Fornøj dig med nyt indlæg fra vores gæsteskribent: Charlie i Elfenbenskysten. Charlie fra projektet Walking for Water er på en gåtur, der er noget længere end sædvanligt, og vi har fornøjelsen af rejseskildringer fra hans hånd og ånd her på Vores Afrikas rejseblog. Ordet er Charlies…

Elfenbenskysten

Elfenbenskysten var den 16. nationalstat ud af 30, på min vandringsrute fra Danmark til Tanzania, og den niende i Afrika, så jeg var ikke helt våd bag ørerne længere, hvad klimaet og kulturen angik, da jeg krydsede grænsen. På mange måder minder landene på vestkysten om hinanden, men modsat Liberia og Sierra Leone, som jeg lige kom fra, og som begge er engelsktalende, skulle jeg lige have støvet mit ikke særligt veludviklede franske af igen, da jeg krydsede grænsen til Coté d’Ivoire.

Tilråb til ‘den hvide mand’

Stammesprogene skiftede også navn, så her gik jeg som hvid person igen under tilråbet TOUBAB, som jeg kendte det fra Senegal og Gambia, fra for en tid at have heddet bl.a. Branco i Guinea Bissau og Opoto i Sierra Leone og Liberia.

Disse kaldenavne, er som oftest hverken ment som et kompliment eller en fornærmelse, det er simpelthen blot en konstatering af, at dér går en hvid mand, hvilket er et meget sjældent syn mange af de steder jeg befinder mig. Sommetider råber børnene efter mig hele vejen igennem en landsby. Engang prøvede jeg at tælle hvor mange gange der blev råbt ‘Toubab’ efter mig i løbet af en dag, men stoppede inden middag, efter at have talt over hundrede tilfælde.

Jeg morer mig sommetider i mit stille sind over, hvor politisk ukorrekt det ville synes, om man gjorde noget tilsvarende i Danmark, men der er vitterligt intet ondt i tilråbene, og det er snarere en begejstring over at se en hvid mand, i ens nærområde, end det modsatte.

Drama og en lykkebringende amulet

I Coté d’Ivoire havde jeg en lidt dramatisk oplevelse. Jeg havde spist noget street food som aftensmad i en lille by, – det gør jeg ofte, – for ris og bønner, eller baguette med ægge omelet, kan man ofte få til billige penge hos de små gade mamas der, og det smager godt og er solid kost. Da jeg forlod byen var det allerede mørkt, så jeg gik ikke langt før jeg tørnede af vejen og fandt en skov at slå min hængekøje op i. Som altid når jeg sover ude, binder jeg min amulet, som jeg har fået af en Marabou i Sierra Leone om armen, som beskyttelse, det kan man grine af, hvis man vil. Men jeg føler, at det giver mig en vis tryghed, og det er da heller ikke utænkeligt, at det var den, som lod mig vågne med et sæt den nat, ved fornemmelsen af en tilnærmende fare.

Ud igennem mit myggenet kunne jeg se en mandspersonen i mørket, som tøvende listede sig ind på min opsigtvækkende barnevogn, Mulen, der som sædvanlig stod ved siden af min hængekøje. Han havde endnu ikke set mig i køjen, men stirrede vantro på hundebamsen Holger, som med iturevet læderjakke og diverse muslingeskaller, halskæder og andet tingel tangel hængende, sidder Galionsfigur på Mulen.

Manden var så tæt på mig at jeg ikke kunne nå at sætte mig op i køjen. Automatisk kom der bare et forbavset Bonjour, ud af mig, og i det jeg tændte min pandelampe var manden ved at falde bagover af skræk, og han løb hvad remmer og tøj kunne holde, imens han råbte: ”Demon, demon”. De næste par timer lå jeg lysvågen og observerede, men tilbage kom han ikke.

Det er dog alligevel den slags oplevelser, som sætter sig, og minder én om ikke at slække på omhyggeligheden, når man søger hemmelige steder at slå lejr for natten. I søvne, er jeg forsvarsløs.

Politisk versus folkelig hovedstad

Jeg krydsede grænsen fra Liberia et stykke oppe i landet, og efter nogle dages vandring i ydmyge landlige omgivelser, blev støvet landevej med ét til en storslået, skønt næsten tom, 6 sporet motorvej, med trafiklys og lygtepæle. Hér lå et palads, med krokodiller i voldgraven, og dér dragedes blikket mod det mægtige kuppel tag, på hvad jeg endnu ikke vidste, var verdens største kirke. The Basilica of Our Lady of Peace, med siddepladser til 7.000 mennesker, og stå pladser til yderligere 11.000.

Jeg var ankommet til Yamasoukro, landets akavede politiske hovedstad, som lå dér, nedslået og flov over sine overproportionerede elementer, der stod i pinlig kontrast til det lave indbygger tal. Tydeligvis bygget med henblik på at blive en verdensstad, langt mere populær at bo i, end den var gået hen og blevet. Yamasoukro havde oprindeligt ikke været andet end en stor landsby, da forhenværende præsident Felix Houphouët-Boigny, besluttede sig for, at etablere en ny hovedstad netop hér, hvor han selv var født og opvokset. Men blandt andet den besynderligt ustrategiske placering, langt fra havet, resulterede i, at storbyen Abidjan, som havde været fungerende hovedstad frem til 1983, stadig var hjem og trækplaster for langt de fleste borgere, turister og erhvervsdrivende.

TED Talk og malaria

Jeg tilbragte kun en enkelt nat i Yamasoukro, og gik så videre mod Abidjan, hvor jeg skulle være den 10.10, for at tale til en såkaldt TED talk med underemnet – crossing borders.

3 dage inden jeg nåede Abidjan, blev jeg atter ramt af heftig malaria, og jeg husker dagene op til min ankomst som værende ekstremt udmattende. Svage lemmer, og koldsvedende feberanfald, trods solens bagende stråler, gjorde hver dag til en prøvelse. Ofte måtte jeg ned at ligge i græsset, eller slå min hængekøje op, hvis jeg magtede det. Om aftenen kunne jeg dårligt klemme en bid ned, og om morgenen stod dagens første udfordring på rengøring af hængekøjen, som jeg i løbet af natten havde fyldt med tyndskid. Ja, i får det råt for usødet. I lange seje slæb kæmpede jeg mig frem, og da jeg ankom til min franske værts hus, i udkanten af Abidjan, brugte jeg den første uges tid på at komme til hægterne.

Herefter havde jeg travlt, da jeg havde en lille uge tilbage til at skrive og øve mig på den prestigefyldte tale, omhandlende motivationen for min rejse. Talen blev skrevet, øvet og omskrevet i en uendelighed over de næste dage, og den endelige version var ikke færdig, før de allersidste timer inden jeg gik på scenen, i Radisson Blu’s store sal, foran ministre og ambassadører, blandt de mange tilhørere.

Hvordan talen gik, kan du selv bedømme på videoen her:

Abidjan overgik, med sin størrelse, og vanvittige trafikpropper, enhver anden Afrikansk storby jeg hidtil havde besøgt. Når jeg er stationær i hovedstæder for en tid, tager jeg busser, motorcykler og taxier rundt som normale mennesker, og i Abidjan var det virkelig en nødvendighed at planlægge sine udflugter frem og tilbage, for ikke at hænge fast i trafikpropper i timevis. Min vært boede i udkanten af byen mod vest, og hvis jeg havde et ærinde i centrum som trak ud til op ad eftermiddagen, kunne jeg som regel lige så godt gøre mig det bekvemt, hvor end jeg var, for om jeg tog en taxa hjemover igen kl. 16 eller kl. 19 kom ud på det samme, jeg ville først nå hjem efter 20.

Heldigvis var det ikke et problem at få tiden til at gå i Abidjan centrum. Gennem couchsurfing, tinder og min franske vært Romain, fik jeg hurtigt et godt netværk i byens cirkel af expats, som med baggrund fra alskens forskellige kontinenter havde dét til fælles, at vi alle var indvandrere her, nå ja, ikke alle i så bogstavelig forstand som jeg selv naturligvis, men du forstår nok, hvad jeg mener.

Far på besøg

I Abidjan fik jeg også besøg af min far, som jeg sidst havde set i Spanien, hvad føltes som en evighed siden. Vi brugte tiden sammen, på bl.a. at gå på opdagelse i den gamle koloni by Grand-Bassam, som ligger på kysten 20-30 kilometer øst for Abidjan.

Grand-Bassam er bestemt et besøg værd, hvis man er interesseret i gammel arkitektur, selvom det er lidt trist at se hvor misvedligeholdte mange af de ellers prægtige antikke bygninger er.

Er man mere til strand og palmeblade, kan man med fordel fortsætte med kysten, en times kørsel længere østpå, langs vejen Route Assinie-Mafia, som ligger ud til en dejlig lagune, med badevenligt vand, bag en sandbanke, som bryder Guineabugtens kraftige bølger.

Min far og jeg, var så heldige at kunne låne et strand resort med nogle små hyggelige hytter, swimmingpool, kokospalmer og en kano i hvilken vi kunne krydse Lagunen ud til sandbanken og bade i havet. Et fantastisk idyllisk afbræk fra travle trafikerede og larmende Abidjan.

Lokalt partnerskab i Elfenbenskysten

Som sædvanlig, havde mit ophold et større formål, end blot at slikke sol, og sejle kano. I hvert eneste land jeg krydser på min rejse, slår jeg pjalterne sammen med en lokal organisation i vand-sektoren, og besøger i fællesskab med denne, en række samfund, som lider under de mange åg, der følger, når et samfund ikke har adgang til en ren vandkilde.

I Coté d’Ivoire gik jeg således i partnerskab med International Cocoa Initiative, en international forening, hvis hovedfokus egentlig er, at bekæmpe børnearbejde. Det gør de midlertidig ved at skabe bedre leveforhold i samfund, hvor børnearbejde bliver set som et nødvendigt onde, for at få enderne til at nå sammen

Sammen med International Cocoa Initiative og en Fransk vand ingeniør, Matin, fra expat miljøet, drog vi således Nordvest på til byen Man, som jeg allerede havde passeret, da jeg først ankom til landet, herfra kørte vi ud til et par landsbyer i området de følgende dage, for at inspicere vand situationen i området, og planlægge et vandprojekt, et sted hvor folk var værdigt trængende.

Vort valg faldt på Sinikosson, hvor vi gerne vil skænke indbyggerne en solar genereret pumpe og et vandtårn, som kan gøre livet lettere for anslået 1.300 mennesker, der i øjeblikket må ud at vandre omkring 3 kilometer, for at hente vand af tvivlsom kvalitet, fra en flod.

Vi har stadig ikke været i stand til at finde en sponsor for projektet, som koster omkring 8.000$. Hvis du vil vide mere om situationen i Sinikosson, kan du se videoen her:

Perma-landbrug og naturlig malariamedicin

På min vej ud af landet, i retning mod Ghana, mødte jeg, på landevejen, det sjældne syn af en anden Toubab, som kom kørende på sin motorcykel. Det var tydeligt at han ikke var langdistance rejsende som jeg selv, men lokalt boende i området, for i stedet for tasker med bagage, havde han ladet fuldt af stængler, til landbrug.

Vi stoppede begge ved synes af hinanden, og faldt i snak. Miguel var navnet på den Portugisiske permagardner, som havde boet i landet et års tid, for at starte en selvforsynende økologisk have. Miguel var et fantastisk bekendtskab, og jeg blev hængende hos ham i to dage inden jeg fortsatte. Dage fyldt med gode samtaler og herlige måltider af friske rodfrugter, grøntsager og krydderier, som vi kunne grave op af jorden og plukke af buskene, direkte fra Miguels egen have.

Jeg havde som bekendt været meget plaget af malaria over den seneste periode, og kunne virkelig mærke, hvordan 5 stærke kemiske behandlinger over de sidste 8 måneder, havde sat sit mærke på min krop. Jeg satte derfor især pris på at lære at brygge Miguels naturlige malaria medicin af Neem og Akacia blade, som vokser vildt i naturen, og, naturligvis, i Miguels egen have.

Det var ikke kun mig, som fik glæde af Miguels utrolige viden om permalandbrug og naturmedicin. Også de lokale i området søgte råd hos ham, hvis det skrantede med helbredet. Den gæve portugiser har på det enkelte år, han har været i landet, sat sit præg på mangen en fattig bonde, ved at lære dem, hvordan de ved hjælp af naturen selv kan kurere mangen en sygdom, og spare mangen en apoteksregning, samt hvordan man kan få stort udbytte af sine afgrøder alene ved hjælp af kendskab om jordbrug, og uden pesticider.

Har du fået lyst til at opleve Coté d’Ivoire, så læs mere om landet og se vores rejseforslag til Elefenbenskysten på vores hjemmeside.