Oplevelser i Uganda

Hvad kan du forvente på din rejse til Uganda

Oplev Ugandas hovedstad Kampala

Den livlige hovedstad Kampala er en god introduktion til Uganda. Byen er dynamisk og engagerende, men knap så besværlig at færdes i som andre østafrikanske hovedstæder. Her findes flere nævneværdige seværdigheder og attraktioner, som kan underholde dig i flere dage. Ligeledes har Kampala en rig og farverig historie, der ses i flere fascinerende paladser.

Besøger du Kampala oplever du en smuk Afrikansk hovedstad med imponerende velholdte gader og grønne områder. Tager du ud på egen hånd, skal du måske forberede dig på at spørge om vej. De fleste gader har nemlig ikke vejskilte. De lokale hjælper gerne med vejvisning. Ofte vil instruktionerne indebære f.eks. en jackfrugt eller måske et mangotræ. Byen er vældig grøn, så træer fungerer som fælles landemærker. Skal du sikre dig store imponerende smil, kan du bruge ordet ’webale’ som betyder tak på Luganda.

Tag på kafunda med de lokale

Måske har du lyst til at indånde den lokale stemning ved at hænge ud på en kafunda. En kafunda er en typisk lille bar i vejkanten med plasticstole og borde samt en højttaler, der spiller ugandisk popmusik eller reggae. Bestil en lokal øl og nyd omgivelserne. Måske falder du i snak med de lokale, der som de fleste andre afrikanere er meget socialt anlagte. Byen er i hastig forandring, i kraft af den positive økonomiske udvikling, og den byder på et væld af hoteller og restauranter til dig, som ønsker forkælelse.

Entebbe botanisk have

I den nordlige del af Victoria søen, ikke langt udenfor Kampla, finder man den idylliske beliggende Entebbe Botanical Garden. Parken ligger bogstavelig talt på ækvator og får en årlig mængde nedbør på over 1600 mm. Den ligger i 1.134 meters højde, og klimaet er med til at give de perfekt forhold for parkens mange vækster.

Her findes 309 plantearter, hvoraf 199 af dem er endemiske for Uganda, 122 af dem er til medicinsk brug og 110 er eksotiske. De strækker sig fra tropiske og subtropiske planter til en række buske og træer, der har udviklet sig gennem årene. Parken har ofte besøg af colobusaber og er et paradis for fugleentusiaster.

Udforsk Ugandas smukke natur

Uganda kan som før nævnt diske op med nogle fantastiske natur- og dyreoplevelser. Landet er blandt andet hjemsted for Afrikas højeste bjergkæde, Rwenzoris, og Nilens udspring. Nilen udspringer fra den smukke Victoriasø, som er den største sø i Afrika, og smukt omgivet af frodige grønne og skovklædte bakker. Victoriasøen er verdens andenstørste ferskvandssø med en diameter på godt 250 km. Uganda deler søen med Kenya i øst og Tanzania i sydøst.

Vi arrangerer bådtur på Nilen & Murchison Falls

Et bådcruise på Nilen er bestemt et must, hvis du besøger Murchison Falls National Park. Turen er en behagelig og afslappende måde at opleve verdens længste flod og det utrolige vandfald Murchison Falls. Bådturen starter om eftermiddagen og varer 3-3,5 timer. Her sejler du 17 km. den ene vej ad floden, hvor du stopper ved det storslåede Murchison Falls. Herefter vender båden og du sejler tilbage. Ombord er der en guide, der undervejs fortæller om de forskellige dyr, du møder på vejen. Desuden er der både toiletter og en bar på båden, så du kan nyde kolde forfriskninger og snacks. For man skal vel have drukket en lokal ”Nile” øl, når man sejler på Nilen?

Højdepunktet på turen er helt klart stoppet ved Murchison Falls, hvor båden holder til og du kan nyde synet af de store mængder af vand, der buldrer igennem den 6 meter smalle klippesprækker og spreder kaskader af vand og skum på floden. Lyden og synet af vandfaldet er noget, I sent vil glemme, og det livlige dyreliv langs floden gør oplevelsen helt særlig.

Vandring & trekking i Uganda

Udover vandsportsaktiviteterne kan man holde aktiv ferie i Uganda til fods. Det er skønt at trekke i det bjergrige landskab eller ved nogle af landets vulkaner, der ligger på grænsen mellem Uganda og henholdsvis Congo og Rwanda. Især Rwenzoribjergene er oplagte til en vandreferie. Mount Elgon, der ligger på grænsen mellem Kenya og Uganda er også en skøn destination for glade vandrere. De byder begge på fantastiske natur- og trekkingoplevelser.

Rwenzori bjergene

Rwenzori bjergene er populære til trekking, hvor du kan opleve de rå og smukke bjerge til fods. Grundet bjergenes unikke og særprægede landskab, går de under det poetiske navn ‘Månebjergene’. I denne bjergkæde finder du Afrikas tredje højeste bjerg; Mount Margherita på 5,109 m.

Vil du gerne på aktiv ferie, hvor du bevæger dig til fods og samtidig oplever Ugandas unikke natur og vilde dyreliv er Rwenzoribjergene oplagte. Men Uganda byder på mere end det.

Mount Elgon

På både den kenyanske og ugandiske side findes Mount Elgons Nationalpark, hvorfra man kan nyde de fantastiske omgivelser.

Vandringen kræver generelt ikke et ekspert niveau. Turen er en behagelig oplevelse for alle, der er vant til at bevæge sig en smule. Der findes forskellige ruter, som har forskellige sværhedsgrader. Dit trek kan derfor arrangeres efter dine ønsker til niveau og din fysiske form. Dog er turen mod toppen, Wagagai Peak, temmelig udfordrende. Det kræver at deltagerne er i god fysisk form. Hvis man ønsker en helstøbt vandretur, hvor man når alt det essentielle, tager det ca. 4-5 dage.

Gorillasafari & chimpansetrekking i Uganda

Gorillasafari og chimpanse trekking i Ugandas bakkede regnskove er slet ikke til at komme udenom. Begge dele er nogle fantastiske og unikke aktiviteter med hver deres charme, særpræg og fascinationskraft. Det er oplevelser, vi godt tør love, at du aldrig glemmer, og som i sig selv er hele rejsen værd.

Gorilla Safari

Er store naturoplevelser  i højsædet, bør en gorillasafari, eller gorillatrekking som det også kaldes, være på din to-do liste i Uganda. Landets absolutte højdepunkter findes i højlandene Bwindi Impenetrable og Mgahinga National Park, som begge er hjem for de storslåede men kritisk truede bjerggorillaer.

Bwindi Nationalpark

Bwindi Nationalpark dækker et areal på 331 km². Parken er på FNs Verdens Naturarvliste. I Bwindi er det som om du træder over tærkslen til en helt anden verden. Her mærker du med ét tydeligt grunden til, at Uganda bærer tilnavnet ‘menneskets vugge’. Biodiversiteten i Bwindi er stor med mere end 160 forskellige træsorter og mere end 100 forskellige sorter indenfor bregnefamilien. Bwindi kan spores helt tilbage til den sidste istid og er dermed en af verdens ældste regnskove. Parken er rig på fugle og sommerfugle samt 10 forskellige arter af aber inklusiv den sorte og hvidhalede Colobusabe, der er en sjældenhed.  Endelig er Bwindi måske allervigtigst hjem for bjerggorillaerne – de store, fredelige og udrydningstruedegorillaer. I Bwindi bor faktisk mere end halvdelen af verdens tilbageværende bestand af de prægtige bjerggorillaer.

Bedste tidspunkt at tage på gorillatrekking i Uganda

Der findes forskellige sæsoner, som er gode til gorillatrekking. Dog har hver sæson nogle fordele og ulemper, som man bør tænker over, inden man beslutter, hvornår rejsen skal foregå. Januar og februar er lavsæson, men er tørre måneder, hvilket giver gode forhold for trekkingen. Den lange regnsæson i marts, april og maj gør det besværligt og vådt at trekke med gorillaerne. Dog har du med stor sandsynlighed gorillaerne for dig selv, hvis det lykkedes dig at få din tilladelse. Juni, juli og august betragtes som højsæson, hvor vejret er fantastisk, men der er flere turister. September og oktober er også gode måneder at tage på gorillatrekking og med knap så mange turister som i højsæsonen. November og starten af december er månederne, hvor den korte regnsæson falder. Her er knap så mange turister, og du har oplevelsen mere for dig selv. Slut december og dagene omkring jul og nytår er for det meste tørre, og det giver optimale forhold for gorillatrekkingen.

Chimpanse trekking

I Uganda har du også muligheden for et morsomt chimpansetrek. Her skal du være hurtig på fødderne og når du knipser med kameraet. Chimpanserne er lynhurtige og ikke ligefrem udpræget selskabelige. De gør, hvad de kan for at smutte ud af syne igen, så snart du endelig har spottet dem. Chimpansetrekking er på den måde en helt anden oplevelse end gorillatrekking. Men det er en spændende og sjov udfordring at finde og siden fange de aktive chimpanser med kameralinsen. Et chimpansetrek kan absolut anbefales.

Safarioplevelser i Uganda

Uganda er rig på nationalparker af forskellig slags og med forskellige oplevelser tilknyttet. Mange ved det ikke, men Ugandas nationalparker er faktisk hjemsted for et stort udvalg af vilde dyr, såsom antiloper, elefanter, løver, leoparder, zebraer og mange flere. Ligeledes er landet et paradis for fugleinteresserede, og her er registreret mere end 1.000 forskellige arter, hvilket er mere end halvdelen af alle Afrikas fuglearter. På en safari i Uganda kan du med lethed spotte 350 forskellige fugle.

Queen Elizabeth National Park

Safari i Queen Elizabeth National Park er en skøn oplevelse og er især en god oplevelse for de, som prøver kræfter med safari for første gang. Men selv for de garvede safarigængere er denne park en stor oplevelse.

Her finder du en række forskellige dyr lige fra adskillige antilopearter til de populære kattedyr som løver og leoparder. Dog findes der ca. 130 løver i den 2.000 km² store park, så det er ikke hver gang, man finder løver i her. Desuden kan du møde flodheste, bøfler, elefanter, leoparder og en lang række andre dyr. Dog findes der hverken zebraer, giraffer eller næsehorn i parken. Af samme grund er det derfor kun muligt at opleve de såkaldte ‘Big 4’ i parken, da næsehornet desværre ikke har formået at overleve her. Girafferne kan til gengæld opleves i Murchison Falls Nationalpark, mens zebraerne kan ses i Lake Mburo Nationalpark. Næsehornene finder du i Ziwa Rhino Sanctuary.

Murchison Falls Nationalpark

Parken har sit navn fra vandfaldet Murchison Falls, der har sit udspring i Nilen. Her finder du mange forskellige dyre- og fuglearter. Alt fra fx giraffer, flodheste, bøfler, ko-antiloper, vortesvin og elefanter bor i parken. Fuglelivet omkring Nilen og dens forgreninger er righoldigt. Den sjældne fugl med det sjove navn ‘træskonæb’ er blandt de fugle, du kan være heldig at spotte her i området. Nilkrokodiller boltrer sig i Nilens okkerfarvede vand. Primater, chimpanser og fugle i massevis har hjemme i Kaniyo Pabidi-skoven. Alt sammen er et besøg værd.

Sejltur på Kazinga kanalen

Under et besøg til Queen Elizabeth Nationalpark er det også oplagt at inkludere en sejltur på Kazinga Kanalen. Kazinga er en 32 km. lang, naturlig kanal, der forbinder de 2 søer Lake Edward og Lake George.

Kanalen siges at være hjemsted for 5.000 flodheste, og det er derfor også et af de helt store temaer under en sejltur. Udover flodheste kan du med stor sandsynlig også opleve elefanter, bøfler, krokodiller og en lang række fuglearter. Det er desuden muligt, men lidt mere sjældent, at møde kattene, der er nede at få en tår vand.

Turen er et rigtig fint supplement til en safari i selve nationalparken i bil, og vores erfaring er faktisk, at sejlturen oftest byder på mere dyreliv end på selve safarien. Det er fantastisk at betragte de mange dyr, mens de boltrer sig ved vandkanten og komme helt tæt på flodhestene, der ligger og grynter i vandoverfladen og holder skarpt øje med forbipasserende gæster. Desuden kan du få et indblik i den lokale fiskerikultur, der finder sted på kanalen.

Lake Mburo Nationalpark

Lake Mburo Nationalpark dækker et areal på kun 260 km². Dermed er parken en af de mindste af Ugandas nationalparker. Den er derfor også en smule overset sammenlignet med de store parker. Men den beskedne størrelse skal du nu ikke lade dig afskrække af. Navnet ‘Mburo’ kommer fra Mburosøen. Søen er omkrandset af skove, savanner, sumpe og klipper.

I Mburo finder du et mangfoldigt dyreliv. Fuglearterne er mange og parken gemmer på dyrearter, der ellers er en sjældenhed andre steder i Uganda. Fx finder du her impalaer, Burchell’s zebra og elsdyrantiloper.

Strandferie i Uganda

Uganda grænser som bekendt ikke ud til nogen af Afrikas kyster. Derfor skulle man også tro, at mulighederne for en vaskeægte eksotisk strandferie er ikke-eksisterende. Det er dog ikke helt sandt, for Uganda gemmer faktisk på en sand lille strandperle. Faktisk flere små strandperler på snor.

Ssese Islands

Hvis du leder efter et sted, hvor du kan slappe af og nyde en lille bid ægte afrikansk strandferie, så er øerne ved Ssese Islands det helt rigtige sted. De 84 øer ligger i den nordvestlige del af Victoriasøen. Nogle er beboede, mens andre står ubeboede hen. På en del af øerne er der bygget resorts, hvor gæster kan nyde den terapeutiske ro, der findes ved de lange, hvide sandstrande og det klukkende, rolige vand. Den største ø i øgruppen er Bugaga Island. Den er en veletableret ø, hvor der findes flere resorts og bungalows.

Ja, Uganda har virkelig lidt af det hele. Landet er den perfekte eksotiske destination til dig, der ønsker at opleve lidt af alting uden at være en masse på farten. Uganda byder på en bred vifte af vidt forskellige oplevelser og attraktioner. Det er intet mindre end et paradis for enhver eventyrlysten sjæl.