeg skulle nå.

Trods min sløve start på dagen, nåede jeg alligevel at tilbagelægge 38 kilometer den dag, inden jeg endte i Ross Bethio. Her tilbragte jeg, ad veje jeg ikke husker, natten hos byens borgmester, i hans pompøst indrettede dagligstue. Det er bl.a. dét, der gør denne rejseform så unik. Man ved aldrig, hvad dagen bringer, eller hvor den ender.

Et fransktalende land: En snak med de lokale

Senegal var et dejligt land at vandre igennem. Trods mit håbløst manglende talent for at lære nye sprog, havde et halvt års tid i Marokko og Mauretanien alligevel gjort mig tilpas bekendt med det franske. Jeg kunne derfor købe ind og føre simple samtaler med folk, som jeg mødte på min vej. Det fik jeg i høj grad brug for, da folk meget gerne vil snakke. Man kan vel ikke fortænke dem i at være nysgerrige, når noget så sjældent som en hvid mand til fods med en barnevogn går igennem deres landsbyer, når hverdagen ellers er temmelig monoton.

Et frodigt land

Der var langt mere frodigt i Senegal end det jeg hidtil havde oplevet i landene nord herfor. Jeg mødte flere gange vilde bavianer, som mistroisk observerede mig fra skove og krat. Hvem var dog denne mystiske hvide skabning, som kom gående der, skubbende en vogn foran sig. Når jeg prøvede at komme tæt på, tog de deres unger under maven og flygtede på alle fire dybere ind i bushen. Efter yderligere to dages vandring ankom jeg til Saint Louis, hvor en flok hujende knægte boltrede sig i vandet fra en kanal, der løb under indfaldsvejen. De inviterede mig ned i suppen. Til deres store overraskelse og fornøjelse smed jeg min Jalaba og tog en dukkert med dem. Det var dejligt at blive kølet af og få sveden vasket af kroppen, men om jeg ligefrem blev ren af dét bad, er nok tvivlsomt. Senere mødte jeg en nigeriansk kvinde tilfældigt på gaden, som inviterede mig hjem til hendes lille værelse. Det eneste møblement, der var plads og råd til, var en madras på gulvet, som vi delte.

Kolonihistorie: Slavernes hus

Fra Saint Louis tog det mig 10 dage at gå til Dakar, hvor jeg fik kærkomment familie-besøg fra Danmark. Vi tilbragte 2 uger sammen, hvor vi mest af alt drak rødvin og nød at være sammen igen. Vi fik også tid til at besøge de mest oplagte turistmål, heriblandt Goree Island, en ø lige ud for Dakar. Her ligger ”La Maison des Esclaves”, eller slavernes hus, som det frit kan oversættes til. Her blev senegalesiske mænd, kvinder og børn for få hundrede år siden holdt fængslet under kummerlige forhold, imens de ventede på den livsfarlige færd over Atlanterhavet, på Europæiske slaveskibe. En barsk historie, som vi europæere ikke desto mindre har godt af at blive konfronteret med, for at forstå Afrikanernes historie og samtid. Og ikke mindst vor egen rolle heri, som tidligere kolonimagtslande.

Den grufulde historie, står dog i stærk kontrast til det venlige og imødekommende lokalsamfund med dets små hyggelige restauranter, boder og stræder. Uanset om man ønsker at gå på opdagelse i historien, eller blot søger et afbræk væk fra Dakars travle og moderne storbyliv, er en tur til Goree bestemt anbefalelsesværdig.

De ivrige gadesælgere: Et godt råd

Vi var naturligvis også på det lokale marked. Hvis man bevæger sig her ind, skal man være forberedt på, at blive omsværmet af til tider meget påtrængende sælgere, som gerne vil vise én rundt. Det kan være ret forstyrrende, hvis man gerne bare vil gå og se sig omkring i sit eget tempo. Dog kan man med fordel hyre en enkelt ”guide” til at gå rundt med sig. Selvom man ikke har lyst til at gøre brug af hans råd og vejledning, vil det om ikke andet sende et signal til de resterende, om at man allerede ”er optaget”. Han vil i hvert tilfælde gøre sit for at holde konkurrenterne på afstand.

Personligt synes jeg, sælgerne i Senegal var blandt de mest påtrængende, jeg har oplevet i verden. Dog skal man tage højde for, at det var mit første vestafrikanske land syd for Sahara. Det betyder, at når jeg husker det som mere grænseoverskridende hér, hænger det nok til dels sammen med, at jeg er blevet bedre til at tackle det siden. De handlende er verdensmestre til at spotte, om man er ny i landet, og hvis man ligner en turist, bliver man altså også behandlet som en turist, og betaler som en turist. Hvis man derimod lærer lidt lokalsprog, prutter standhaftigt om prisen,og giver udtryk for, at man er lokalt kendt, vil man også blive behandlet mere som en lokal kendt, om end stadig en udlænding.

Den lyserøde sø

Vi besøgte også Lac Rosé, eller Den lyserøde sø, som man ville sige på dansk. Det enormt saltholdige vand i søen tiltrækker en alge ved navn Dunaliella salina, som udskiller et særligt rødligt pigment. Det giver efter sigende vandet et meget markant rødligt skær. Desværre kan jeg ikke bekræfte dette fænomen, da vi kom lidt sent afsted ud for at besøge søen. Det var derfor blevet ganske mørkt, da vi ankom.

Fra Dakar fortsatte jeg sydpå mod Gambia. Juleaften ankom jeg til en landsby ved navn Sokone, hvor jeg forsøgte at finde en kristen familie. Jeg ville gerne opleve, hvordan de fejrer højtiden lokalt. Det lykkedes mig desværre ikke i den overvejende muslimske by. Til gengæld fik jeg en anden oplevelse som var langt mere fascinerende.

Nationalsporten & den lokale heksedoktor

I Senegal er nationalsporten brydning, og netop denne dag, viste sig at være den første af tre i et bryderstævne. Skæbnen ville det således, at jeg blev taget ind som gæst hos Sokones største stjerne i brydermiljøet. De næste 3 dage boede jeg hos ham og lærte en masse om brydning, og om de magiske ritualer, som fylder en stor del af kulturen. Sammen besøgte vi bl.a. den enarmede heksedoktor, som var min værts spirituelle leder. I dennes lille lerhytte blev min vært spået, at han ikke kunne beskytte ham mod modstanderens forbandelse i aftenens dyst. På trods af, at han var favorit til at vinde – et varsel, som min vært slukøret imødekom ved ikke at stille op.

Hvis man kommer på disse kanter, vil jeg klart anbefale både at tage til brydning og at finde en af disse lokale heksedoktorer, og få sin fremtid spået.

I klippet nedenfor kan du se en lille video fra episoden.

Er du blevet inspireret af Charlies farverige rejseskildring kan du se vores rejseforslag til Senegal.