Rejser til Etiopien er for dem, der vil have oplevelser helt udover det sædvanlige. Som det eneste af de afrikanske lande, har Etiopien aldrig været koloniseret. Det betyder, at kulturen er stærk, og man mærker en klar og tydelig national identitet blandt befolkningen. Der er store forskelle mellem det sydlige og det nordlige Etiopien. Der er endvidere mange stamme-grupperinger i befolkningen, som hver praktiserer deres egen stammekultur og særprægede levevis. Det gør alt sammen, at Etiopien skiller sig ud blandt de øvrige afrikanske nationer.
Landet er trods den fantastiske kombination af kultur, eksotiske stammefolk, fascinerende historie og bjergtagende natur et ukendt rejsemål for de fleste. Vi kan kun opfordre dig til at tage på eventyr i Etiopien, hvor du finder alt, hvad dit hjerte kan begære af unikke og autentiske afrikanske rejseoplevelser. Uanset om du er til historie, kultur, folklore, natur, dyr, mad eller en god blanding af det hele, så byder Etiopien sig til.
Hovedstaden i Etiopien hedder Addis Ababa, der betyder ‘ny blomst’ på dansk. Den blev grundlagt i det 19. århundrede. Byen er beliggende over 2.000 meter over havets overflade for bunden af Entoto-bjerget. Indbyggertallet er på omkring 4,5 millioner mennesker og byen er Afrikas 4. største by. Addis Ababa er i den grad en by i vækst i disse år. Siden midthalvfemserne er byen mere end fordoblet i størrelse, og der er stort set ikke en plet i byen, hvor der ikke er et hotelbyggeri i gang. Især hoteller skyder op her og der og snart sagt alle vegne i den etiopiske hovedstad.
Som turist kommer du til Addis Ababa ved ankomst til og afgang fra Etiopien. Men hovedstaden er meget mere end det. Ved første møde med byen føler man som går man gennem en port til en svunden verden fyldt med forgangent liv og mystik. Samtidig mødes man i visse områder af byen af et trafikalt inferno og moderne storbyliv. Addis Ababa er fyldt med forunderlige og fascinerende kontraster. Her er adskillige fine attraktioner, skønne hoteller og gode restauranter med lækker lokal, etiopisk mad. Den etiopiske hovedstad og de oplevelser, der venter dig her, er absolut en byrundtur værd.
I kejser Haile Selassies tidligere palads ligger det Etnologiske Museum, omgivet af smukke haver og fontæner. Et fascinerende museum, der formidler Etiopiens kulturelle og sociale historie, og er et af de fineste museer i Afrika. Ved indgangen møder du 13 trapper, der symboliserer Italiens fascistiske dominans. På det sidste trin af trappen står den lille løve Judah, der symboliserer sejr og enden på en rædsom periode i Etiopiens historie. På første sal bliver de besøgende mødt af prægtige artefakter og håndværk lavet af den etiopiske befolkning. Udstillingen på dette museum følger, modsat mange andre, mennesket livscyklus fra fødsel til livet efter døden. Udstillingen giver et stort indblik i Etiopiens kultur. Andre dele af museet fremstiller eks. Kejser Haile Selassies historie. Det Etnologisk Museum er et besøg værd, selv hvis du ikke normalvis er til museer.
Det nationale museum er rangeret som et af de vigtigste museer syd for Sahara-ørkenen. Her ligger det verdenskendte skelet, Lucy og er hovedattraktionen på nationalmuseet. Skellettet er fra hominidarten, er 3,2 millioner år gammelt og en menneskelig forfader. Derudover er der udstillinger af forskellige tidsaldre, kunst og andre betydningsfulde fund.
Addis Merkato er en kæmpestor udendørs markedsplads i Ketema distriktet. Med omkring 13.000 mennesker i 7.100 boder mener nogle, at Merkato er Afrikas største marked. Et kaotisk marked og et virvar af sanseoplevelser. I Merkato finder du alt fra frisk kød og lam, hængende på åben gade og levende fjerkræ, som de lokale tager med hjem for at slagte. I guldgaden finder du rødguld og sølv i alverdens former, og beklædning i utallige klæder i smukke farver.
Du bør være opmærksom på, at virkeligheden ikke nødvendigvis matcher de eksotiske billeder, som du måske kan finde nogle steder af Merkato.
’Lion of Judah’ er et nationalt og kulturelt symbol for Etiopiens monarki. Efter at den blev opført ved kroningen af Kong Haile Selassie’s i 1930 blev den stjålet af italienerne i 1935 og opført i Rom. Under fejringen af det italienske imperium spottede en ung etiopisk mand monumentet. Han blev så vred, at han afbrød ceremonien og satte sig foran ’Lion of Judah’ for at bede. Efter stor protest blev han anholdt af Italiensk politi og sad i fængsel til hans død 7 år efter. ’The Lion of Judah’ monumentet blev langt om længe returneret til Addis Ababa i 1960’erne og den unge mand blev en legende i Etiopien.
De fleste bliver overrasket, når de hører, at Etiopien er et af verdens ældste kristne lande. Det anses for at have spillet en stor rolle i kristendommens oprindelse. Derfor er det også utroligt spændende at dykke ned i kristendommens urgamle historie i Etiopien.
Afrika er langt mere kristent, end hvad mange tror. Etiopien skiller sig dog ud fra de andre afrikanske lande ved at være et oprindeligt kristent land. De øvrige kristne lande på kontinentet har fået religionen ind via europæiske kolonimagter, der er kommet dertil. Etiopien har en lang række historiske attraktioner, der knytter sig til kristendommens rolle i landet.
Et af de tydeligste eksempler på den kristne arkitektur i Etiopien er de 11 stenudhuggede klippekirker ved byen Lalibela. Byen kaldes for det nye Jerusalem og blev opført under befaling fra King Lalibela i det 12. århundrede. De 800 år gamle kirker ligger spredt over et større areal, og især en af kirkerne er helt særlig. St. Georges kirken er nemlig udsmykket, så den ligner et græsk kors set oppefra. Stedet fungerer den dag idag stadig som en vigtig pilgrimsdestination for de etiopisk-orthodokse kristne. De tager på den lange rejse én gang i løbet af deres liv. I løbet af året afholdes der større, religiøse festivaller, når de hvidklædte pilgrimme ankommer i hundredvis til kirkerne.
Udover Lalibela findes der også en lang række af andre steder med religiøs baggrund i Etiopien. Blandt andet klostrene beliggende på den fredfyldte Lake Tana, der blev opført i det 14. århundrede. Den dybblå sø Lake Tana ligger i frodige, grønne omgivelser i 1.800 meters højde. Det giver et behageligt klima til at udforske de interessante kirker og klostre, som ligger spredt mellem søens mange små øer.
Desuden siges det, at den eftersøgte kiste ved navn ‘Pagtens Ark’, hvori de 10 bud ligger gemt, er blevet hemmeligt bevaret og gemt i kapellet ved St. Mary of Zion kirken i byen Axum i Etiopien. Kisten forsvandt i sin tid fra Jerusalem, og siden hen har mange kristne forgæves ledt efter den. St. Mary of Zion komplekset har rødder tilbage til den tidlige kristendom. Det skulle efter sigende være Gud selv, der tilbage i det 4. århundrede befalede, at kirken skulle bygges. Den originale kirke er for længst væk, men der er efterfølgende i 1600-tallet bygget en kirke ved navn St. Mary of Zion på stedet og senere kom endnu en ny kirke til i 60’erne. Denne kirke kaldes den nye St. Mary of Zion kirke. Komplekset tæller udover selve kirkebygningerne museum og kapel. Disse bygninger er alle glimrende eksempler på kirkearkitekturen i Etiopien.
I Etiopiens gamle hovedstad Gondar kan man opleve de berømte seks slotte. Kong Fasiledes’ slot er en helt særlig oplevelse. Besøg også Fasiledes’ bade, der siges at have være brugt af de kongelige under religiøse ceremonier og fester. I dag bruges badet under fejringen af Timkat, der falder d. 19. januar. Her fejres den etiopiske opfattelse af Jesus fødselspunkt, som ligger 12 dage efter jul. Kalenderen er desuden 7 år bagud i forhold til den vestlige opfattelse af kristendommen.
I samme område kan du opleve nogle af Etiopiens vigtigste klostre, nemlig Debre Berhan Selassies klostre. Klostrene er flot pyntet med farverige glasmosaikker og er fyldt med myldrende hvidklædte pilgrimme. Klostrene fungerede som kirkens overhoved inden den etiopiske kirke opnåede selvstændighed i 1948. Desuden ligger Etiopiens første patriark, Abuna Basilios begravet i Debre Libanos.
Myterne og historierne er mange, og de adskillige religiøse steder viser, hvordan kristendommen fortsat lever og udfolder sig i landet. Kristendommen har ikke kun formet Etiopiens religiøse og spirituelle liv, men også den kulturelle og sociale del, herunder kunst og litteratur. I dag er næsten halvdelen af Etiopiens befolkning ortodokse kristne. Det er karakteristisk for befolkningen, at deres kristne religion er en helt naturlig og prægnant del af deres daglige gøren og laden. Religionen spiller ikke kun en rolle til særlige højtider, men er med dem hver eneste dag. Det betyder dog langt fra, at etioperne ikke dyrker deres kristne tro ved religiøse ceremonier og festivaler. Disse er nemlig blandt de store begivenheder for kristne etioper og blandt de største attraktioner for turister.
I Etiopien afholdes en lang række af religiøse ceremonier, fester og højtider, som opretholder og manifesterer landets kultur og arv. Landets kristne historie gennemsyrer de mange traditioner og festivaller, som du kan opleve og planlægge din rejse ud fra.
Spørger man de lokale etiopere, er der ingen tvivl. Meskel er den største højtid og en fest, som alle ser frem til. Meskel er en årlig, religiøs højtid i den etiopisk-orthodokse kirke, der falder d. 27. september. Her fejres fundet af det kors, som Jesus blev korsfæstet på. Korset blev fundet i det tidlige 4. århundrede under Dronning Helenas regeringstid.
Historien lyder, at der tilbage i dronningens tid blev nedsat en delegation, der ledte efter korset. Efter lang tids søgen slog de lejr for aftenen og tændte bål. Røgen skulle senere vise sig at være behjælpelig, da den ledte delegationen mod det sted, hvor korset lå begravet. Af denne grund er det netop bål og røg, der er med til at markere fejringen af dagen. Dagene op til højtiden vil man derfor også se, at der stables store bål i hovedstaden og ved samlingssteder i landsbyerne.
Højtiden er blevet fejret i sin nuværende form i mere end 600 år. Meskel falder samtidig med slutningen på den lange og besværlige regnsæson, som går fra juni til august. I september blomstrer den gule, tusindfrydlignende blomst, som også kaldes for Meskel, på de mange bakker, der omgiver Addis Ababa. Festen holdes i Meskel pladsen i hovedstaden Addis Ababa. Pladsens navn er dedikeret til afholdelsen af Meskel på noget, der minder om et stadion, hvor der er plads til tusindvis af tilskuere. Hele ceremonien afholdes af biskoppe og borgerlige ledere.
Traditionen tro fejres dagen med bål, men også med optog, parader og en række optrædener fra lokale. Henover eftermiddagen samler store folkemængder sig på pladsen, og mod aftenstid er stedet tæt pakket. Herefter begynder optogene og aftenen afrundes med et stort festfyrværkeri.
Timkat, også kendt under navnet Epifani-festen, falder årligt d. 19. januar. Her fejrer man Jesu fødsel ved at genskabe hans dåb i Jordanfloden. Mange udnævner Timkat som værende en af landets mest spektakulære begivenheder og en fantastisk oplevelse for tilrejsende turister.
Festen opleves bedst i den forhenværende hovedstad Gondar. Her danner den tidligere kejser Fasiledes’ bade rammen om den særlige ceremoni. Festlighederne finder sted hele natten helt frem til den lyse morgen. Det indbefatter blandt andet en velsignelse af dåbsvandet, hvor menigheden sammen bader i bassinet. En anden festlighed er, når præsterne synger og danser i deres farvestrålende dragter. Her bliver de ledsaget af en masse mennesker, der har iført sig deres fineste tøj.
Hele ceremonien under Timkat giver et autentisk og spændende indblik i, hvordan den orthodokse kristendom praktiseres i Etiopien traditionelt og stadig den dag i dag.
Jul i Etiopien hedder Leddet. Den falder d. 29 december ifølge den etiopiske kalender og d. 7. januar ifølge vores kalender. Julen i Etiopien har stor religiøs betydning. Leddet fejres efter 43 dages faste, også kendt som Tsome Gahad. De troende starter kl. 6 om morgenen med et stort optog og bevæger sig fra en kirke til en anden. Aksum og Lalibela er nogle af de bedste steder at opleve Leddet. Efter gudstjenesten tager folk hjem og spiser kylling, lam eller oksekød sammen med injera fladbrød og traditionelle drikkevarer.
Fasika svarer til den etiopiske påske, og afholdes efter en længerevarende semi-faste. Her må der ikke spises kød eller indtages mælkeprodukter i 55 dage. Vegetariske måltider som linser, ærter, korn, frugt og et bredt udvalg af grøntsager må gerne spises med brød eller det nationale injera fladbrød.
Påskeaften går folk i kirke, hvor der tændes lys og afholdes påske gudstjeneste. Herefter tager alle hjem og fejrer påsken med et måltid, der indeholder kylling eller lam, der blev slagtet aftenen før. Til måltidet spises injera fladbrød og traditionelle drikke. Ligesom jul er påsken også en dag, hvor familien samles og man ønsker hinanden det godt i form af gaver. Gaverne kan bestå af lam, ged eller brød.
Det etiopiske nytår kaldes Enkutatash og falder d. 1. september i den etiopiske kalender, og den 11. september i vores kalender. Nytåret er ikke kun en religiøs helligdag, men er også en dag, hvor unge drenge og piger synger og danser, og man ønsker hinanden godt nytår.
Kristendommen og dens mange religiøse højtider er allestedsnærværende i Etiopien. Men i den sydlige del af landet i områderne Omo-dalen og Great Rift Valley lever en lang række gamle stammefolk. De tilhører forskellige animistiske trossamfund og praktiserer hver deres unikke kultur og levevis.
Langs Omo-dalen, fjernt beliggende i den sydlige del af Etiopien, bor en hel del stammefolk. Her lever ikke mindre end 17 forskellige stammer side og side med hver deres vidt forskellige, særegne traditionelle skikke og traditioner. Det er en helt særlig, autentisk oplevelse at besøge folkene i Omo-dalen. De opstiller intet for turisternes skyld, men åbner ’dørene’ til deres anderledes hjem og liv, som det er. Disse stammefolk lever alle i pagt med naturen og har en levevis, der både er spartansk og bæredygtig.
Under en rundtur hos stammefolkene i Omo-dalen kan du opleve de livlige stammefolk, lokale markeder og traditionelle klæder og traditioner.
I den sydlige ende af Omo-dalen, omkring byen Jinja, bor dalens største stamme, Ari. Her bor der omtrent 290.000 arier. Mange af dem lever af landbrug, særligt af kaffe og kvæg. Andre er pottemagere, smede eller laver honning. Kvinderne går i nederdele lavet af enset (fra et falsk banantræ).
Hamar-stammen består af et folk på omkring 46.500, som lever af kvæg og landbrug. De dyrker b.la. grøntsager, durra, hirse, tobak og bomuld. De er særligt kendte for deres frisure. Kvinderne gnider en blanding af okker, vand og harpiks i håret, hvilket giver nogle kobberfarvede lokker. Frisuren er kendt som goscha. Det er et tegn på sundhed og velfærd. Under et besøg hos Hamar-stammen kan du være heldig at være vidne til manddomsritualet ’Bull Jumping’. Ved at springe over en flok kvæg skal en ung mand bevise, at han er voksen nok til at stifte familie.
Mursi-stammen er omkring 7.500 medlemmer. De lever som kvægavlere. Mursi-folket, der er kendte for deres kropsmaling og tallerkenen i underlæben, byder ligeledes turister indenfor. Denne stamme er måske Etiopiens mest berømte pga. traditionen med læbeplader. Når en kvinde bliver 20 år, får hun spaltet underlæben. Herefter får hun indsat større og større tallerkener i underlæben. Jo større plade, desto mere er hun værd.
Tsemay er et landbrugsfolk bestående af 15.000 folk. De bor i området mellem Konso og Weyto. Her dyrker de durra, hirse, kvæg og honning.
Et besøg i Omo-dalen er en fuldstændig unik oplevelse, hvor du kommer helt tæt på folkene og deres kulturer. Som turist i disse små stammesamfund, ledsages du af en lokal guide. Du kan glæde dig til et autentisk indblik i et dybt fascinerende liv, der er et levende vidnesbyrd om forgangne tider.
Fra januar til marts ligger mange af de store, farverige festivaller i Senegal. Særligt januar er en festlig og farverig måned med både julen, leddet, og Timkat. Derudover kan du mellem slutningen af januar og april opleve Bull Jumping ceremonien. I Hamar-stammen kan du opleve, hvordan de unge mænd løber tværs over ryggen af kvæg for at bevise deres manddom og hvordan de unge kvinder stiller sig frivilligt op for at blive pisket af mændene.
Et andet stort nationalt event er festivalen Meskel, der starter den 27. september og varer 2 dage.
Etiopien er uden tvivl et af Afrikas smukkeste lande med massevis af billedskøn natur. Det er landet, hvor du kan trekke i 3.000 meter høje bjergplateauer og samtidig besøge kontinentets dybeste dale. Naturen består af grønne højsletter, golde ørkener, svimlende dybe kløfter, skovklædte bjergskråninger, øde savanner og fredfyldte søer.
De naturskønne oplevelser venter på stribe. Tag for eksempel til Den Blå Nil, hvor du kan opleve det buldrende vandfald Blue Nile Falls. På det lokale sprog hedder vandfaldet ‘Tis Issat’, der betyder ‘røgen, der tordner afsted’. Navnet henviser selvfølgelig til de uendelige kaskader af vand, der brager udover flodkanten i et 40 meter langt fald. Synet af regnbuer, den grønne omkringliggende skov og det glitrende vand gør oplevelsen til noget helt særligt. Her får du virkelig naturens kræfter dybt ind under huden, når farvestrålende fugle og nysgerrige aber leger i området og får det hele til at emme af liv og glade dage. Og kigger man mod søen, hvor den Blå Nil udspringer, ender man ved Laka Tana. Søen ligger i fredfyldte og frodige omgivelser, hvor små øer ligger spredt som små prikker i det dybblå vand. Især søens antikke klostre og dyrelivet er grunden til, at mange besøger Lake Tana.
Længere nordpå ligger de storslåede Simienbjerge, der er en endnu uopdaget trekking destination i verdensklasse. Her er landskabet, udsigterne og dyrelivet nogle af højdepunkterne, når du bevæger dig igennem det rå og dramatiske bjergterræn. Vil du ned i dybet, kan du besøge Danakil sænkningen 125 meter under havoverfladen. Her får du et kig ind i jordens indre og en forståelse for de geologiske aktiviteter i form af varme kilder, gejsere og vulkaner. Grundet den geologiske aktivitet og dybe beliggenhed er Danakil sænkningen et af jordens varmeste steder. Stedet har i en lang årrække været brugt som saltudvindingsplatform, og der udvindes stadig salt fra Danakil den dag i dag.
Etiopiens rige flora og fauna er noget helt særligt og unikt for landet. Flere af både dyre- og planterarterne er endemiske. Det betyder, at de ikke findes andre steder i verden. Landet er med sine over 6.000 plantearter, 200 reptilarter, 277 pattedyrsarter, hvoraf 35 af dem er endemiske, og mere end 800 fuglearter et sandt mekka for naturinteresserede.
Dyrelivet i Etiopien er en blanding af de endemiske arter og det bedste fra savannen. Du kan blandt andet møde de sjældne geladabavianer, den abessinske ulv, nøgenrotter og alpestenbukke, men også de mere kendte dyr som flodheste, leoparder, elefanter, løver og bøfler.
Nogle af landets mest udbredte plantearter er jasmin, ildtorn, julestjerne og et bredt udvalg af stedsegrønne planter. Kommen, hibiscus, kardemomme, koriander, røgelse, myrra og rød peber er almindelige krydderisorter, der vokser i Etiopien. Også kaffeplanter har idéelle vækstforhold i landet, og etiopisk kaffe er noget ganske særligt. Det er en stærk kulturel tradition, at gæster bydes på hjemmebrygget kaffe. Bønner koges hele i en gryde over åben ild og etioperne er meget stolte over deres kaffe.
Dyre- og plantelivet afspejler sig i de klimatiske forhold, der kan variere fra tropisk regnskov og semiørken til nærmest alpine forhold. I lavlandet er vegetationen tæt, men plateauernes udseende er generelt spartansk med træer og buske spredt ud over landskaberne. Bjergskråningerne er ofte beklædte med tæt skov, som giver en smuk kontrast til de mere tomme sletter.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Etiopien er et land, der består af bakkede terræner og bjerge i verdensklasse. Mod nord ligger de utrolige Simienbjerge, hvor man finder eminente landskaber og enestående trekkingmuligheder. Mod syd ligger Bale bjergene, der også er et sandt mekka for vandrere i uspolerede naturomgivelser.
Mange af bjergplateauerne er dannet af vulkansk aktivitet, og de fleste af bjergene er tidligere vulkaner. Flere af Etiopiens større byer ligger på netop bjergplateauerne, eksempelvis Addis Ababa, Axum og Gondar. I den anden ende af skalaen findes nogle af Afrikas dybeste dale og kløfter. Her er Great Rift Valley og Omo Valley værd at nævne.
Great Rift Valley er verdens længste kløft på ca. 6.000 km. Den strækker sig fra Mellemøsten og går helt ned til Mozambique i det sydlige Afrika. I Etiopien ligger kløften i det etiopiske højland. Kløften er skabt for over 25 millioner år siden. Geologiske aktiviteter har formet landskabet, som det ser ud i dag. Omo-dalen er opkaldt efter den nærliggende Omo flod, der snor sig igennem dalen. Det er et helt spektakulært smukt område med adskillige økosystemer med græsland, vulkanske stenformationer og en af verdens få tilbageværende, uberørte flodskove i en ellers halvudtørret del af Afrika. Dalen byder på en masse spændende dyreliv, men er især kendt for de mange forskellige stammer, der bor i området.
Det massive etiopiske centralplateau er hjemsted for adskillige økosystemer som vådområder, semiørken, løvskov, græsland såvel som en lang række unikke dyr og planter. Disse har været isoleret i millioner af år, da det ikke har været muligt at krydse de omkringliggende ugæstfrie terræner. Det har gjort, at mange planter og dyr, der lever i området, har udviklet særlige egenskaber, der gør, at de kan overleve det ugæstfrie miljø.
Simienbjergene er uden tvivl et af højdepunkterne, når vi snakker natur i Etiopien. Her finder du dybe kløfter og bizarre takkede bjergforme så fantastiske, at det overstiger fantasien. Hvis du så det på et maleri, ville du tvivle på, hvorvidt stedet fandtes eller ej.
Bjergene fungerer som habitat for en stor del af Etiopiens endemiske dyreliv, og du vil aldrig glemme oplevelsen af at sidde midt i en hær af geladabavianer og betragte deres menneskelige opførsel. Simienbjergkæden byder desuden på udsigter i verdensklasse kombineret med noget af det bedste indenfor natur og trekking.
Det er et sted, som de færreste endnu har besøgt, og dette er blot med til at fastholde den autentiske og fascinerende, øde stemning. Og de, som har besøgt stedet, undrer sig mildest talt over, hvorfor flere ikke kender til det unikke trekkingområde med de eminente landskaber.
Religion spiller en utrolig stor rolle i de fleste etioperes liv. Det, der ellers præger hverdagen for over 80% af befolkningen er landbrug og hverdagslivet i Etiopiens store landområder. Alle er involverede i det daglige arbejde. Det gælder børn helt ned til 4 års alderen, der hyrder familiens kvæg. Næsten hele befolkningen har travlt i landbruget med at vogte kvæget og pløje markerne. Godt 40% af de etiopiske bønder er analfabeter, og kun godt 80% af børnene går i grundskole.
Familiestrukturen i Etiopien er anderledes på den måde, at familierne er meget tætte. De fleste bor hjemme hos deres forældre indtil den dag, de indgår i et ægteskab. Herefter bor det nygifte par i reglen hos mandens familie i et par år inden de får deres eget jordlod, hvor de bygger egen bolig og dyrker deres egen jord. På den måde er Etiopien fuld af små ikke-mekaniserede mikrolandbrug. En modernisering og mekanisering af landbruget er på den politiske dagsorden i Etiopien.
Nogle lever også af fiskeri, men ikke mange. Fiskeriet i Etiopien foregår udelukkende i ferskvand, eks. søer, floder og bassiner, da landet ingen kystlinje har. I området omkring Great Rift Valley spiser befolkningen gerne fisk, men generelt har etioperne ikke integreret fisk i deres madlavning.
Det etiopiske køkken er utrolig velsmagende og noget af det bedste, du finder på det afrikanske kontinent. Og meget anderledes. Injera er eksempelvis en fast bestanddel af ethvert måltid i Etiopien. Injera er et stort fladbrød, der serveres med kødsovs, grøntsager, kikærtemos og linsepuré. Kan også fås som vegetarretter. De svampede pandekager er lavet på teff, som er en utrolig sund, let syrlig græsart. Andet væsentligt mad i det etiopiske køkken er wat (gryderet), kitfo (hakkekød) og tere sega (råt kød). Det etiopiske køkken er en oplevelse, du aldrig glemmer.
Derudover er kaffe allestedsværende i Etiopien. Det er Etiopiens største eksportvare og det siges endda at kaffen stammer fra Etiopien. Grundet den italienske indflydelse i 1900-tallet, kan man også få cappuccino, cafe latte og macchiato i mange af byerne, særligt i det vestlige højland. Besøg Kafa Coffee Museum, der formidler historien om etiopisk kaffe, og få et stort indblik i Etiopiens store kaffeproduktion.
Besøg også de mange lokale markeder. Udover det store Merkato marked i Addis Ababa har de små byer ude på landet også deres egne lokale markeder. To gange om ugen samles de lokale på landsbyernes små markedspladser for at sælges deres varer og snakke med de andre lokale.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening