Hos Vores Afrika er vi glade for vores samarbejde med Charlie fra Walking for Water. Charlie skriver rejseberetninger fra sin rejse til fods igennem store dele af Vestafrika. Læs her om hans oplevelser i Marokko.

Vagabond i Marokko

3 måneder som vagabond i Marokko fik virkelig vendt op og ned på mine fordomme om arabisk kultur. Ingen steder i Europa har jeg oplevet lige så stor gæstfrihed som her. Jeg blev inviteret ind på te og mad dagligt, når jeg tilfældigt kom traskende forbi med min barnevogn. Jeg følte mig på intet tidspunkt truet. Det lag af frygt for islam, som uundgåeligt var smittet en smule af på min rejse ned igennem Europa, blev blæst af igen med den tørre ørkenvind.

Jeg kom ind med færgen ved Tangier og vandrede ned langs kysten gennem Rabat og Casablanca. Herfra gik jeg ind i landet til Marrakesh og videre ud mod kysten igen til Agadir og Tiznit. I denne nordlige del af landet mødte jeg en virkelig spændende, sammensat kultur. Her er ældgammel arabisk tro og gamle traditioner, som konstant udfordres af en meget progressiv ungdom. Den er orienteret mod moderne vestlig kultur.

Oplevelser i Casablanca og Iftar

Jeg opholdt mig i storbyen Casablanca under Ramadanen, den hellige måned i Islam.  Muslimer verden over faster i løbet af dagtimerne og mødes ved mørkefald for at spise ‘Iftar’, eller morgenmad. Her oplevede jeg bl.a., hvordan tusinder af mennesker, unge som gamle, kvinder og mænd, mødtes på stranden. De spiste, sang og dansede sensuelt imellem hinanden til tonerne af guitarspil og bølgerne, som slog ind over sandet.

En anden aften fejrede jeg Iftar i et kulturhus, hvor forskellige afrikanske musikere efter maden optrådte med sange og musik fra deres hjemland. En lokal teatergruppe opførte et moderne, akrobatisk og mediebåret stykke. Det var fuldt ud var på niveau med de provokative, intellektuelle kulturevents, man kan forvente at finde i Europæiske storbyer.

I Casablanca havde jeg også fornøjelsen af at tilbringe en dag og aften sammen med en forening af unge filantroper. Igennem deres frivillige arbejde indsamlede og uddelte de mad til fattige og hjemløse i forbindelse med Ramadanen. Det var et initiativ, som i høj grad blev organiseret og promoveret igennem Facebook og andre sociale medier. Endnu et glimrende eksempel på den islamiske kulturs møde med den moderne tids udvikling. Jeg lavede en lille film om organisationens arbejde, som du kan se her, hvis du har lyst:

Følgeskab af det lokale politi

Efter Guelmim, byen som de kalder porten til ørkenen, blev der længere imellem byerne. Skønt jeg havde set frem til ensomheden i ørkenen, var politiet her hele tiden meget opmærksom på min tilstedeværelse. Somme tider fulgte en patruljevogn mig fra distancen hele dagen. For det meste kørte de bare forbi en gang imellem. Så spurgte de, om alt var okay, og om jeg havde brug for noget vand eller andet. Al den opmærksomhed på min sikkerhed og velbefindende var på en gang flatterende og ganske irriterende. Ind imellem blev jeg træt af den velmenende overvågning og overfusede de stakkels betjente. Det var min frustration over ikke at kunne klø mig i rumpetten uden at komme med i dagsrapporten, der boblede til overfladen. Det var uforskammet, men det tog de alle med største ro og overbærenhed.

Hver aften ved solnedgang kørte en politibil op på siden af mig. De høflige betjente ville spørge mig på engelsk, hvor jeg havde tænkt mig at sove denne nat. Jeg foretrækker at sove i naturen, men det er de ikke vilde med at lade mig gøre. Somme tider havde de allerede arrangeret sovelejligheder for mig. Det kunne være i militære checkpoints langs kysten, på hotelværelser i de små byer, eller endda hos dem selv privat. Alt betalt. Bl.a. på denne måde kom jeg ind i mange ordinære hjem og stiftede bekendtskab med leveforholdene og familierollerne hos marokkanerne. Det vil jeg anbefale enhver, som tager til Marokko at gøre, for det er dér, i hjemmene, at man rigtig kommer tæt på.

Halvøen Dakhla

Selvom jeg hurtigt fik smag for det hyggelige samvær og den søde te, var det ikke uden en vis begejstring, jeg nærmede mig halvøen Dakhla. Her, forlød det nemlig, skulle det både være til at finde alkoholiske drikke og europæiske kvinder. Ikke at jeg har noget imod marokkanske kvinder, men kønsmoralen er lidt en anden hernede, og det må man jo acceptere. Halvøen Dakhla egnede sig midlertidigt formidabelt til Windsurfing, hvilket tiltrak turister i stribevis, som efter sigende surfede hele dagen og festede hele natten.

Med høje forventninger besøgte jeg et par af disse surf resorts, hvor det virkelig også så ud til at komforten og humøret var i top. Det samme var desværre priserne, og der skal alligevel et par stykker af de store øl til at gøre en vestjyde snalret. For mig blev det derfor ikke til det store druk-gilde, men mulighederne er der, hvis man har lidt flere lommepenge med, end jeg har. Hvis man enten kunne tænke sig at lære noget om windsurfing, eller simpelthen bare at få et lille skud af vestligt natteliv med i sit Marokkanske eventyr, så er Dakhla halvøen bestemt et anbefalelsesværdigt afbræk.

Marokko var den første destination i Vestafrika, som Charlie satte fod på. Siden har han krydset adskillige landegrænser på i den vestafrikanske region. Du kan gå i Charlies fodspor – dog som turist. Lad dig inspirere af vores rundrejser i Vestafrika.