Drømmer du om en rejse til paradisøen i Det Indiske Ocean, så læs med her og bliv klogere på Madagaskars forskellige områder og hvad der venter dig på din ferie på Madagaskar.
Madagaskar består af fem forskellige større områder med hver deres særlige karakteristika. Øens topografi danner grundlaget for den klassiske opdeling af landet i fem dele. Denne opdeling skyldes de meget forskellige etniske grupper, der befolker hver region, sammen med de varierede klimatiske forhold, der præger hvert af de vigtigste fem geografiske områder på øen. Madagaskars klima er tropisk langs kysten, tempereret inde i landet og tørt i syd. Øen har mere end 4.828 km. kystlinje og over 250 småøer.
Madagaskars centrale højland udgør hovedkernen på øen. Det er her, hvor hovedstaden Antananarivo sammen med andre vigtige byer er placeret. Området spænder fra 800 til 1.800 meter i højde. Det indeholder en bred vifte af landskabstyper: afrundede og udhulede bakker, massive stenformationer i granit, uddøde vulkaner, udhulede kalkplader og alluviale sletter og sumpe, der er omdannet til kunstvandede rismarker. Det centrale højland strækker sig fra Tsaratanana Massivet i nord til Ivakoany Massivet i syd.
Højlandet omfatter Anjafy High Plateaux, de vulkanske formationer Itasy – selve Itasy-søen findes i et vulkansk krater – Ankaratra-massivet, der når en højde på 2.666 meter og Ivakoany Massivet i syd. Isalo Roiniforme Massivet ligger mellem det centrale højland og vestkysten. Antananarivo ligger i den nordlige del af det centrale højland 1.468 meter over havets overflade. Et fremtrædende træk ved de centrale højland er en riftdal, der løber nord mod syd, beliggende øst for Antananarivo og herunder ligger søen Lac Alaotra. Alaotra rummer den største vandmængde på øen og har en længde på 40 kilometer. Søen ligger 761 meter over havets overflade og grænser op til to klipper, der stiger 701 meter mod vest og 488 meter mod øst, som danner murene i en dal, der minder om Østafrika.
Landskabet domineres mange steder af rismarker i terrasser. De vidner om den asiatiske oprindelse af Merina-stammen, den største etniske gruppe, der deler dette område med Betsileo stammen. Langs Route Nationale 7 fra Antananarivo til Fianarantsoa finder vi også nogle af de mest besøgte turistattraktioner på øen.
Den nordlige del af Madagaskar er sparsomt befolket. Med undtagelse af Nosy Be, Archipelago og Diego Suarez, er dette område også meget lidt kendt.
Tsaratanana Massif-regionen i den nordlige ende af Madagaskar har det højeste punkt på øen på 2.880 meter. Nord for dette punkt ligger Montagne d’Ambre, også kaldet Ambohitra, som er af vulkansk oprindelse. Kystlinjen har to fremtrædende indryk. Den naturlige havn ved Antsiranana, Diégo Suarez, der ligger lige syd for Cap d’Ambre og den store ø Nosy-Be i vest. Den bjergrige topografi mod syd begrænser imidlertid havnen ved Antsiranana, fordi bjergene forhindrer forbindelsen og en glidende trafik til andre dele af øen.
På trods af sin relative utilgængelighed har denne region dog en rig blanding af etniske grupper. Du finder også naturvidundere af ekstraordinær skønhed som fx Karst-pinnacles i Ankarana National Park. De udforskede regnskove i Majorejy National Park, vil belønne dig med unikke oplevelser, der er det hele værd. Den tørre sæson er særlig lang her i den nordlige region bortset fra i de nordøstlige skove, hvor man skal forvente vedvarende regn hele året rundt.
Østkysten består af et smalt bånd af lavlandet, omkring halvtreds kilometer bredt, en mellemzone, der består af stejle skråninger, der veksler med kløfter, der grænser op til en stigning på ca. 500 meter i højden. Kystregionen strækker sig omtrent fra nord for Baie d’Antongil, det mest fremtrædende punkt på østkysten af øen – Masoala-halvøen, til den sydligste del af øen. Canal des Pangalanes, en 800 kilometer lang lagune, der er dannet naturligt ved, at sand er vasket op på øen, er et karakteristisk træk ved kysten. Stranden skråner stejlt ind i dybt vand. Østkysten er farlig for svømmere og sejlere på grund af det store antal hajer, der hyppigt søger ind til kysten.
Østkystens lavland er hjemsted for en af de store etniske grupper på øen. Det drejer sig om den venlige og gæstfrie Betsimisaraka-stamme. Denne etniske gruppe på Madagaskars østkyst har en livsstil, hvor de lever efter traditionernes og sædvanernes cyklus.
De uberørte idylliske strande på øen Sainte Marie er den største turistattraktion i området. Den fantastiske række af flora og fauna i de i vid udstrækning uudforskede regnskove på Masoala halvøen gør besøget i denne nationalpark til et must for enhver eventyrer og naturelsker. De bedste måneder at besøge denne region er oktober til december, før cyklonsæsonen og efter den regnfulde vinter.
De fjerne, barske, øde landskaber i Syd gør dette utilgængelige, tørre område til en af Madagaskars mest tiltalende regioner. Den sydvestlige Madagaskars tørre ørken yder beskyttelse for Antandroy-folket. Antandroys navn ‘tornenes folk’ henviser til den eksotiske, stikkende flora, der vokser i denne region. Området fra Onilahy-floden i nord til Menarandra-floden i syd bebos af Mahafaly-stammen. De er kendt for deres unikke begravelseskunst. De endeløse strande med sandede klitter på den vestlige sydkyst er hjemsted for de nomadiske Vezo-fiskere. Klimaet er varmt og man skal næsten ingen regnfald forvente, undtagen omkring Fort Dauphin.
Tsaratanana Massif-regionen i den nordlige ende af øen indeholder det højeste punkt på øen på 2.880 meter. Nord for dette finder du Montagne d’Ambre, som er af vulkansk oprindelse. Kystlinjen er dybt indrykket. To fremtrædende træk er karakteristiske for kysten her. Den smukke naturlige havn ved Antsiranana, Diégo Suarez, lige syd for Cap d’Ambre og den store ø Nosy-Be i vest. Den bjergrige topografi mod syd begrænser imidlertid havnens potentiale ved Antsiranana ved at forhindre trafikstrømmen fra andre dele af øen.
Det vestlige område af Madagaskar er en stor region. Den er domineret af baobabtræer, spektakulære tsingy formationer, sedimentære formationer dannet i flere lag over tid, og en fantastisk kyststrækning med utallige havne, der tidligere blev brugt af pirater som tilflugtssted. Vestkysten er mere indrykket i landet end østkysten. En række af havnene er derfor beskyttet for cykloner, fx havnen Mahajanga.
De dybe bugter og de velbeskyttede havne på vestkysten har tiltrukket opdagelsesrejsende, handelsmænd og pirater fra Europa, Afrika og Mellemøsten siden Oldtiden. Derfor har området tjent som en vigtig bro mellem Madagaskar og omverdenen. Regionen beboes af Sakalava-folket. De er en stor etnisk gruppe, der holder deres gamle overbevisninger i hævd. De er animistiske og hylder deres forfædre ved storslåede fester.
Klimaet i området er tørt og behageligt i vintermånederne. Tsingy af Bemaraha, der er områdets store attraktion, er lukket fra november. Det falder sammen med begyndelsen af regntiden.
Der er utallige grunde til, at du skal besøge dette ekstraordinære land, som er så rigt på naturlige vidundere og smukke landskaber. Dybt i hjertet af de berømte nationalparker finder du lemurer, kæmpe kamæleoner, farverige sommerfugle og frøer samt frodigt fugleliv. Hertil kommer et spektakulært sceneri, der inkluderer regnskove, risterasser, ørkenlignende sletter og den berømte ’Avenue of the Baobabs’ – Baobaballéen. De 22 millioner indbyggere består af en blanding af afrikansk, arabisk og indisk oprindelse, og udgør Madagaskars meget forskellige etniske grupper. For at færdiggøre billedet kan vi også nævne nogle af verdens smukkeste eksotiske strande med krystalklare farvande med vrimlende marineliv. Med så meget at byde på vil Madagaskar helt sikkert fange dit hjerte.
Madagaskar kan prale med næsten 15.000 plantearter, hvoraf mere end 80% ikke findes andre steder i verden. Syddelens tornede skove huser utallige buske og træer fra Didereaceae-familien – alle brutalt tornede, dermed skovens navn. Orkide-elskere kan bruge en dag ’i marken’, hvor de spotter efter de ca. 860 forskellige arter, hvoraf 650 arter er indfødte. Ligeledes findes her otte af verdens baobabarter samt 165 slags palmer, der kun kan findes i visse regioner af øen. Jungle, tørre skove, ørkener, høje toppe, skrænter, plateauer, sump og laguner – Madagaskar har det hele. Øen har overvældende meget vidunderligt og varieret landskab.
Lemurer er synonymt med Madagaskar, men alligevel er de næsten 100 arter af lemurer klassificerede som sjældne, sårbare eller truede. Lemurer er en gammel gruppe af primater, der udviklede sig i Madagaskar som følge af dets isolation. Der var ingen aber på øen, og som følge heraf havde lemurerne ingen konkurrence, og snart kom de til at dominere regnskovene. Først da mennesker blev introduceret til øen, blev lemurerne en truet dyreart. Det anslås, at mindst fjorten arter er uddøde siden mennesket ankom. På trods af det, udgør de 100 lemurarter alligevel 50 % af de 200 pattedyrsarter, der findes på Madagaskar.
Af andre pattedyr kan nævnes det gigantiske, stribede desmerdyr, som kun lever i et lille område af det sydvestlige Madagaskar. Det er en af de sjældneste kødædere i verden. Fossaen er i familie med desmerdyrfamilien. Den er et katteagtigt, kødædende pattedyr. Også denne betragtes som sårbar.
Dyrelivet på Madagaskar er utroligt mangfoldigt og eksotisk. Det er svært helt at begribe den overvældende mængde af farvestrålende og særprægede væsener, du kan møde på din rejse hertil. Smukke sommerfugle med sirlige mønstrede vinger, skrigfarvede frøer, der signalerer “rør mig ikke” og andre frøer går sammen med de mange forskellige kameleoner efter bedste evne i ét med tapetet. Disse dyr findes alle i farvestrålende hobetal på øen.
For de fugleinteresserede er Madagaskar også et sandt paradis, hvilket flere af vores rejser også bærer præg af. Der findes over 300 fuglearter på øen. Ligeledes findes der ca. 266 amfibier fordelt over hele øen samt en del unikke reptilarter og kamæleoner.
Madagaskars talrige nationalparker og naturreservater hidkalder eventyrlystne trekkere fra nær og fjern. Øen er et sandt paradis for dig, der ynder at holde din ferie iført vandrestøvler og i bevægelse.
Landskaberne på øen er intet mindre end episke. Diversiteten og skønheden er uovertruffen. Du kan komme fra ørken til regnskov på blot 300 km. Du kan boltre dig i sandstenskløfter, kalkstensformationer, bjerge, frodige bakker med rismarker i etager, skove af enhver slags, søer, vandfald og ikke mindre end 5.000 km kystlinje.
Afrika er verdensberømt for sine fantastiske safarier på de store savanner. En madagaskisk safari er en helt anderledes og mindst lige så storslået og uforglemmelig en oplevelse. Safari på Madagaskar er et natureventyr helt i særklasse. I modsætning til traditionelle safarier, hvor du bliver transporteret rundt i safaribil, foregår en safari på Madagaskar til fods, mens du skal på opdagelse i de de fantastiske og vidt forskellige terræner i søgen på nogle af verdens mest sjældne, bizarre og fascinerende dyr.
Madagaskar vil uden tvivl tilføje noget særligt til dine rejseminder. Lemurer, baobabtræer, regnskove, ørkenvandring, stenformationer, vulkaner, bjerge og dale. Det er vist sikkert at sige, at øen er en drømmedestination for udendørsentusiaster. Halvdelen af det sjove på Madagaskar er at komme rundt til alle attraktionerne.
Med øens 5.000 km. kystlinje og de talrige småøer er strandene en af Madagaskars hovedattraktioner. Strandene på Madagaskar er indbegrebet af fantasien om en eksotisk paradisstrand. Det fineste hvide sand, det klareste azurblå vand, palmetræer, der svajer i brisen og fantastiske udsigter så langt dit øje kan række. Her kan tiden nemt gå næsten i stå, mens du kommer helt ned i gear og bare ånder ind, mærker og er til. Sikke en luksus!
Vandet og strandlivet er imidlertid lige så tillokkende for dig, der ønsker at udforske den undersøiske blå verden eller boltre dig til vands og i luften. De fantastiske koralrev lokker med snorkling, og der er rig mulighed for at sejle ud i forskellige former for både og skibe såvel som for at surfe, paddle boarde, paraglide, kite surfe eller hvad dit aktive og legesyge hjerte ellers kan finde på.
Tana, som hovedstaden Antananarivo kaldes, ligger centralt på øen. Den blev grundlagt i 1625 af Kong Andrianjaka og navnet betyder ‘de tusindes by’. Antananarivo er øens største by med ca. 2 millioner indbyggere. Byen er beliggende i et bakket område i det centrale højland på Madagaskar. Den er omgivet af sletteland og landbrug, primært rismarker. Byens mange bakketoppe giver rig mulighed for, at du mange steder fra kan opleve smukke udsigter over byen og det omgivende landskab.
Hovedstaden byder på en lang række interessante attraktioner, som det er oplagt at udforske og opleve på din rejse til Madagaskar. Her finder du, udover caféer, restauranter og butikker, et arkæologisk museum, national museum, gallerier, en katolsk katedral, markeder, en lemurpark, en krokodillefarm, en fuglepark. Der er også mulighed for at gå pilgrimsturen til Ambohimanga.
Shopping på Madagaskar er alt andet end en sur pligt. Byerne byder på et væld af små butikker og lokale markeder, der sælger alt fra håndlavede trævarer og sølvsmykker til vigtige hverdagsprodukter. Er du på udkig efter et særligt minde, som du kan tage med hjem, er der masser at gå på jagt efter.
Mens det kan være fornuftigt at købe kvalitet i et specialværksted, en kunst- eller smykkebutik, er Madagaskars mange små lokale markeder bestemt også et besøg værd. Her vrimler det med afrikanske farver og atmosfære samt tasker i alle størrelser, baobabtræer udformet i det fineste træ, smykker, traditionelle klæder og ikke mindst en bred vifte af hatte til gode priser. Krydderier som peber, kanel, muskatnød, chili og endda nogle gange duftende vaniljestænger ligger pakket i små poser, lige til at tage med hjem i kufferten. Vælger du at besøge de små lokale markeder bør du finde din indre købmand frem og handle om prisen, som med lidt god vilje ofte kan handles ned til det halve.
Befolkningen på Madagaskar er en broget flok med mange aner: indonesiske, malaysiske, arabiske og europæiske. Befolkningen tæller i alt ca. 25 mio. mennesker. Langt størstedelen kommer oprindeligt fra Asien og Afrika. ca. 50% af beboerne på øen er stammefolk. De fordeler sig på 18 stammer, som alle har hver deres særlige historie, kultur og levevis. Fælles for dem er, at de bekender sig til ånder og magi. Resten er primært kristne og et fåtal er muslimer.
Det er interessant, at de mange stammefolk ikke er grupperet efter deres etniske oprindelse. Istedet beror opdelingerne på historie og geografi, nærmere betegnet er de bestemt af øens tidligere kongeriger.
Langt de fleste indbyggere på Madagaskar lever i stor fattigdom. De har typisk et tæt forhold til naturen og deres lokalområde. Øen er i udpræget grad afhængig af eksport og turisme, og på de markeder, der besøges af turister, mærker man tydeligt deres beskedne levevilkår og deres store ønske om at sælge deres varer.
Madagaskar er overstrøet med nationalparker og naturreservater. Det er mere end svært at danne sig et overblik over dem alle og de attraktioner, de hver især byder på. På kortet herunder ser du navne og beliggenhed på de parker, vi oftest anbefaler vores gæster at besøge på deres rejse til Madagaskar.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening