Ghana og Ashanti-rigets storhedstid

Vestafrika gemmer på en rigdom af begivenheder og historie, som kan berige og forbløffe de fleste på en rejse her til. Den europæiske kolonitid er velkendt for mange of os, men de færreste tænker måske over at Vestafrika var centrum for en af de stærkeste og største afrikanske riger igennem historien – Ashanti Kongedømmet. Dette kongedømme, som var en magtfaktor i regionen, har bibragt Ghana spændende historiske begivenheder og stolte traditioner, som kan opleves den dag i dag, hvor kongedømmet dog har en mere ceremoniel og historisk betydning.

En del af fascinationen omkring Ashanti-kongedømmet er mystikken omkring dets opståen. Det vides, at det blev grundlagt af Konge Osei Tutu i slutningen af 1600-tallet i de vidtstrakte skove i det centrale Ghana. En legende fortæller, at kongens øverste præst allierede andre stammer omkring en gylden skammel, som ifølge sagnet, faldt ned fra himlen og landede i kongens skød. Præsten plantede derpå to træer i skoven, og forudså at kun det ene træ ville overleve. Dette træ ville markere stedet for det nye kongeriges hovedstad. Dette er historien om byen Kumasi, Ghanas andenstørste by, hvis navn betyder ”træet der overlevede”. Kumasi blev centrum for Ashanti-riget som, gennem handel med elfenben, guld og slaver, voksede sig til en militær og politisk magt. Dette i en sådan grad at både lokale stammer og tidlige europæiske kolonister måtte indordne sig. Da kongedømmet var på sit højeste, havde det politisk kontrol over store dele af det nuværende Ghana og kunne mobilisere en hær anslået til at være på intet mindre end 200.000 mand.

Ashante Ceremoni, skildret af Thomas Bowdick i 1817 (wikicommmons)

Historisk har kongeriget sat sit aftryk på nutidens Ghana på grund af dets størrelse og dets veludviklede samfund. Det bekrigede britiske kolonister i næsten et århundrede, inden det til sidst blev underlagt det britiske monarki i slutningen af 1800-tallet. I dets storhedstid var Ashanti-riget blandt andet et samfund med et sofistikeret politisk system, infrastruktur som formåede at kommunikere over hundredvis af kilometer ved hjælp af kraftfulde trommer, og sit eget politikorps som håndhævede love og regler udstedt af magteliten, hvor præsterne havde en særlig status.

Den dag i dag er Kumasi stadig Ashanti kongens hovedsæde, og den regerende konge Otumfui Osei Tutu den anden, holder de stolte traditioner i hævd. Kongens palads Manhyia Palace i Kumasi huser et museum, hvor man kan lære mere om dette spændende kongedømme i hjertet af Ghana og dets historiske rødder. Derudover afholdes der hvert år en række traditionelle festivaler, hvor kongen og hans hof ærer forfædrene. Disse ceremonier giver med deres pomp og pragt et sjældent indblik i den magt og rigdom, som de gamle Ashanti konger besad. Den gyldne skammel spiller også den dag i dag en historisk rolle som et direkte åndeligt bånd til kongens forfædre, og kongen prydes af smukke farverige klæder og overdådige guldsmykker, der får en til at føle historiens vingesus.