Oplevelser på Seychellerne

Seychellerne er meget mere end de paradisiske strande, der af tydelige årsager har en stor tiltrækningskraft på de fleste. Mange vil blive overrasket over mængden af aktiviteter, som øen favner. Du kan vandre på bjergstier, solbade på de gyldne strande, klatre på granitklipper, fotografere den unikke flora og fauna og nyde eksotiske retter fra det kreolske køkken. Vandaktiviteterne venter i det klare, azurblå vand. Dykning, snorkling, surfing og sejlads er i verdensklasse, og Seychellerne kan bryste sig af at have nogle af de rigeste fiskebestande i verden.

Verdens flotteste sandstrande

Seychellerne er først og fremmest kendt for de uvirkelige badestrande, som findes i hundredvis. Det særlige granit stenlandskab gør strandene utrolig karakteristiske, og det er tydeligt, hvorfor strandene flere gange er kåret som verdens flotteste. Øgruppen består af 115 billedskønne øer, der hver især har noget at byde på. Du kan slentre langs strandene, slikke sol, snorkle, surfe eller bare slappe af og beundre de tropiske omgivelser. Nogle af de mest populære strande, der særligt udmærker sig med deres skønhed, er Anse Maquereau, Anse Lazio, Anse Marron, Anse Source d’Argent, Anse Volbert, Anse Intendance og Beau Vallon Beach. Flere af øerne er stort set ubeboede, og de er ofte jeres helt alene.

Hovedøerne på Seychellerne

Mahé Island

Mahé er den største af øerne. Den er 32 km. lang og 8 km. bred, og så huser den 90% af Seychellernes lokalbefolkning. På Mahé finder du hovedstaden Victoria, hvor den internationale lufthavn ligger. Den spektakulære ø er domineret af store bjerge og er dækket af tropisk vegetation. På øen finder du 75 strande med det lækreste bløde sand, der ligger ud til det azurblå hav.

Praslin Island

Praslin er den anden største ø, og den er især kendt for Vallée de Mai naturreservatet. Det er det eneste sted på jorden, hvor du kan finde den sjældne Coco-de-Mer palme, der kan blive over 200 år gammel. Rundt omkring på øen ligger der store granitsten, som udgør den perfekte ramme om de smukke strande. Øen ligger en times færgesejlads eller 15 minutter i fly fra Mahé.

La Digue Island

La Digue er den tredje største ø på Seychellerne, og den er perfekt til at nyde den rolige og afslappede atmosfære, som Seychellerne er kendt for. Strandene består af fint, hvidt sandstrand så blødt som mel, og havet har den perfekte temperatur, der gør det ideelt til en dukkert. Transporten på øen er særdeles afslappet, og det er mest golfbiler og taxaer, der står for kørslen. Øen kan nås på en 15 minutter sejltur med færge fra Praslin.

Seychellernes øvrige øer

De fleste af øerne er koraldækkede og ligger spredt mod syd og sydøst. Omkring 40 øer er granitøer, som ligger indenfor en radius af 50 km. fra Mahé. Nogle af øerne, der er lettilgængelig er St. Anne, Ile Aux Cerfs, Bird, Moyenne, Round, Cousin, Silhouette, Danis, Aride, Aldabra, Alphonse og Desroches.

Naturoplevelser på Seychellerne

Seychellernes unikke flora & fauna

Grundet Seychellernes beliggenhed har øerne over de sidste millioner af år ligget isoleret og uberørte hen. Det har givet gunstige forhold for at flora og fauna har udviklet sig i en unik retning. Her finder du dyr og planter, som ikke findes andre steder i verden. Arterne har formået at overleve den moderne tidsalder og takket være et stort fokus på det endemiske dyre- og planteliv, er 40% af landarealet afsat til naturreservater.

75 plantearter findes udelukkende på granitøerne, mens de mange unikke landfugle også inkluderer arter, der kun findes på Seychellerne. Blandt krybdyr huser Seychellernes verdens største population af kæmpeskildpadder. Det uberørte koralrev er hjemsted for over 1.000 registrerede fiskearter og et utal af koraller. Seychellerne er det ultimative dyrelivsparadis.

For at få en fornemmelse for øens gunstighed, kan du besøge Le Jardin de Roi Spice Garden, hvor du bliver præsenteret for øens mange eksotiske krydderier og urter. Du kan også besøge den populære Seychelles National Botanical Garden, der fremviser Seychellernes frodige flora og spændende dyreliv, såsom kæmpeskildpadder og flagermuskolonier.

Dyrelivet på Seychellerne

Kæmpeskildpadder på Curieuse Island

Beliggende nord for øen Praslin, finder du den gigantiske naturzoo domineret af den lokale sværvægter aldabraskildpadden. Det er en af de største skildpaddearter i verden, og den store gigant kan veje fra 135 til 275 kg. Når du besøger Curieuse kan du gå blandt de urgamle skabninger mellem parkens Coco-de-Mer palmer. Cureiuse Marine Nationalpark har også nogle fine strande, adskillige vandreruter og fund fra den tidligere spedalske koloni, der nu fungerer som museum og historisk område.

Cousin Island

Naturreservatet ved Cousin Island blev grundlagt i 1968 og er hjemsted for seychellersangeren og karetteskildpadden. Couslin Island ligger ca. 2 km fra Praslin Island, og er du skabsornitolog eller blot fugleinteresseret kan du vælge gangstier, der er særligt gode til at spotte Seychellernes mange unikke fuglearter. Nogle af beboerne inkluderer seychellernedayaldroslen, seychellersangeren, seychellerturtelduen og den kilehalede skråpe. Reservatet fungerer også som avlsted for noddyen, alfeternen og andre tropiske fuglearter.

Bird Island

Seychellerne er et fantastisk sted at besøge, hvis man er interesseret i fugle. Et af must-see stederne er Bird Island, der i parringsæsonen fra maj til oktober huser intet mindre end 1,5 millioner sodfarvede terner. Fotografer og fugleelskere kan besøge nogle af de mange observationsplatforme og få et fantastisk udsigt over de mange tusinde redder. Andre arter på øerne inkluderer alfaternen, noddyen, kardinaler, spurveduer, mynaer, bergiustere og hjejlere. Store landskildpadder bor også på øen, og der er gode fiskemuligheder i området.

Fugleparadiset Vallée de Mai

Naturområdet Vallée de Mai er så smukt, at det siges at være stedet, hvor Edens have lå. Dalen er optaget på UNESCO’s verdensarvsliste for dets knap 6.000 Coco- de-Mer palmer. Palmerne er særligt kendte for deres finurlige frø, der med usandsynlig nøjagtighed ligner bagdelen på en kvinde. Hvad dalen også er kendt for, er dets status som fugleparadis. Her kan du spotte den truede seychellerbulbul, seychellerblåduen, seychellersangeren og nationalfuglen seychellerpapegøjen.

Du finder planter som vaniljeorkidéer, latanier palmetræer, ravenala palmer og meget andet. I dalen findes der tre vandrestier, som man kan følge alene eller på en guidet tur. Botanister, fugleelskere og naturfotografer kan bruge flere timer i Vallée de Mai, men for den gennemsnitlige turist vil et par timer i parken være nok.

Aktive oplevelser på Seychellerne

Klippeklatring på Seychellerne

Klatring er en af de mest adrenalinfyldte aktiviteter på Seychellerne. Du kan udfordre dig selv med en klatretur på de massive granitklipper. Der findes forskellige sværhedsgrader afhængig af erfaring og eventyrlyst. Nyd udsigten over den tropiske vegetation på øen og lad dig blive udfordret af højden, mens adrenalinen banker afsted i kroppen.

Spil golf i Seychellernes ø-paradis

Hvis du har en forkærlighed for golf, så er Seychellerne lige noget for dig! Der findes to anerkendte glofklubber på øen, hvor kombinationen af udfordrende baner, godt vejr og smukke rammer gør oplevelsen helt særlig. Det er helt sikkert et must, hvis du er glad for golf.

Helikopterflyvning over Seychellerne

Det er sjovt at hoppe fra ø til ø med båd, men har du overvejet en helikoptertur henover øerne? En af de bedste måder at opleve de himmelske øer på er fra sædet i en helikopter, hvor du flyver henover de uberørte øer i Det Indiske Ocean. Her kan du nyde det surrealistiske syn af de eksotiske øer fra fugleperspektiv.

Ziplining mellem Seychellernes trætoppe

Den smukke udsigt over trækronerne samt den unikke flora og fauna kommer virkelig til sin ret, når du tager turen i svævebane mellem trætoppene på Mahè Island. Der er zipline muligheder for både børn og voksne, og der findes 8 forskellige ruter at følge.

Oplev Seychellernes undervandsverden

En af de mest eventyrfyldte aktiviteter at begive sig ud i på Seychellerne er dykning eller snorkling. Grundet den spektakulære kombination af spraglende koralrev, farverige fisk, marinevægge, kløfter og vrag, er den nordlige del af regionen helt perfekt til undervandseventyr. Du kan desuden udforske granitbjergene under havoverfladen eller de mange koralatoller. Der er desuden mulighed for at dykke eller snorkle med hvalhajer i oktober, hvor sæsonen er på sit højeste. Hvadend du ønsker at gå flere meter ned i dybet eller blot befinde dig i overfladen, vil du hurtigt få øje på havets mange vidundere, som Seychellerne er særligt kendt for.

Vandring i verdensklasse

Er du til vandring og bevægelse i den smukke natur, er Morne Nationalpark et fantastisk sted at besøge. Det er blandt favoritterne hos internationale vandrere, og det er uden tvivl en af de mest naturrige aktiviteter på Seychellerne. Morne Nationalpark består af en rig flora og fauna samt utallige stier, der er perfekte for eventyrsentusiaster og naturelskere. Du når op i 905 meters højde og får en fantastisk udsigt over byen Victoria. Tager du vandrestierne, der starter fra landsbyen Danzil, passerer du frodige theplantager og får foræret en smuk udsigt over den sydvestlige kyst af Mahé.

Lokalbefolkningen på Seychellerne

Der bor kun 100.000 mennesker på Seychellerne, så du kan forvente god plads omkring dig. Lokalbefolkningen stammer oprindeligt fra de afrikanske slaver, der blev bragt til øerne af franskmændene. For ca. 150 år siden ankom kinesiske handelsmænd til Seychellerne, og det gjorde øerne til et kulturelt mix af europæiske, indiske og kreolske traditioner. Generelt lever de lokale en afslappet og rolig tilværelse, hvor dagen bruges på at sælge lokale råvarer, fange fisk eller producere en form for håndværk.

Maden på Seychellerne

Det kreolske køkken

Ligesom så meget andet på Seychellerne, er køkkenet også blevet påvirket af de franske, kinesiske, afrikanske og indiske traditioner. Mange af de lokale retter er godt krydret med især karry eller chili lavet på en sauce af kokosmælk. Serveres der kød til retterne, er det som oftest fisk, svinekød eller kylling. Det er mere sjældent, at der bruges oksekød eller lam. Fiskeretter på Seychellerne er udsøgte og fås i både grillet, stegt og ristet varianter.

Smag på Seychellernes fine rom

Besøg Trois Frères destilleriet, der producerer den lokale takamaka rom, som sælges verden over. Destilleriet ligger i den smukke Takamaka Bay på hovedøen Mahé, og her kan du få en rundvisning og lære om hele fremstillingsprocessen af rom. Rundvisningen tager mellem 30 og 45 minutter og slutter af med en smagning og muligheden for at købe en flaske rom med hjem.