Rwanda byder på oplevelser for enhver. En af skønhederne ved at besøge Rwanda er, at du er tæt på hovedattraktionerne, hvoraf de fleste ligger mellem én og fem timers kørsel fra hovedstaden Kigali. Dette giver mulighed for unikke kombinationer af regnskove, vulkaner, savanne, by, søer og hundredvis af cykel- og trekkingruter.
Mangfoldigheden, du kan nyde på tværs af Rwandas attraktioner, er stor. Her venter dig oplevelser fra den lavtliggende savanne i Akagera Nationalpark, der minder mere om Østafrikas traditionelle safariparker med dyr som bøfler, løver og næsehorn, til de bølgende gorilla trekkingruter i de grønne regnskovsklædte bjerge.
Rwandas hovedstad, Kigali, skiller sig ud fra de fleste andre afrikanske storbyer. Her er nemlig utrolig pænt, rent og roligt. Faktisk har Kigali fået titlen som Afrikas reneste by, og det er tydeligt at se hvorfor. Ved ankomst i Kigali lufthavn vil du blive mødt at et stort skilt, der fortæller at brug af ikke-nedbrydelige plastikposer er forbudt. Og det fungerer! Alt plastemballage vil blive konfiskeret uden undtagelse, og det vil høre sig til sjældenhederne, at du finder noget i plastik både i Kigalis gader eller i bjergene. Faktisk sigter den lille republik efter at være det første land, der vil eliminere alt plastaffald.
Hovedstaden ligger smukt i en dal omgivet af runde skovklædte bakker, så langt øjet rækker. Byens smukke boulevarder og grønne parker danner en flot ramme for et rigt kulturliv, hvor du kan opleve afrikanske rytmer og smukt kunsthåndværk. Besøg byens markeder eller gallerier, som er fyldt med traditionel vævning, træskærerarbejde og farverige tekstiler.
Et must-see i storbyen er uden tvivl et besøg til Genocide Memorial Centre, der skildrer folkemordet, der fandt sted i 1994. Her blev 800.000 medlemmer af tutsi-stammen slagtet på under 100 dage. Folkemordet er gået i historiebøgerne som et af de mest brutale og hurtigste folkemord, der nogensinde er eksekveret. Et besøg til centret er en rørende oplevelse, der med stor sandsynlighed giver en klump i halsen ved tanken om de grusomheder, der har fundet sted i netop dette smukke og gæstfrie land.
I den mere muntre og livlige ende finder du de mange lokale markeder, som ligger i Kigali. Det gode ved markederne i Kigali er, at de er knap så kaotiske, som i mange andre afrikanske storbyer. Et af markederne er det farverige Kimironko marked, hvor der sælges alt fra skræddersyede kjoler til kød og kunsthåndværk. De smalle, charmerende gange er fyldt med souvenirs og friske råvarer, der er pænt stillet op til at friste interesserede købere.
Det er givet godt ud at tage med en lokal guide på en byrundvisning. Egentlig er det sikkert at bevæge sig rundt i byen på egen hånd, men en lokal guide kan vise og fortælle om de mange skatte, der gemmer sig på gaderne. Du bliver taget med rundt til kulturelle seværdigheder og slutter af på Mount Kigali for en fantastisk udsigt over byen.
Rwandas natur er uden tvivl blandt Afrikas smukkeste. Her finder du dybgrønne regnskove, årtusinde gamle vulkankratere og endeløse, frodige sletter. Uanset hvor du tager på eventyr, vil naturen tage pusten fra dig.
Rwandas episke landskaber, behagelige klima og storslåede dyreliv gør landet til en uovertruffen trekking destination. De bedste vandreområder ligger i den vestlige del af landet, fra Volcanoes Nationalpark mod nord til udkanten af Lake Kivu mod vest og ned til Nyungwe Nationalpark mod syd. Følg Congo Nile Trail langs Lake Kivu, bestig det 4.507 meter høje Mount Karisimbi eller klatre mod toppen af kratersøen Mount Bisoke i 3.700 meters højde. Uanset hvilken rute du vælger, er de fleste af vandreområderne hjemsted for dyr, heriblandt chimpanser og gorillaer. Du vil derfor med stor sandsynlighed møde dyreliv på din vej, hvadend det er fugle, primater eller reptiler.
Det er langt de færreste steder i verden, hvor det er så let tilgængeligt at vandre på vulkaner. Derfor bør du også gribe muligheden, når du besøger Rwanda. Det foregår ved Virunga Mountains, der er en bjergkæde bestående af 8 vulkaner – både udslukte og aktive. Bjergkæden strækker sig over Uganda, Congo og Rwanda og er en del af Great Rift Valley. Den højeste af alle vulkanerne, Mount Karisimbi, ligger i Rwanda og når op i 4.507 meters højde. Andre vulkaner, der er mulige at besøge ved Virunga Mountains, er Mount Bisoke, Mount Gahinga og Mount Muhabura. En trekkingtur til toppen giver besøgende en fuldstændig betagende udsigt over nationalparken og de andre vulkaner. Alle vulkanerne er omgivet af bambusskov og et fascinerende dyreliv, som du ikke kan undgå at ligge mærke til.
I den vestlige del af Rwanda ligger ferskvandssøen Lake Kivu, som er en del af Great Rift Valley. Søen er omgivet af storslåede bjerge og søens smaragdgrønne vandoverflade dækker et areal på 2.700 km². Det er Rwandas største sø, og Afrikas 6. største. Det er muligt at tage på forskellige bådture, sejle i kajak eller besøge et af beach resortene, der ligger ved søen. Der lever hverken krokodiller, flodheste eller den frygtindgydende bilharzia bakterie i søen, hvilket gør den ideel til en svømmetur. Mange vælger også at tage på vandre- eller mountainbiketure langs søbredden.
Skal man opleve bjerggorillaer, skal man tage til Volcanoes Nationalpark, der er en del af Virunga Mountains. Her lever 10 forskellige gorillafamilier i deres egne små samfund bestående af 25-30 medlemmer. Sammen med dygtige og erfarne guider bliver du taget med ind i gorillaernes hjem i den dybe, frodige regnskov. Du vandrer i det smukke og til tider udfordrende terræn, indtil du sammen med resten af gruppen til sidst finder familien. Undervejs kan du nyde lyden og synet af de mange fuglearter og kaldene fra forskellige aber, der lever i skoven. Gorillatrekking er kendt som en beskostelig affære, men den gode nyhed er, at beløbet for gorillatilladelsen er med til at beskytte og forbedre leveforholdene for de truede primater.
Tiltaler idéen dig om at trekke med nogle af verdens mest truede primater, kan du også kaste dig over chimpansetrekking. Det er knap så hårdt ved pengepungen, men oplevelsen er på mange måder ligeså storslået. Du kommer helt tæt på de unikke skabninger og får lov at betragte deres interne uenigheder og ageren i deres familiære samfund.
Hvad der eftersigende er Rwandas ældste skov, er et rent dyreparadis. Især når det kommer til menneskets nære slægtning, chimpansen. Nyungwe Forest er en lang strækning af frodig regnskov, der båder tiltrækker nysgerrige turister og vidensbegærlige forskere. Der bor over 60 chimpanser og over 13 andre arter af primater i skoven. Til forskel fra gorillaerne, er chimpanserne langt mere mobile, larmende og stædige. De befinder sig ofte i trætoppene. Du følges med en gruppe og en guide, der sammen med et hold af trackere, finder frem til chimpanserne. Her bruger I noget tid sammen med de vilde dyr og observerer deres finurlige og menneskelige adfærd. Chimpansetrekkingen er en speciel oplevelse, som du ikke må snyde dig selv for.
Du skal ikke langt væk fra storbyens travle liv, før du kan betages af de sceniske landskaber og rige dyreliv, der kan opleves på nærmeste hold enten alene eller i selskab med vores lokale guider. Til trods for at landets areal kun svarer til halvdelen af Jylland, har Rwanda en overraskende diversitet, som indbyder til safari. Landet er habitat for mere end 1.400 fuglearter samt et imponerende vildtliv med både løver, leoparder, giraffer og elefanter.
Det ultimativt bedste sted at tage på en klassisk safari er i Akagera Nationalpark i den nordøstlige del af landet. Her finder du massere af Afrikas sublime dyreliv ligefra løver, elefanter og zebraer til leoparder, bøfler og hyæner. Der lever desuden mere end 500 fuglearter i parken. Akagera ligger i et smukt terræn blandt kultiverede bakker, der sætter de perfekte rammer for en sublim safari. Landskabet er lavtliggende med store græssletter og kaktuslignende planter. Parken er dog præget af det generelle barske terræn, der er karakteristisk for Rwanda. Du kan desuden tage på fisketure eller bådsafari på Lake Shakani og Lake Ihema, der ligger i parken. Her kan du opleve både krokodiller og flodheste, som holder til ved søerne i større bestande.
Gishwati er en af de nyere nationalparker i Rwanda og blev grundlagt i 2016. Parken er især kendt for dets mange planter, aber og fugle, der lever i parken. Formålet med nationalparkens grundlæggelse er at udvide naturområder, som er med til at beskytte og bevare det lokale dyreliv. I parken er der set forskellige primater som chimpanser, gylden marekat, colobusaber, L’Hoest’s aber og grøn marekat.
Rwanda har en både spændende og grufuld historie, der bevidner om landets diversitet og etniske forskelligheder. Et besøg til Rwanda lægger op til at gå på opdagelse i landets spændende kulturer og etniciteter.
Intore er egentlig en kulturel dans, der udføres af krigere, som optræder i en gruppe. Krigerne er udsmykket med traditionelle kostumer bestående af et langt basthårbånd om hovedet og et stykke stof om livet. Farverne er som regel blå og hvide. De udfører den detaljerede og svære dans til lyden af trommer. Dansen udføres som regel under enhver fejring. Det kan være et bryllup, helligdage eller en religiøs ceremoni. Dansen er ikke et symbol på et mindre lokalsamfund, men den er et symbol på Rwanda som en samlet nation.
Twa-befolkningen, også kendt som batwa, er pygmæ-mennesker og Rwandas oprindelige indbyggere. De har i gennemsnit en højde på 1,5 meter. I dag udgør de kun 1% af befolkningen. Oprindeligt var de et bjergboende folk, der gik på jagt og samlede bær. De har i mange år boet i den ækvatoriale regnskov i det centrale Afrika. De fleste nuboende twaer i Rwanda lever omkring Lake Kivu i primitive samfund, hvor de holder fast i deres gamle traditioner.
De to stammer hutuerne og tutsierne har en dyster og drabelig fortid bag sig. I 1994 udspillede en forfærdelig blodkamp sig, da folkedrabet fandt sted. Hutuerne mente, at tutsierne udgjorde en trussel for dem, og de blev derfor masseslagtet. I dag er der gudskelov ingen anspændinger imellem befolkningen, og de lokale lever fredeligt side om side med stor afsky og ydmyghed omkring fortidens begivenheder.
Tiltrods for den dystre baggrund, er rwanderne i dag kendt som et af verdens venligste folk. Mange mener, at fortiden netop har været med til at forme dem til den venlige og fredelige nation, de er i dag. På gaden vil du møde smilende lokale og tale med mennesker, der er nysgerrige på din baggrund og livshistorie. Faktisk er det den dag i dag blevet ulovliggjort at tale om etniciteter blandt lokalbefolkningen, og langt de fleste rwandere er ligeglade med deres etniske tilhørsforhold. Det spiller ikke længere en rolle, og fokus er i dag på fællesskabet, fred og forsoning.
Rwanda er verdenskendt for at høste fantastiske kaffebønner, og besøger du landet, bør du holde ind ved en af de lokale plantager. Her kan du få en rundvisning på ejendommen og lære om processen fra høst til den færdiglavede kop kaffe. Hør om landets voksende kaffeindustri, og hvordan den rwandiske kaffe er landet på hylderne hos internationale kæder som Starbucks.
Maden i Rwanda er på mange måder klassisk afrikansk med bønner, kartofler og majs. Maden er generelt ikke stærkt krydret, og folk spiser simple retter lavet på lokale råvarer. Det rwandiske køkken består især af søde kartofler, kassava, frugt og madbanaer. Rigtig mange madbananer! Mange retter er vegetariske, og kød spises kun ved særlige lejligheder. Tiltrods for de klassiske ingredienser byder Rwanda på en bred vifte af forskellige retter, og flere af retterne er inspireret af udenlandske aner fra det asiatiske, indiske og vestlige køkken.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening