Afrika rummer mange truede dyrearter. Et eksempel sætter vi fokus på her, hvor du kan læse om WWF, Ghita Nørby og bjerggorillaerne. I 1998 besøgte skuespiller Ghita Nørby for første gang den truede og sårbare bjerggorilla i Uganda. Hun rejste på opfordring af afdøde Prins Henrik. De var afsted sammen med Poul Thomsen, den populære TV-vært kendt fra programmet Dus med dyrene. Det blev et rørende møde, der satte dybe spor i skuespillerindens hjerte og sjæl. Siden har Ghita Nørby været ambassadør for WWF Verdensnaturfonden. Hun har stået i spidsen for bevaringsindsatsen ”Operation Oskar” i samarbejde med WWF. Som hun siger: ”Tænk, hvis der ikke er en bjerggorilla mere?”.

Ghita Nørby og bjerggorillaerne i Aalborg

Indsatsen, hun er ambassadør for, har til formål at indsamle midler til at støtte bjerggorillaerne. De bor i det store bjergmassiv mellem Uganda, Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo. I år, 20 år efter hendes første møde med de store menneskeaber og 83 år gammel, har Ghita Nørby endnu en gang været afsted. Hun har besøgt Bwindi i Uganda for at se, hvordan det går med de vilde bjerggorillaer. Dette særlige gensyn fortæller hun lige nu om på en foredragsturne med WWF Verdensnaturfonden. I fredags gik turen så til Aalborg. Som medlemmer af WWF og sponsorer af bjerggorillaerne var team Vores Afrika selvfølgelig med. Vi skulle ind for at høre om Ghitas møde og om, hvordan det går med gorillaerne i dag.  

Hvad er problemet for bjerggorillaerne? 

Problemet er, at de vilde bjerggorillaerne er en truet dyreart, der indtil for ganske nyligt var tæt på at uddø. I 1989 var bestanden helt nede på 306 på verdensplan. En forfærdelig realitet, der fik WWF til at tage action. Siden har de arbejdet hårdt for at forbedre bjerggorillaernes levevilkår. Den lave bestand skyldtes bl.a. krybskytteri, skovfældning, menneskeoverførte sygdomme og omlægning af skov til landbrug. De vilde bjerggorillaer kan ikke leve i fangeskab, så hvis de uddør, er de væk for altid.

Tilbage i Bwindi National Park

Siden Ghitas besøg i 1998 er der sket meget. Derfor valgte Bo Øksnebjerg, Generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden, at invitere Ghita med tilbage til Uganda for at møde bjerggorillaerne igen. Så hun ved selvsyn kunne se, hvordan det går med dem. Det var Ghita ikke sen til at takke ja til, trods en fremskreden alder og dårlige hofter. Sammen med Bo tog hun den lange tur til Bwindi i Uganda. Her boede de i særdeles spartanske hytter i kanten af skoven, inden turen gik ind til bjerggorillaerne.

Stor gensynsglæde for Ghita Nørby

I bærestol og fuld galop bliver Ghita Nørby fragtet af lokale ugandanesere gennem den tæt bevoksede og ufremkommelige skov i Bwindi. Da det på et tidspunkt ikke længere er muligt at komme frem med bærestolen klatrer 83-årige Ghita selv på bedste beskub i hen ved en time. Og SÅ er de der. Pludselig i regnskovens grønne krat ser hun et par mørke øjne. En silverback med sin store flok på ca. 15 gorillaer omkredser dem. De er utilsigtet landet lige midt i flokken. Dyrene studerer nysgerrigt og i al fordragelighed de ‘fremmede, hvide maddiker’, som Ghita beskriver det. Alt i mens spiser dyrene blade og prutter højlydt. Det er et rørende øjeblik for Ghita, der fortæller, at hun er på grådens rand. Ikke fordi hun er bange, for som hun siger ”De er jo vegetarer”, men fordi: ”Når du ser ind i øjnene på en bjerggorilla, ser du jo dig selv […] Jeg kan ikke beskrive, hvad sådan en oplevelse gør ved en”.

Ghita refererer til bjerggorillaernes uskyldighed og de mange ligheder mellem os mennesker og de store dyr. Deres øjne, ører, hænder og fødder ligner vores. For Ghita Nørby er det en helt særlig sanseoplevelse. Det er dybt betagende, at se et vildt dyr, der på så mange måder ligner mennesker, dybt i øjnene. Se en bevæget Ghita Nørby fortælle om gensynet:

Hvordan går det med bjerggorillaerne i dag?

For Ghita var gensynsglæden stor, og som hun siger, så har ”bjerggorillaen det mægtig godt”. Siden Ghita var i Uganda i 1998 har WWF lavet mange tiltag, der forbedrer bjerggorillaernes levevilkår. Bestanden er vokset betragteligt de seneste 20 år.

Ghita fortæller, hvordan der er anlagt mange te-plantager langs skovene, rykket bananplantager væk fra skoven og etableret vandtanke til lokal befolkningen. Initiativer, der skaber større afstand mellem lokalbefolkningen og gorillaerne. Det er vigtigt, da gorillaerne er meget følsomme overfor menneskeoverførte sygdomme. Te-plantagerne er gode, fordi gorillaerne ikke kan lide te og lav bevoksning, og derfor holder sig væk. Det betyder også, at de ikke længere går i bananplantagerne, der ellers er en ren slikbutik for gorillaerne. Nu ligger de nemlig bagved temarkerne. Det er særdeles favorabelt for lokalbefolkningen, da de lever af både teen og bananerne.

Derudover er vandtankene vigtige for de lokale, da det betyder, at de ikke er nødsaget til at gå ind i gorillaernes områder efter rent drikkevand. De lokale vandrer typisk 8 kilometer for at hente rent drikkevand. Risikoen for at møde en bjerggorilla undervejs er stor. WWF har sammen med de lokale udviklet økoturisme, der gør gorillaen til en værdifuld lokal indtægtskilde, og de har givet krybskytterne andre leveveje.

Samarbejde mellem WWF og lokalbefolkningen

Ifølge Bo har WWF gennem de sidste 20 år etableret et unikt sammenarbejde med den lokale befolkning. De lokale er gået fra at se bjerggorillaen som deres fjende til at betragte gorillaen som en lokal skat. Han pointerer, at det har været en langsommelig proces. Det har krævet mange midler at få lokalbefolkningen med, men der er i dag skabt en sund balance, der både har forbedret levevilkårene for bjerggorillaerne og lokalbefolkningen.  Det unikke samarbejde har skabt betydelig fremgang i bestanden. Nye tal viser, at der i dag lever over 1.000 bjerggorillaer i Østafrika. Det er det eneste sted i verden, man kan finde gorillaer.

Gorilla-turismens fremtid i Uganda

En politisk beslutning

Bo fortæller desuden, at WWF i øjeblikket samarbejder med Ugandas regering omkring landets turisme og er i dialog med Ugandas premierminister. Det handler om, hvilken model Uganda ønsker for den fremtidige turisme. De kan vælge at holde prisen på parkgebyret i det nuværende leje på 650 dollars og dermed forblive åbne for en bredere turisme eller de kan vælge at gøre som i Rwanda, hvor priserne er betragteligt højere, 1.500 dollars, hvilket begrænser turismen. Det handler om at finde den rette balance mellem pris, turiststrømmen og gorillaernes velbefindende.

Lokalbefolkningen skal inddrages

Landet er fattigt; 84 % af husene er uden strøm, halvdelen er befolkningen er under 15 år og grundet den utrolige fattigdom i landet, er der hårdt brug for pengene fra turismen. Det er dog en kortsigtet løsning, som på sigt vil skade gorillaerne, hvis turismen ikke bibeholdes i et bæredygtigt leje. Bo understreger, at beslutningen om hvilken model, der skal indføres ligger hos Uganda selv, hvilket er helt i overensstemmelse med WWF’s værdigrundlag. Det er alfa omega for lokalbefolkningens engagement og gorilla-projektets fortsatte succes. Vi glæder os til at følge udfaldet af disse overvejelser og diskussioner.

Selvom WWF er nået langt i deres massive arbejde for at beskytte gorillaens levesteder, er arten stadig truet. Selvom gensynet var glædeligt for Ghita Nørby, lever gorillaerne stadig et udsat liv og mister fortsat deres levesteder. Det får Ghita Nørby til at appellere til os danskere ”Hjælp med hele hjertet, med hele sjælen og hvad du har i din pengepung. Hjælp de mennesker, der hjælper de væsner til at være de væsner, de er”. Som Ghita siger ”Tænk hvis der ikke var en gorilla mere…”.

Hvis du har mod på at hjælpe bjerggorillaerne, kan du læse meget mere hos og støtte dem gennem WWF. Har du lyst til selv at gå i Ghitas fodspor og møde de fantastiske bjerggorillaer, så tilbyder vi rejser til både Uganda og Rwanda. Bæredygtige rejser, der alle sammen foregår 100% på bjerggorillaens præmisser.