En stor del af det at bestige Kilimanjaro, er de mange portere der har bjerget som deres arbejdsplads, og som mange gange i løbet af et år går op og ned af bjerget. For dig og mig betyder det, at vi som klatrere, kun skal bære på en lille rygsæk med de mest nødvendige fornødenheder. Resten, dvs. telte, æg, meloner, vand, medicin, campinggrej og alt dit personlige udstyr bliver slæbt af portere hele vejen op ad verdens syvende højeste bjerg.

Som de fleste banebrydende kvinder i enhver branche, bliver kvindelige portere ofte udsat for hån, verbale overgreb og påstande om at de ikke kan klare trekket lige så godt som deres mandlige kollegaer. Men i denne del af Afrika er Kilimanjaro kongen. Fra et økonomisk synspunkt er de eneste rigtige penge, der kan tjenes, at være porter, der måske har potentiale til at udvikle sig til at blive guide (hvis det er det, man ønsker). Den vej er dog brolagt med problemer.

Ifølge Kilimanjaro Porters Assistance Project (KPAP), som har 156 partnervirksomheder, dvs. virksomheder, der har forpligtet sig til fair løn, behandling og betingelser for deres portere, er den mindste daglige lønsats for portere 20.000 tanzaniske shilling svarende til ca. $8,65 USD. Ikke-partnervirksomheder ses ofte betale langt mindre og give endnu mindre i drikkepenge. Kilimanjaro National Park etablerede disse standarder, men nogle virksomheder opfylder ikke engang minimumskravet.

Men det er ikke de eneste problemer, der kan være. Eksempelvis kan der være stor forskel på teltkvalitet, antallet af personer, der sover i teltet, eller om porteren skal sove i madteltet. Det betyder, at porterne er tvunget til at stå op, når kokken begynder at forberede morgenmaden til klatrerne, hvilket ofte er mange timer før det reelt set er nødvendigt at vågne. Utilstrækkeligt tøj, sko og handsker kan ligeledes gøre en porters liv surt på bjerget. Det samme gør sig gældende ved at skulle betale bestikkelse for overhovedet at få arbejde i første omgang, hvilket førhen har været ret almindeligt, og stadig kan ske. Nogle portere skal endda betale for transport til og fra arbejde, samt for overnatning og andre udgifter, hvilket er en stor omkostning for deres i forvejen lave løn. Taget i betragtning at mange portere måske kun er på bjerget to gange om måneden i løbet af sæsonen, er det let at forestille sig, hvordan arbejdstandarder i høj grad kan påvirke ikke kun de økonomiske forhold, men livskvaliteten for de omkring tyve tusinde portere, der er afhængige af Kilimanjaro som arbejde, hvad end det er mand eller kvinde.

Ud over alt det har kvindelige portere fundet ud af på den hårde måde, hvor svær bestigningen egentlig er. Før de opbyggede den nødvendige styrke, kunne nogle ikke bære de 15-20 kg, som det kræves. Og oven i det skal de bære yderligere fem kilo af deres egne personlige forsyninger, hvilket kan betyde, at de nogle gange skal bære mere end 25 kg. Selvom det er standard, kan nogle ikke-KPAP-virksomheder kræve, at deres portere bærer endnu mere. Andre portere, der endte med at skulle dele ekstra vægt, så en kvinde kunnen klare opstigningen, var forståeligt nok fortørnede. Ikke at være i tilstrækkelig form betød, at kvinderne til tider nåede lejren senere end mændene. At komme ind senere kunne betyde, at de blev tvunget til at sove tættere på teltåbningen, hvilket igen betød væsentligt koldere soveforhold, jo højere de kom op ad bjerget. Endnu værre kunne det at komme for sent ofte betyde, at maden, som var frisk og varm til de først ankomne, ikke kun var kold, men at der ganske enkelt ikke var nok til de kvinder, der ankom senere. Da portere skal sørge for deres eget grej, kan en taske af dårlig kvalitet, mangel på madras eller tilstrækkeligt tøj ligeledes betyde ren elendighed på bjerget.

KPAP-partnervirksomheder signer op til intens kontrol og forpligter sig til højere standarder på alle områder af Kilimanjaro-bestigningen. Ikke alene opfylder de de foreslåede minimumsstandarder, der er fastsat for portørernes sikkerhed og komfort. Vi giver ofte også bedre rationer, lønninger og mere gennemsigtige drikkepengeforhold. Dette betyder, at porterne ved præcist, hvor meget kunderne har givet i drikkepenge, som gives for at sikre retfærdighed og tillid. Mens de fleste tanzanianere er vant til te til morgenmad, og ikke meget andet end det, får KPAP-partner portere en forsyning med ordentligt morgenmad som supplement til deres diæter. Fordi KPAP Partner-virksomhederne sørger for tre måltider om dagen, kan en porter ofte komme ned af bjerget med lidt mere polstring, end da hun tog afsted på turen et par dage før. At være kvindelig porter er hårdt arbejde, og det kræver ordentligt brændstof til kroppen.

Med tiden har det vist sig, at kvinderne blev stærkere. De gik hurtigere, kom til lejren i ordentlig tid og fik dermed bedre soveforhold. De, der registrerede sig hos KPAP Partner-virksomheder, nød de bedre betingelser. Selvom disse kvinder måske ikke ønsker den samme slags arbejde for deres døtre, har de stadig ændret holdning til, hvem der hører til på bjerget.
De fleste af kvinderne føler sig nu respekteret, og kan udføre arbejdet lige så godt som mændene. En del af, hvordan porterne, herunder især begyndere, kan komme i gang, er gennem KPAPs udlåns-butikker. KPAP har et gratis udlåns-program til enhver porter. De fem kontorer giver adgang til doneret tøj lige fra dyre Wolverine-støvler og Gore-Tex-skibukser til lune Patagonia fleecetrøjer. Porterne skriver under på at de låner udstyret, og afleverer sikkerhedsstillelse (såsom en telefon, som de virkelig gerne vil have tilbage). KPAP markerer det sammen med deres foto, og udstyret bliver straks returneret efter endt tur. Denne slags programmer har gjort bestigningen væsentligt mere sikker for mange begyndere. Efterhånden som porterne bliver bedre og tjener flere penge, forventes de at spare deres egne penge sammen, så de kan købe deres eget udstyr. Dette er blot én måde, hvorpå porterne i stigende grad ser sig selv som professionelle, da de skaffer deres eget grej lige fra dunjakke til tykke handsker, en god taske og madras for deres komfort.

Antallet af kvindelige portere er stigende. Mens de dog stadig er i mindretal, viser de støt, at de også kan klare bjergvandringen lige så godt som mændene. Der er måske mellem 50-100 kvinder på bjerget i øjeblikket. Faktisk har flere KPAP-partnervirksomheder gjort det til en prioritet at ansætte kvindelige portere. Disse kvinder, som traditionelt balancerer enorme byrder på deres hoveder, mens de går på veje og stier i Tanzania, bytter frugtkurvene ud med Kilimanjaro grej.

Hos Vores Afrika er vi stolte af at vores samarbejde med KPAP. Vi har altid flere kvindelige portere med på vores grupperejser, såvel som vi også benytter kvindelige guider. Vi har sat et minimumskrav på max 12-15 kg. for en taske, som en porter skal bære, selvom det officielle krav hedder 15-2o kg.