Kilimanjaros fugle

Læs her om Kilimanjaros fugle – de mange spændende arter og underarter. Afrikas højeste bjerg byder på mange ekstra oplevelser for den opmærksomme trekker. Bjerget er for eksempel et lille paradis for opmærksomme fugleentusiaster. Vi præsenterer dig her for nogle af vores favoritter, som du kan være heldig at møde under dit trek til toppen af Afrikas højeste bjerg.

Fugle på Kilimanjaro

Det subsahariske Afrika er et paradis for fugleelskere. Området omkring Mount Kilimanjaro er ingen undtagelse. Eventyrlig fuglekvidder giver ekko igennem skoven, og mod træernes baldakiner flyver massevis af fuglearter rundt. Bestanden af tropiske fuglearter er stor og kakofonien af de eksotiske fuglelyde fra træerne giver et magisk soundtrack til den omgivende junglescene.

Her har vi listet nogle af vores favoritarter blandt de afrikanske tropefugle, som du kan være heldig at spotte under din bestigning af Kilimanjaro.

Turakoer

Turakoarterne kan spottes, mens de flyver rundt i skoven, hvor de spiser frugt, planter og insekter. De er sociale fugle af natur og flyver i flokke på 10-12 medlemmer.

I regionen omkring Kilimanjaro er det muligt at se Hartlaubs turako, den spidstoppede turako og den violettoppede turako.

Kilimanjaro,fugl, hartlaub's.turaco

Hartlaubs turako blev opkaldt efter den tyske fysiker og ornitolog Gustav Hartlaub. Den sorte krans på hovedet kombineret med de røde og hvide mønstre ved øjnene, giver fuglen et dramatisk udseende. Grønne fjer pynter på brystet, mens blå fjer dækker ryggen. Hartlaubs turako kan ofte kendes ved den farverige underside på vingerne, som står i smuk kontrast til den dybgrønne skov.

Kilimanjaro, fugl, Schalow's_Turaco

Den spidstoppede turako, kendt som Schalows turako på engelsk, fik sit navn fra den tyske amatør ornitolog Hermann Schalow. Den frugtspisende turako er en mere lys art, der vejer små 270 g. og måler ca. 40 cm. En grøn fjerdragt dækker det meste af dens krop og fortsætter op til den lange, hvidtippede krone på hovedet.

På halen skifter farven til en mørk, skinnende blå farve. Den har et lille, rødt næb og rød hud omkring de mørke øjne. Kompakte, runde vinger med de skarlagede fjer gør den spidstoppede turako særligt designet til de hurtige flyveture gennem skovbaldakinen. De danner par, hvor der leves i ligestillingens tegn. Hannen og hunnen deler nemlig tjansen om at ruge på æggene, der typisk klækker efter 20-22 dage. Efter 4-5 uger kan ungerne flyve.

Kilimanjaro, fugl, Schalow's_Turaco

Den violettoppede turako er temmelig sky. Den er også kendt under navnet violturakoen. Den store turako er ca. 48 cm. lang med dens lange, lilla hale og et tykt, rødorange næb. Den farverige fugl har en gul pande, en kastanjefarvet krone på hovedet, hvide ører og skarlagen fjer, der står i smuk kontrast til resten af den violfarvede fjerdragt.

Som med de andre turakoer, spiser den spidstoppede turako for det meste insekter og planter. Dog har den en særlig preference for figner.

Narinatrogon

Kilimanjaro, fugle.narina.trogon

Narinatrogonens navn kommer fra den franske ornitolog Francois Le Vaillant. Han kom på ordet narina, der betyder “blomst” på khoikhoi sprog.

Skovrydning har været skyld i et fald i antallet af den mellemstore fugleart, der har en størrelse på 32-34 cm. Nogle af flokkene migrerer, mens andre er fastboende. De to køn er forskellige af udseende, hvor hannerne er mere dramatiske i farven i forhold til de mere kedelige brune og røde hunner. Narinatrogon spiser insekter, små gnavere og krybdyrsarter.

Næsehornsfugle

I Kilimanjaros skovområder kan du også spotte næsehornsfugle, der trasker rundt i trætoppene. Næsehornsfugle er altædende arter, der både spiser frugt, insekter, små fugle, små krybdyr og gnavere samt skolopendere.

De lever som regel i par, men de er kendte for at gale i kor af hundredvis af individer.

Kilimanjaro, fugle, Silvercheeked.hornbill

Den sølvkindede næsehornsfugl måler 75-80 cm. i længden og har et stort, cremefarvet horn på næbet. Hovedet er sølvgrå i farven og fjerdragten er helt sort, pånær rumpen, lår og de ydre fjer på halen, som er hvide. Hannen og hunnen ser ens ud, dog har hunnen en smule rød hud omkring øjnene.

Næsehornsfuglen lægger 1-3 æg af gangen og ruger på dem i ca. 40 dage. Ungerne bliver med forældrene i ca. 80 dage, inden de flyver fra reden. Der har været lejlighedsvise besøg af trompeter næsehornsfuglen i Kilimanjaros skove.

Kilimanjaro.fugle.Trumpeteer_Hornbill

Trompeteren er en mellemstørrelses næsehornsfugl med en længde på 58-65 cm. Den minder meget om den sølvkindede næsehornsfugl, dog er hele dens ryg sort, den har en hvid mave, hvide striber under vingerne og en rød farve i hovedet. Det er en selskabelig fugl, der er kendt for sin høje intelligens. Når de er tamme, kan trompeter næsehornsfuglen være ret kærlig, og de kan lære adskillige tricks.

Gøge

Gøgen lever alene, men ses i få tilfælde i par eller grupper. De er generelt sky og er ofte lettere at høre end at se. Der findes omkring 30 forskellige gøgearter, heriblandt sporegøgen, og de fleste er insektædere.

Kilimanjaro, fugl, Emerald cuckoo

Den gulbugede gøg er en af verdens ældste gøgearter. Hunnerne ligger omkring 19-25 æg pr. gang. Det specielle er, at hun lægger sine æg i andre fuglearters reder. Som regel klækker gøgens æg før værtsfuglens æg. På den måde vokser gøgens unger hurtigere og ender ofte med at forjage værtsfuglens unger.

Selvom de ikke har behov for et territorie til at fodre ungerne, holder hannerne stadig på et område, som de kan vise til hunnerne. Hannerne adskiller sig fra hunnerne ved at have grønt hoved og ryg, mens brystet er gult. Hunnerne har en grøn og brun ryg med et hvidt bryst.

Den hvidbugede smaragdgøg, kendt som Klaas’ cuckoo på engelsk, blev ligesom narinatrogonen navngivet af den franske ornitolog Francois Le Vaillant. Han var den eneste biolog, der opkaldte fuglearterne efter lokale folk. Smaragdgøgen blev opkaldt efter hans khoikhoi tjener.

Denne gøgeart er 16-18 cm. i længden. Hannen adskiller sig ved at have en grøn fjerdragt med få markeringer og en hvid mave, og hunnerne har en bronzefarvet krop med grønlige vinger og en hvid mave. Når de flyver ser hannerne mere hvide ud, hvor hunnerne ser mere brune ud.

Isfugle

Isfugle er fortryllende, små fugle, der ofte findes i blå og grønne nuancer. Disse hemmelighedsfulde, diskrete fugle bygger reder i grave af sandjord eller i termitbeboet jord. Begge forældre tager sig af ungerne.

Den afrikanske dværgisfugl lever i skovområder, savanne og kystnære skove enten alene eller som par. Hunnerne ligger 4-6 æg ad gangen og kan have flere kuld unger i løbet af året. Fuglen finder ofte sin mad tæt på vand og spiser insekter, edderkopper, øgler, frøer og små krabber. Begge køn ligner hinanden ved at være små, blå fugle med en brunlig farve på maven. Deres lille størrelse og violette ører adskiller dem fra den meget tilsvarende malakitisfuglen.

Malakitisfuglen har en metalblå overkrop og en grønblålig pande. Begge køn ligner hinanden med brunlige farver på ansigtet og maven samt hvide farver på halsen.

Kilimanjaro.fugle.malachite.kingfisher

Fjerene er sorte ved de unge fugle og bliver senere rød, når de er fuldt voksne. Benene er knaldrøde. Vandløb med omkringliggende sandbanker er deres yndlingssted at bygge rede. Små vinger gør dem hurtige flyvere og gør dem dygtige til at jage små fisk, insekter og krebsdyr.

Okkerbrystet biæder

kilimanjaro.fugl.cinemon.chested.bee-eater

De okkerbrystede biædere er ca 22 cm i længden og vejer 17-38 g. Begge køn ligner hinanden med lysegrønne hoveder, rygge og haler. Halsen er gul med en sort stribe, og brystet er kanelbrunt. Deres mest hyppige kald er i en høj tone, der lyder “tseep tseep”.

Fuglen lever i højlandet i 1.800 til 2.300 meters højde. Dens livret er bier, møl, sommerfugle, biller og andre flyvende insekter.

Den afrikanske pitta

Kilimanjaro.fugl.african.pitter

Sidst, men ikke mindst, er der den afrikanske pitta. Arten er svær at spotte tiltrods for dens farverige fjerdragt og højlydte, eksplosive lyde.

Kønnene er ens med et sort ansigt med en tilsvarende sort krone. Halsen er laksefarvet, og brystet er sennepsgult. Der er små områder, der er sort, turkis og blå. Vingerne er grønne med fine blå mønstre, mens benene er orange.

Den afrikanske pitta bruger meget tid om morgenen på at bevæge sig rundt og jage insekter og bløddyr. Du skal være temmelig heldig for at se en af disse farverige skønheder.

Kilimanjaros skove er hjemsted for mange andre fantastiske fuglearter, heriblandt adskillige arter af solfugle, tyranfluesnappere, tornskader, stære, spætter og meget mere. Dette er blot få eksempler på det utrolige fugleliv, der venter dig på en tur til Kilimanjaro.

Er du klar til at skærpe blikket og spidse ørerne og tage på fugletogt på Afrikas højeste bjerg, så læs om vores Kilimanjaro ture her.