De bedste oplevelser i Stone Town

Besøger du smukke Zanzibar, må du endelig ikke snyde dig selv for at bruge tid i hovedbyen Stone Town. Byen emmer af kultur, arabiske aner og spændende historie indhyllet i hyggelige caféer,  smalle gader og livlige markeder. Spørger du os, kan man sagtens bruge flere dage til at gå på opdagelse i Stone Town, og vi anbefaler, at du som minimum bruger én dag i den charmerende handelsby. Der findes nemlig rigeligt med spændende oplevelser i Stone Town, så det er bare med at læse med og lade dig inspirere.

Vandring i den gamle bydel

Den gamle bydel er et sammensurium af fascinerende arkitektur, historiske bygninger og livlige handelsstationer. Besøger du Zanzibar, kan det virkelig anbefales at booke din egen guide, som kan vise dig rundt i den gamle bydel og andre historiske områder af Stone Town. En byvandring varer typisk 3-4 timer.

Den lokale guide vil fortælle dig om alle fortidens scenarier og utrolige historier, der netop har udspillet sig i Stone Towns gader. I besøger typisk steder som byens gamle fort, havneområdet, et af de lokale markeder og et af byens museer.

Dyk ned i slavehistorien ved Slave Market Memorial

I 1873 lukkede verdens sidste slavemarked. Den sidste rest af den forfærdelige institution var placeret i Stone Town. Trællede mennesker blev transporteret til Zanzibar i overfyldte dhows. Med en tilværelse, der bestod af kun en smule mad, livstruende sygdomme og forfærdelige forhold var det ikke alle fanger, der overlevede turen. Dem, der ikke gjorde, blev smidt over bord. For dem, der nåede det, ventede en grufuld tilværelse, hvor de som slaver blev solgt og derefter sandsynligvis sendt til forskellige arabiske lande.

Zanzibar var hjemsted for et af de største slavemarkeder i verden. Selvom slavehandelen fandt sted over hele øen, så udgør tre store markeder hovedparten af ​​de ubarmhjertige menneskehandler. Markedet i Stone Town var berygtet for at være det mest brutale. Slave Market Memorial ligger lige ved markedet og var stedet, hvor slaver blev samlet for at blive solgt. Det er senere blevet omdannet til et mindesmærke for de mange mennesker, der måtte ofre deres liv for slaveriet.

At dykke ned i Zanzibars slavehandel er en grufuld og samtidig lærerig oplevelse, som du ikke må gå glip af, når du besøger Zanzibar

Besøg det magiske House of Wonders

I centrum af Stone Town ligger paladset House of Wonder fra det 19. århundrede, der spillede en rolle i den pudsige fortælling om verdenshistoriens korteste krig. House of Wonders blev bygget i 1883 af Barghash bin Said, den anden sultan af Zanzibar, som et ceremonielt palads. Og bygningen var på mange måde ekstravagant. Barghash gjorde blandt andet døren ekstra bred, så han kunne komme ind i huset på ryggen af ​​en elefant.

Senere overtog Khalid bin Barghash tronen efter hans fætter, som var den regerende sultan på det tidspunkt frem til hans død i 1896. Det gjorde britiske styrker i området vrede,  og de iværksatte efterfølgende et flådebombardement af Stone Town, som kun varede i 38 minutter. Det er så senere blev kendt som den korteste krig i verdenshistorien. Selvom angrebet beskadigede House of Wonders, blev bygningens øverste etage stadig brugt som hjemsted for den efterfølgende sultan. Det strålende hvide palads blev brugt som en regeringsfacilitet i årtier indtil 1990, hvor det blev forladt og begyndte at smuldre.

Heldigvis blev der på grund af bygningens fantastiske historie og kulturelle betydning gjort store anstrengelser for at bevare den og omdanne den til museum. House of Wonders er nu åbent for offentligheden, hvilket giver besøgende mulighed for at gå gennem husets korridorer og forskellige rum. Her kan man blandt andet opleve bronze kanoner fra 1500-tallet og spor fra den tidligere ​​togstrækning Zanzibar Railroad. House of Wonders beviser, at ud over Zanzibars hvide sandstrande, hviler en fascinerende historie og kultur.

Udforsk Darajani markedet

Darajani markedet er Stone Towns største basar, og er du på jagt efter en autentisk, lokal oplevelse, så gør dig selv den tjeneste at tage et smut forbi. Her finder du frisk frugt og grønt, et stort udvalg af friskfanget fisk, krydderier og alverdens andre lækkerier. Markedet er på ingen måde skabt til turister. Tværtimod er det netop her, de lokale går på indkøb – og det er dét, vi så godt kan li’ ved stedet. Markedet ligger lige ved den gamle bydel og er let at besøge til fods.

Fryd øjnene ved Forodhani food market

Mod Stone Towns havneområde finder du et andet marked. Nemlig Forodhanis madmarked.

Hver aften bliver Forodhani Gardens i Stone Town til et travlt streetfood- og madmarked. Friske fisk, skaldyr og lokale delikatesser sælges netop her. Spring over de velkendte retter og gå direkte til sælgerne, der sælger urojo, som er en tyk mango- og tamarindsuppe, der serveres sammen med kikærtefritter, kogte kartofler, maniokflager, chutney og en pikant sovs. Til retten kan du jo vælge en håndpresset sukkerrørsjuice med ingefær og lime.

Besøgende slentrer langs strandpromenaden og ser solnedgangen over Det Indiske Ocean, mens de smager streetfood med de lokale, der aflægger et besøg. En oplevelse vi helt klart kan anbefale at tage del i.

Oplev Freddy Mercurys hus

Mens du går rundt i Stown Town, støder du på et – for mange – lidt uventet sted. Nemlig et monument, der hylder Freddie Mercury, den berømte vokalist og sangskriver for rockbandet Queen. I Stone Town ligger nemlig Mercury House. Mercury tilbragte dele af sin barndom i huset. Han blev født på Zanzibar, hvor hans forældre boede. På den måde kunne hans far, Bomi Bulsara, fortsætte med at arbejde med det britiske kolonikontor som kasserer.

Mange historikere mener, at Mercury som barn tilbragte sine ferier i hjemmet på Zanzibar og sine skoleår med at gå i klasse i Indien. Selvom Mercury vendte tilbage til Zanzibar som 18-årig for at bo hos sine forældre, flygtede han til England året efter for at undslippe Zanzibar-revolutionen i 1964, som væltede sultanen og dræbte tusindvis af arabere og indere. Efterfølgende dannede han bandet Queen og tilbragte ​​sine år i England.

Ved husets facade er der opstillet et lille monument med billeder af Freddie Mercury gennem hele hans barndom og liv.

morten-tanzania-zanzibar-bygninger-by-gade-18

Besøg lokale caféer og hyggelige kroge

Stone Town byder på et væld af hyggelige caféer og restauranter både inde i centrum af Stone Town og langs havnen. Især kan vi anbefale Livingstone Beach Restaurant, der som navnet antyder, ligger nede på stranden med udsigt ud over vandet. Stemningen er afslappet, udsigten er smuk, øllene er kolde og maden er smagfuld. Hvad mere kan man så be’ om?

Vi kan desuden anbefale Zanzibar Coffee House Cafe, Baboo Beach Cafe og Ma Shaa Allah Café.

Er du interesseret i at besøge Stone Town, kan du læse om vores skræddersyede rejser til Zanzibar. Du er selvfølgelig også som altid velkommen til at kontakte os, hvis du ønsker en uforpligtende snak om en rejse til Zanzibar.