Hvorfor ikke tage på familieferie på Madagaskar? Madagaskar er endnu ikke den typiske familieferie-destination, men det synes vi faktisk er lidt en skam. Vi har utrolig god erfaring med at sende børnefamilier på eventyrlige ferier på den eksotiske ø midt ude i Det Indiske Ocean.
Hvis du har eventyrlystne børn i skolealderen, er Madagaskar en både sjov, lærerig og meget familievenlig destination. Fra de mange mærkværdige dyr og vilde landskaber til de smukke strande og oplevelsesrige reservater, den utroligt venlige og imødekommende lokalbefolkning og de mere end rimelige priser på snart sagt alting. Ja, der er rigeligt at ligge ind i rejseprogrammet og nyde i fulde drag for en børnefamilie.
Ekstreme temperaturer, dårlige veje og spartanske forhold kan dog teste ethvert barns sans for eventyr – også selvom der er en plysset lemur for enden af vejen. Af den grund anbefaler vi, at du tager dit barns nysgerrighed og energiniveau i betragtning, inden du tager dem med, og vi anbefaler i udgangspunktet ikke at tage de allermindste børn i alderen 0-3 år med.
Madagaskar er fantastisk til vandring, camping, kajaksejlads, snorkling og kitesurfing… for blot at nævne nogle få ting. Og selvfølgelig til at spotte de søde lemurer. Derudover kan en tur til en lokal landsby være med til at lære familiens mindste om verdens vilkår og uretfærdige vilkår.
Vi kommer her med vores bud på en række familievenlige aktiviter, som du og familien kan kaste jer over på Madagaskar.
Det må være ethvert barns drømmehotel at bo i et træhus i vaskeægte Robin Hood stil. På Madagaskar kan du nemlig finde junglehytter i trætoppene, der kun er mulige at nå via en stige eller gangbro. Familievenlige værelser kan have op til fem personer boende.
Madagaskar har 5.000 km kystlinje samt et stort antal floder, der snoer sig gennem skovene. Kajaksejlads og kanoture er gode aktiviteter for yngre eventyrere. Her ser I dyreliv og lokale landsbyer helt tæt på, og I kan padle fra den ene ø til den anden. På nogle af øerne er der lagt op til snorkling og dykning. Her er der let adgang fra øerne, hvor I kan vade i havet og se fisk, stadig med en sandbanke under jer, hvilket gør det sikkert for børnene.
I Tsingy de Bemaraha Nationalpark finder I det smukkeste landskab med hundredvis af stentinder. Her ligger vandrestien ved navn Grand Tsingy, men der findes også Petit Tsingy, som er meget lettere at tilgå, når I har børn med. Det kræver kun en kort gåtur efterfulgt af rebbroer og jernstier, før I når til de særlige stenformationer. Det er en sjov udfordring for de eventyrlystne teenager og større børn fra ca. 10 år og op. Hold øje med lemurerne, der lever i området.
En af Madagaskars mest populære parker er Isalo Nationalpark, der er hjemsted for et vildt landskab og kattalemuren, den brune lemur og sifaka lemuren. Tag på en trekkingtur i området med egen guide. På den måde er det muligt at gøre turen så lang eller kort, som I ønsker. Tag familien med på Lemur Island, hvor I kan opleve fire slags lemurer, der alle kun lever på Madagaskar. På øen kan I spotte halvmakier, den sorte og hvidpelsede lemur, den brune lemur og en enkelt sifaka lemur.
Nosy Be, en ø på den nordlige spids af Madagaskar, har længe været en feriefavorit blandt franske familier. Her findes et stort antal af resorts og mindre guesthouses. Det er uden tvivl det mest familievenlige sted på Madagaskar. En anden familievenlig aktivitet i det nordlige Madagaskar er en campingtur til Nosa Hara, der er landets nyeste nationalpark. Her kan du campere på stranden, sejle i kajak og klatre i bjergene. Ud for den nordøstlige side af øen finder du Ile Sainte Marie, der også er et glimrende bud på en familievenlig ferieø.
Du kan opleve Madagaskars fantastiske dyreliv på en kort guidet tur rundt i Ranomafana Nationalpark, der er kendt for sin store regnskov. Stop ved besøgscentret, hvor der er en børnevenlig udstilling om Madagaskars plante- og dyreliv.
Et af Madagaskars mest kendte områder er Baobab Avenue, der ligger i udkanten af Morondava på vestkysten. Her er den mest populære aktivitet en gåtur langs vejen ved de kæmpemæssige baobabtræer, som er endemiske for Madagaskar. Lad børnene blive fascineret af træernes gigantiske størrelse og lad dem undersøge, om de sammen med resten af familien, kan nå hele vejen rundt om træerne.
I juni måned kan I opleve pukkelhvaler i kanalen mellem Ile Sainte Marie og fastlandet på Madagaskar. Det er i denne periode, at mødrene kommer til området for at føde deres unger, og der er derfor større aktivitet i området end resten af året. Det er en spændende og uforglemmelig oplevelse, som fanger hele familiens opmærksomhed.
Læs om vores familierejser i Afrika og om vores rejser til Madagaskar og kontakt os helt uforpligtende for yderligere info.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening