Ghanas festivaler

Ghanas festivaler er en farverig og levende del af den ghanesiske kultur. Hvert år afholdes festivaler og de såkaldte ’durbar’ ceremonier i forskellige dele af landet for at fejre folkets kultur og arv. Disse festivaler og durbars arrangeres med det formål at samle folket og styrke troen via dyrkelsen af kulturen og traditionen.

Stammekultur og forfædrenes traditioner

Gennem festivalerne mindes folket deres forfædre og beder om beskyttelse. Festivalerne holdes også for at ”rense” hele landet, så folk kan gå ind i det nye år med fornyet tro og håb.

Århundreder med traditioner hos befolkningen i Ghana og ​​de mange forskellige etniske grupper har skabt en rig kulturarv. For Ghanas folk er deres forfædres traditioner stadig en vigtig del af deres daglige liv. Traditionelle høvdinge har autoritet og bestemmelsesret over stammen og familieforholdet. De er også forvaltere af jord tilhørende deres respektive klaner eller grupper.

Vigtige begivenheder som barnedåb, pubertet, ægteskab og død er præget af ceremonier og ritualer under familiesammenkomster. Festivaler bringer folket eller klanen sammen på en helt særlig måde. Et fællestræk er troen på livet efter døden og tilstedeværelsen af døde forfædre.

Ghanas mangfoldige kultur er afbilledet gennem de mange spændende festivaler, der afholdes hele året. Festivalerne og ceremonierne afspejler historien og kulturen i stammelivet i regionerne.

Mange festivaler omfatter spændende møder med høvdinge og folket. Det sker, når stammeledere bæres i traditionelle bærestole til lyden af trommer og et jublende publikum. Tusindvis af mennesker, herunder udenlandske turister fra alle samfundslag, rejser over hele landet for at være vidne til de festivaler, der fejres i Ghana.

Odwira Festival i Ghana

Betydningen af ​​festivalerne

Betydningen af de utallige ghanesiske festivaler er mange. Netop det faktum er en væsentlig forklaring på, hvorfor festivalerne den dag i dag spiller så stor og vigtig en rolle for de lokale ghanesere. Vi har listet betydningerne her for at give et indblik i, hvor bredt festivalerne udfylder en rolle for befolkningen.

Historisk

Det får folk til at vide mere om dem selv og deres historie. Det får folk til at huske deres forfædres ædle fortid og at udtrykke deres taknemmelighed over for dem. På den måde manifesterer festivalerne folkets identitet.

Religiøst

Folket tror på forfædrenes fortsatte eksistens og magt. Derfor beder de om tilgivelse for lovovertrædelser samt beder de overnaturlige kræfter om materiel velstand, fred og et langt liv. Således spiller festivalerne en religiøs rolle for folket.

Socialt

Festivalerne fungerer som en slags genforening af familiemedlemmer, hvor familiebånd knyttes og kærligheden dyrkes og mærkes. På dette tidspunkt ligger man skænderier og misforståelser til side. De unge får chancen for at arrangere ægteskaber. Desuden er perioden præget af glæde og underholdning.

Økonomisk

Festivalerne bringer de fleste borgere sammen. Det hjælper dem med at indlede udviklingsprojekter og bidrage økonomisk til disse projekter. Besøgende, der også kommer til at blive vidne til festivalen, bidrager økonomisk til samfundet. På den måde er festivalerne en væsentlig kilde til økonomisk trivsel.

Politisk

Festivalerne giver folk mulighed for at vurdere ​​deres høvdinger og hvordan de klarer sig. De fleste borgere vender tilbage til byen for at se, om den traditionelle høvding har gennemført forskellige projekter til fordel for det lille samfund. Vicehøvdinger fornyer også deres troskab til deres nærmeste høvding.

Regeringsministre drager endda fordel af festivalen, som har bragt mange mennesker sammen. Her kan de præsentere forskellige udviklingsprojekter og regeringspolitikker samt uddanne befolkningen om vigtige emner, der påvirker byen.

Kulturelt

Folkets kulturarv manifesteres som regel under festivaler. Fx kan Ashanti-høvdingernes folk være iført det traditionelle Kente tøj,  guld ornamenter og de er båret i en bærestol.

Ghanesisk gæstfrihed kan også opleves i denne sammenhæng. Den måde folk taler og forholder sig til andre, viser den venlige kultur, som findes i det ghanesiske blod.

Moralsk

Det styrker samfundet, når de lokale spiller rollen som gode borgere, der deltager i de traditionelle begivenheder. Det skaber et forum, hvor høvdingen føler sig tvunget til at være effektiv, moralsk korrekt og ansvarlig overfor sit folk. Festivalerne minder de unge mennesker om at leve et moralsk godt liv, så de vokser op og bliver gode mennesker, hvis liv er værdigt til at opdrage den kommende generation.

Millet Festival i Ghana

De største festivaler i Ghana

Man er altid klar til at fejre begivenheder i Ghana, hvad enten det er for at ære en bestemt religion, sine forfædre eller høsten. Mange af traditionerne udspilles selv forskelligt indenfor hver region. Du kan altid opleve mindst en helligdag eller festival, når du besøger Ghana, da her er mere end 100 forskellige events i løbet af året. Her nedenfor har vi listet nogle af årets største festivaler i Ghana.

Bugum Festival

Oprindeligt en muslimsk tradition. Bugum festival er en ”ild” festival, der afholdes i starten af januar. Den fejres oftest med et optog og festlig dans til lyden af trommer. Der afholdes primært i den nordlige del af Ghana, hvor de fleste er muslimer.

Edina Buronya

Fejres af Elmina folket. Festivalen afholdes den første torsdag i det nye år. Det er en form for jul, man fejrer, og traditionen kan dateres tilbage til dengang, da hollænderne kom til landet. Nogle af ritualerne er fiskeri, trommespil og dans.

Dzawuwu Festival

Hver år i februar fejrer ghanesere fra Agave regionen Dzawuwu festivalen. Det er et slags thanksgiving event, hvor der foretages ofringer til guderne. Regionens mange høvdinge samles, og der danses traditionelle danse.

Gologo Festival

En festival, der afholdes i marts, inden høsten går i gang. Den fejres af Talensi folket. Formålet med festivalen er at sikre regn og en god høst. Det inkluderer oftest ofringer af geder.

Bobum

Dette event afholdes i Krobo Odumase og Somanya byerne nord for Ghanas hovedstad. Her fejrer man udviklingen fra pige til kvinde. Det afholdes typisk i april, og de kvindelige stammemedlemmer bærer flotte perler.

Aboakyir Festival

Aboakyir er en jagt-festival i Ghana, som er populær blandt det lokale Winneba folk. Fejringen sker i maj, hvor 2 konkurrerende jagtgrupper viser deres værd og styrke ved at fange levende antiloper.

Filmfestival

Der afholdes en årlig filmfestival i hovedstaden Accra, som finder sted i ”Holy Gardens”, der bliver til en udendørs filmscene. Her vises forskellige genrer indenfor filmverdenen. Flere tusinde glade filmelskere er med til denne festival. Festivalen har til formål at underholde og uddanne folket. Temaerne varierer fra år til år, men de kredser altid omkring miljøet.

Bakatue

Markerer starten på den nye fiskerisæson den første tirsdag i juli. Det afholdes i Elmina og fejres med et stort optog, der inkluderer ofringer, en regatta og deltagelse fra høvdingene.

Homowo

Er endnu en høst-fejring. De lokale ofrer mad til deres forfædre og guder, før de planter afgrøder, der sikrer dem en god høstsæson. Fejringen finder sted hver maj.

Damba

En 3 dage lang festival, der afholdes midt i september. Festivalen finder sted i de nordlige dele af Ghana. Her vil du opleve forskellige konkurrencer og opvisninger blandt andet med ridning på hest.

Dodoleglime

Dette historiske event afholdes i november i Volta regionen. Det markerer det ghanesiske folks flugt fra den tyranniske invadering i det 17. århundrede.

Hogbetsotso

Er en farverig fest, der holdes i byen Hinloga. Den fejres den første søndag i november med store forsamlinger, trommespil og dans.

Har du fået lyst til selv at opleve og deltage i nogle af Ghanas mange festivaler, så kik endelig nærmere på vores rejser til Ghana.