Er du interesseret i at opleve de største attraktioner i Mombasa, der ligger i eksotiske omgivelser ved Kenyas kyst, så læs med her.
De fleste tænker på et eksotisk paradis i de afrikanske troper, når de hører om kystbyen Mombasa. Den kenyanske, kosmopolitiske turistattraktion er fyldt med spændende aktiviteter. Byen er spækket med så mange historiske seværdigheder, at du får svært ved at kede dig under din rejse.
Det er ikke mærkeligt at hundredvis af turister besøger kystbyen hvert år og får skabt rejseminder, de aldrig glemmer. Her kan du læse om de 10 mest fantastiske ting at give sig til i Mombasa.
Det helt store trækplaster ved Mombasa er naturligvis de smukke sandstrande, der strækker sig hele vejen langs byens kystlinje. Det ville være helt absurd at tage til den tropiske østkyst uden at besøge de fantastiske strande.
Mombasa byder på adskillige strande, der er populære til badeferier, vandsportsaktiviteter, gåture i solnedgangen eller ren og skær afslapning. Diani, Nyali eller Bamburi er alle tre fantastiske bud på strande med fine hoteller og restauranter, spændende aktiviteter, svajende palmer og kridhvide sandstrande.
Fort Jesus blev konstrueret af portugisiske søfarere tilbage i år 1593-1596. Det er designet af den italienske arkitekt, Cairati. Den antikke fæstning er på UNESCO’s verdensarvsliste. Fortet er i dag delvist skadet, men det blev i sin tid bygget som formen af en mand. Den er et fint eksempel på 1600-tallets portugisiske militær arkitektur.
Nyd udstillingerne og boderne med det fine, lokale keramik, der afspejler nogle af de mange forskellige kulturer, der har holdt til ved Mombasa igennem årene. Indenfor selve fortets vægge, findes der en række fascinerende og forladte bygninger, som besøgende kan gå på opdagelse i. Læs om datidens rige sultaner og de mange kampe, der har udspillet sig i og omkring fortet.
Efter at have kigget på havnen fra Port Jesus, kan du hurtigt få en trang til at bevæge dig mod den gamle bydel. Historieinteresserede vil være begejstrede for det unikke havneområde, der engang blev hersket af portugisere. De fleste nuboende indbyggere er af asiatisk, arabisk eller europæisk afstamning. Også arkitekturen afspejler de mange forskellige kulturer.
Gå en tur langs de smalle gader, der leder dig til de gamle bygninger med træudhuggede døre og balkoner. Du kan stoppe ved en af de mange butikker, der sælger antikviteter, souvenirs, krydderier og olier. Det er også værd at ligge vejen forbi en af de mange caféer, der serverer smagfulde og lokale retter.
Stedet blev tidligere kaldt Bamburi Nature Trail, men er i dag kendt under navnet Haller Park. Det er et hit blandt fugleentusiaster og dyreelskere. Tag familien med og oplev dyreudstillingen af giraffer, bøfler, zebraer, vandbukke og flodheste.
I parken kan du høre om det romantiske forhold, der opstod mellem den 130-årige skildpadde, Mzee, der adopterede den efterlade flodhest, Owen. Parret blev en stor internet sensation og er siden blevet en vældig populær attraktion. Haller Park blev opstartet af Dr René Haller i 1971, da han transformerede de forladte kalkstensstenbrud til et spændende naturreservat.
En af Mombasas helt store attraktioner er de utallige marineaktiviteter, der hver dag foregår ud for kysten. Ønsker man mere eventyr end fra de ordinære kajak- eller svømmeture, kan man gå på opdagelse i havets dyb på en dykker- eller snorkeltur.
Mombasa Marine Nationalpark tilbyder en masse ture, hvor du kan opleve mangrove skove, havplanter og koralrev. Bliv fascineret af rokker, søheste og farvestrålende fisk, som alle lever i havets paradis.
En tur til Mombasa er næsten ikke komplet uden et billede ved de berømte Mombasa Elefantstødtænder. Stødtænderne er at finde på Moi Avenue, og de blev bygget i 1952 i forbindelse med Queen Elizabeths besøg til byen.
Stødtænderne er lavet af aluminium og former bogstavet ’M’ for Mombasa. De markerer på en helt unik måde indgangen til centrum af byen. Fra afstand kan det se ud til, at stødtænderne er lavet af ægte elfenben. De kaldes derfor ”Pembe Za Ndovu” af de lokale, hvilket på swahili betyder elefant-elfenben.
Hvis du rejser med børn eller selv er lidt af en barnlig sjæl, kan du tage ud og køre i go-kart. Stedet hedder Mombasa Go-Kart og ligger på Malindi Road. Ved centret kan man opleve en smuk, tropisk have med fantastiske motorsportsfaciliteter. Nyd suset i maven, når du fræser rundt i den lille 4-hjulede racerbil. Du kan også tage en tur i en buggi, der kan køre off-road.
Besøgende over 7 år kan testkøre en af stedets bulldozere. Er du knap så meget til aktiviteter på hjul, kan du hoppe på trampolin, spille bordtennis eller bowle.
Udnyt muligheden for at opleve Østafrikas største krokodillefarm ved Mamba Village Center. Du vil ikke kun erhverve dig interessant viden om de fascinerende krybdyr, men du har også mulighed for at ride på hesteryg eller beundre den smukke botaniske have og det tilhørende akvarium.
Haven består af blomstrende orkidéer, vandlevende- og kødædende plantearter. Men en af de mest spændende aktiviteter er uden tvivl at opleve krokodillerne, der slås om maden, når de bliver fodret af personalet. På stedet findes en restaurant, der serverer kød som krokodille, struds og zebra.
Wasini Island ligger syd for Mombasa og dækker et område på fem km2. Turene, hvor man sejler med traditionelle Dhow sejlbåde, er utrolig populære. På turen kan du se delfiner, der ofte ligger vejen forbi og hilser på.
Undervejs er der mulighed for at snorkle i det krystalklare, turkise vand. Her kan du komme helt tæt på koralrevene og de mange farverige fisk. Efter snorkelturen er det tid til en lokal frokost, der som oftest består af friskfanget fisk, ved Wasini Village.
Shimba Hills Nationalreservat er den perfekte mulighed, hvis du leder efter et roligt område væk fra den kommercielle del af byen. Shimba Hills er hjemsted for et antal truede plante-, fugle- og dyrearter. Besøgende vil blive taget tilbage til den rå, skønne natur med fortryllende vandfald, skovområder, savanne og frodig regnskov.
Du må ikke snyde dig selv for muligheden for at opleve Kenyas højeste koncentration af elefanter såvel som leoparder, sabelantiloper og et rigt fugleliv. Besøgende kan slappe af og blive afkølet i den forfriskende pool efter en spændende og lærerig tur.
Det er oplagt først at tage på safari i Kenya og derefter afslutte rejseeventyret med nogle dages badeferie ved kysten i dejlige Mombasa.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening