Læs vores korte introduktion til folkemordet i Rwanda, der er en af Afrikas mest barske og koldblodige historiske begivenheder. Ingen bør besøge det lille centralafrikanske land uden at dykke ned i historien for en stund.

Rwanda stod overfor landets største og mest blodige kampscene, da der under folkemordet i 1994 blev dræbt 800.000 mennesker i løbet af kun 100 dage. Folkemordet i Rwanda er kendt som et af de mest brutale verden over, og især hastigheden af drabene har udmærket sig. Du kan her læse med om landets tragiske fortid, som har været med til at skabe den fredelige og ydmyge nation, som Rwanda er i dag.

Introduktion til folkemordet i Rwanda

Baggrunden for blodbadet i Rwanda

I Rwanda bor der ca. 12 millioner mennesker, der groft sagt er opdelt i to befolkningsgrupper. Den ene er hutuerne, som udgør 84% af befolkningen. Den anden er tutsierne, der udgør 15%. Egentlig har begge grupper en del tilfælles. De deler nemlig både sprog, kultur og religion. Der er derfor ikke tale om den store oplagte krig imellem de to grupper. Alligevel blev et folkedrab til virkelighed, da de to grupper vendte sig mod hinanden.

Optrapning af konflikten mellem hutuerne og tutsierne i Rwanda

Konflikten mellem dem havde delvist sine rødder under kolonitiden, da Rwanda var under belgisk protektorat, og det belgiske styrer favoriserede tutsierne på bekostning af hutuerne. På grund af tutsiernes lyse hudfarve mente belgierne, at tutsierne var langt mere intelligente og civiliserede. Eskaleringen af konflikten blev især orkestreret igennem en hadefuld propaganda, der fik hutuerne og tutsierne spillet ud mod hinanden. Propagandaen kom især fra hadekampagner fra hutuernes radiostationer og aviser. Tutsierne blev fremstillet som skadedyr, der skulle udryddes. Historien lød eftersigende, at tutsi-hæren ville angribe og slå hutuerne ihjel. Af den grund frygtede mange hutuer, at tutsierne fik magten. Budskabet i radioudsendelserne var klart: ”grib jeres spyd, geværer og sværd – hak dem ihjel, disse kakerlakker”.

De ekstremistiske hutuer blev hurtigt overbevist om, at tutsierne var fjenden. Det var uanset, om de så var ens venner, hustru eller børn. Uanset tilhørsforhold skulle de udryddes. Folk blev undervist i had, og de blev langsomt hjernevasket til at fungere som dræbermaskiner med en machete i hånden. De som ikke bukkede under for presset, blev selv dræbt. Tilbage stod hutuerne altså med muligheden for at dræbe eller blive dræbt.

Startstudet i Kigali

Startskuddet for massakren. Den 6. april 1994 blev den tidligere præsident Habyarimanas fly skudt ned, lige inden det skulle lande i Kigali, Rwandas hovedstad. Det er endnu uvist, hvem der stod bag angrebet. Nedskydningen blev dog skyld i, at der blev sat vejspærringer op i byen, og alle tutsier, der efterfølgende krydsede grænsen, blev dræbt. Folkedrabet var officielt i gang. Selvom folkemordet startede i Kigali, udviklede det sig hurtigt og inden længe foregik det i hele landet.

Uvirkelige grusomheder under folkemordet

Mordvåben og drabsmetoderne var ufattelige, og det var med kynisme, at drabene blev udført. De fleste blev begået med macheter eller håndgranater. Især brugen af macheter var en smertefuld affære for ofrene. Først fik de hakket kønsdelene af, og fik efterfølgende hakket en legemsdel efter den andet af. Mange af kvinderne blev voldtaget, inden de ”fik lov” at blive dræbt. Spædbørn fik smadret deres hoved mod væggen eller smidt ned i dybe brønde, inden de blev slået ihjel. Det var brutale og kyniske metoder, som siger en del om styrken af den hjernevaskning, som hutuerne blev udsat for.

Tiden efter folkemordet i Rwanda

Efter folkemordet stod Rwanda tilbage i total ødelæggelse. Mere end to millioner mennesker var drevet på flugt, og flere tusinde var sårede. Uanset ens rolle under folkedrabene, var langt de fleste dybt traumatiserede. På mange måder krævede situationen, at landet skulle bygges op helt fra ny.

I månederne efter folkemordet officielt var ovre, var der stadig uroligheder flere steder. Folk flygtede fortsat fra Rwanda, mens der samtidig var folk, der vendte tilbage fra nabolandene. De måtte vende tilbage til ødelagte huse, som andre nu boede i. Mange rwandere fik ikke lov at bo i deres landsbyer, og de blev af regeringen sendt til nye byer, ofte mod deres vilje. Det resulterede i en halv million mennesker, der levede som fordrevne i deres eget land.

Udviklingen i Rwanda idag

I dag er det heldigvis over 25 år siden, at drabene fandt sted. Tragedien sidder stadig dybt i lokalbefolkningen, men det er med ydmyghed og foragt at de i dag mindes den blodige fortid. Rwanda har formået at ryste den dystre skæbne af sig og har i stedet forvandlet sig til en nation med titlen som Afrikas sikreste og mest fredelige land.

Og den lille centralafrikanske nation er fortsat i rivende udvikling. Rwanda er nemlig det land i verden, der har gjort størst fremskridt de to sidste årtier. Det handler især om områderne indenfor levealder, indkomst, korruption og uddannelse. Landet er gået fra at være et af de absolut mindst udviklede på verdensplan til i dag at have et mål om at komme i puljen sammen med de mellemudviklede lande inden år 2020.

Besøg Genocide Memorial Centre

I Kigali er det muligt at besøge Genocide Memorial Centre, der skildrer de barske begivenheder, der fandt sted under folkemordet. Det viser den knap så lyse side af landet, men det er samtidig med til at give en forståelse for landets baggrund, der i høj grad har været med til at skabe den nation, der blomstrer den dag i dag. Er du interesseret i at lære mere om folkemordet i Rwanda, kan vi anbefale filmen ”Sometimes in April”.

Se vores rejser til Rwanda og læs mere om det i dag fredeligste land i Afrika.