Hvis du drømmer om et sandt safarieventyr men ikke helt kan undvære det turkis blå vand og de kridhvide sandstande, er en rejse til Kenya og Zanzibar det helt rigtige! Kenya og Zanzibar er nemlig en oplagt kombination. I dette blogindlæg vil vi fortælle dig lidt mere om, hvorfor vi synes disse to rejsedestinationer er et rigtig godt makkerpar.
Med et venligt Hujambo, som betyder ’hej’ på swahili, kommer man langt i Kenya og på Zanzibar. Måske har du ikke lige de store planer, om at starte en masse samtaler med de lokale på din rejse hertil. Nu kender du alligevel i hvert fald ét nyttigt ord, du kan bruge, når du møder et venligt ansigt. Og det får du brug for. For det er helt sikkert, at dem vil du møde mange af. Altså venlige ansigter.
En safariferie burde være på alles ønskeliste, som et af livets store eventyr. Der er noget ved safari – ’at tage på en rejse’ på swahili i øvrigt, der skubber til en drøm i manges sind. Bare tanken om de oplevelser, en safarirejse byder på. At række ud og få en smag af rå natur, vildhed og bush. På samme tid at tilbringe tid under solen og stjernerne, og stå ansigt til ansigt med Afrikas historiske dyr. Ikke i bure, men frit bevægende sig som vinden over savannen. De ingredienser gør safari til en ferie, som ingen anden.
Så, hvor skal man tage hen på sin første safari – eller måske anden eller tredje tur? Afrika er så stort og horisonterne brede. Nogle af de store safarireservater er på størrelse med små lande. Blandt de fineste findes Botswanas Okavango Delta, Zambias Luangwa Valley og Sydafrikas Kruger Nationalpark. Men intet slår en safari i Østafrika. Slet ikke i Kenya. Du har al mulig grund til at tage en tur ned til denne østafrikanske nation for en uforglemmelig oplevelse. At tage på Kenya safari vil tilføje en spændende blanding af dyreliv, eventyr, unik kultur og ikke mindst spektakulær natur. Kenya er kendt verden over for at have det mest ekstraordinære dyreliv. Ingen steder på jord er dyr så synlige, som på Masai Maras højtliggende sletter.
Kombinationen af de rige vildmarker i Kenya og den palmeflankerede kystlinje eller Zanzibars bredder, vil fuldende den østafrikanske oplevelse. Den umiddelbare nærhed til Kenya gør Zanzibar til det ideelle sted for en safari og strandkombination. Zanzibar, også kendt som Spice Island, er det perfekte sted at slappe af efter et overvældende møde med det store dyreliv. Det hvide sand, det friske blå hav og den afslappede atmosfære. Det gør Zanzibar til det foretrukne valg til en eksotisk strandferie for mange.
Det er i Kenya, at begrebet safari blev født med. Ikoniske parker som Masai Mara, Aberdares og Samburu for blot at nævne nogle få er kilden hertil. Disse safaridestinationer har længe haft glade besøgende fra nær og fjern. Landet har dog mange andre sider, der gør det til en drømmedestination for mange. Det leder os tilbage til de venlige ansigter. Kenya er vitterligt hjemsted for nogle af de mest venlige og fantastiske mennesker, du nogensinde vil møde. Kenyanernes gæstfrihed er så håndgribelig. Du føler dig velkommen fra det øjeblik, du lander i lufthavnen. Du kan være sikker på, at føle dig hjemme blandt dine værter under hele opholdets varighed.
På Zanzibar er sandsynligheden for at blive mødt af et kridhvidt tandsmil og en sang ’Jambo, Jambo Bwana’ også stor. Det kan give enhver et smil på læben. På trods af de udfordringer, som de lokale står over for, både i Kenya og Tanzania, er deres hjerter altid åbne for udefrakommende. De fleste af befolkningsgrupperne taler, udover engelsk, også swahili, som er nationalsproget i begge lande. Et par andre gode verber at kunne på swahili er; ’Karibu Sana’ – velkommen, ’Asanthe Sana’ – Tak, og den mest foretrukne samt ikoniske sætning ’Hakuna Matata’ – ingen problemer – ta’ det roligt’.
Det er oplagt, og ret almindeligt at starte sin rejse til Kenya og Zanzibar med et safarieventyr i Kenyas pulserende hovedstad Nairobi. Den er Østafrikas mest kosmopolitiske by og Kenyas pulserende hjerte. Byen fremstår som en betonjungle, der står i skarp kontrast til den ellers uberørte og naturlige skønhed i landet.
Byen er mange ting. Den er charmerende med et levende kulturliv, fantastiske spisesteder og spændende natteliv. Den er også tæt pakket af trafik og har et dårligt ry. Ikke desto mindre findes her nogle fabelagtige seværdigheder med smuk natur og skønne historier, der ofte er en behagelig overraskelse for de fleste.
Har du eksempelvis set den Oscar-prisbelønnede film ’Out of Africa’? Den fortæller historien om den danske forfatter Karen Blixens liv på sin kaffefarm i Kenya? I så fald vil du være interesseret i at vide, at hendes tidligere gård og bopæl, indtil 1931, nu er et museum. Det er beliggende i forstaden Karen i Nairobi – opkaldt efter den berømte forfatter. Du vil opleve, at lige så snart du kører ind på grunden, vil det se ud præcis, som det gjorde i filmen. Her er så smukt med fredfyldte haver og masser af blomster, træer. Ngong Hills ligger endvidere som en vidunderlig baggrundskulisse.
Videre fra Karen Blixen kan du slå et smut forbi Daphne Sheldrick’s Elefantbørnehjem. Det giver både smil på læben, men kan også være et følelsesmæssigt besøg. Du vil høre om, hvordan disse unge elefanter ankommer der, efter at deres mødre har været ofre for elfenbenshandel. Dog er elefantungerne nysgerrige, livlige og legende i deres nye omgivelser. Det er virkelig en hyggelig oplevelse, at se dem blive fodret med de kæmpe sutteflasker af deres dyrepassere.
Efter et ophold i storbyen er trangen til at se natur og vilde dyr stor. Eventyret mod Kenyas gule savanner venter forude. Og ja, køreturen kan godt være lang og humplet. Sug den afrikanske stemning til dig og tag det som en oplevelse. Mens du kører, glider den kenyanske hverdag forbi vinduerne. I den støvede vejkant går hyrderne og vogter deres kvæg. På store farverige tæpper, der udgør en lille forretning, bliver der solgt alverdens ting som sko, frugt, ris og meget andet. Den fascinerende natur ændres i takt med, at du bevæger dig længere og længere væk fra det lokale byliv. Snart er det blot få lokale i farverige klæder, der kan spottes rundt omkring i de naturskønne omgivelser.
Du vil opdage, at den lange køretur fra Nairobi til det første naturreservat, er alle anstrengelserne værd. Som regel vil du ankomme i tide til en lækker frokost efterfulgt af din første eftermiddagssafari. Hen under aftenen bliver dyrene mere aktive. Samtidig venter der en smuk solnedgang, som den kun ses i Afrika. Smukke orange og røde farver blander sig, inden solen går ned i løbet af et splitsekund, og det er bælgmørkt. Her er du allerede tilbage ved din lodge, hvor det er tid til at summe over dagens oplevelser. Det er svært at forstå, at man sidder som midt i et af de naturprogrammer, der bliver vist i TV igen og igen. Men den er god nok, og oplevelsen vil lagre sig i din hukommelse for altid.
Den mest kendte safaripark i Kenya er Masai Mara. Her får du Afrikas bedste safarier hele året rundt. For ikke at glemme den årlige migration, hvor millioner af gnuer og zebraer vandrer afsted fra Serengeti sletten i Tanzania for at komme til Masai Maras friske grønne græs. Et scenarie der, udover at tiltrække mange turister, også er i konstant opmærksomhed fra savannernes store rovdyr, der venter på at sætte tænderne i det næste måltid.
Krydret med et par overnatninger i nogle forskellige safariparker som Lake Nakuru, Aberdares og måske Amboseli er Masai Mara altid en fantastisk safaridestination. Reservatet er omgivet af stammeområder, der tilhører masaierne. Det vrimler med dyreliv, som vandrer frit over savannerne uden indhegning.Det bidrager til den perfekte, autentiske safarioplevelse. Bare vent til du sidder og nyder en sundowner på lodgens åbne terrasse, hvorfra det som regel er muligt at betragte panoramaudsigter ud over savannerne og dyrene, der kommer helt tæt på.
Især er Masai Mara nok kendt for sine ikoniske ’Big Five’. Det er et udtryk kendt fra storvildtjagt i Afrika. Big Five betegner ikke dyrenes størrelse, men omfatter de fem afrikanske dyr, der er sværest og farligst at nedlægg. Det drejer sig om løven, leoparden, det sorte næsehorn, den afrikanske elefant og bøflen. I dag er det kun bøflen, der ikke er et truet dyr. Bøflen må jages, men egentlig burde jagten på alle afrikanske dyr vel kun bestå af jagten på det perfekte billede?
Zanzibar… navnet alene sætter billeder i gang af krydderiplantager, palmefyldte strande og hvide dhows på et turkisblåt hav. Heldigvis skuffer virkeligheden sjældent. Øen ligger i kort afstand fra Tanzania-kysten. Ligeledes er den kun en kort flyvetur fra Nairobi, hvis det er her du har været på safari. Det er den perfekte destination til at afslutte et østafrikansk eventyr.
Tag på krydderitur, smag lokale retter og tag på slentretur på de brostensbelagte gader i hovedstadens gamle kvarter Stone Town. Det er nu udnævnt til verdensarvsted, med summende, farverige gade-markeder og lokal spirit. Hold øje med de indviklede udskårne trædøre, som engang var et symbol på rigdom og magt. Kombinationen af swahili, indiske, arabiske og europæiske indflydelser giver byen en unik karakter. Det ses i mange af de gamle bygninger og det lokale køkken. Her er det tid til at komme helt ned i gear og bare nyde tilværelsen, som den er. Den smukkeste solnedgang nydes fra Livingstone Cafe, der ligger placeret midt på stranden. Her kan man sidde med tæerne begravet i sandet og en drink i hånden. Her nydes solnedgang samt de lokale, der kommer for at dyrke akrobatik på stranden.
Og så er der selvfølgelig Zanzibars strande. De er perfekte til alle, der blot ønsker at nyde en rolig strandferie. Der er så mange strande at vælge mellem både på øen og de yderligere øer, lige fra Chumbe Island med sine koralrev og formidable snorklemuligheder, til Mnemba Island – et tropisk paradis perfekt til kajakroning og windsurfing.
På den sydøstlige kyst venter de fantastiske kridhvide strande, palmer og søvnige landsbyer. På den nordligste spids ligger Nungwi Beach, som i dag er et populært sted til daseferie og afslapning – og ikke uden grund. Det er én af øens bedste strande samt et sted, hvor traditioner og modernitet banker mod hinanden for fuld kraft. Fiskerbåde sejler stadig ud fra stranden, et scenarie, der har været uændret i århundreder. Som skarp kontrast ligger de moderne hoteller og bungalows ned mod vandet. Nogle siger, at Nungwi klart er højdepunktet på deres rejse. Det er her, at safaristøvet børstes af og alt hvad du har set og oplevet nedfælder sig, og sætter sig, som søde minder.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening