I 2019 var mine forældre og jeg på vores livs rejse til Kenya og Zanzibar. Turen startede med 5 dages intens safarirejse, der blev rundet af på bedst tænkelige vis med badeferie og eksotiske oplevelser på Zanzibar.
Efter nogle dage med et spækket rejseprogram og massevis af oplevelser, higede vi efter nogle afslappende dage, hvor vi hverken skulle tidligt op eller havde noget som helst på programmet. Nu skulle alle indtrykkene bearbejdes. De mange dyr, den storslåede natur og de mange møder med nye kulturer og fremmede mennesker. Og der findes nok ikke en meget bedre måde at bearbejde dem på end med en margarita i hånden og tæerne dyppet i Det Indiske Ocean.
De første par dage gik udelukkende med at ligge vandret og nyde hotellets lækre faciliteter. Vi boede på et større resort, som havde formået at skabe en hyggelig og intim atmosfære med en smuk beliggenhed ud til vandet. Vi nød de afrikanske solstråler og undertegnede tilbragte adskillige timer i de blå bølger. Ja, faktisk var de så blå, at det næsten skar i øjnene. Om aftenen mødtes vi over en drink, hvorefter vi kunne nyde den hyggelig stemning i restauranten, hvor der blev serveret en lækker og overdådig buffet. Efter et par dage, hvor gearet vel nærmest var gået i minus, var det tid til at se lidt af øen.
Vi tog på en udflugt, hvor vi besøgte en krydderiplantage og sejlede ud til skildpaddeøen Prison Island. Vi fulgtes med en lokal guide, der først viste os rundt på krydderiplantagen. Vi fik lov at smage og dufte til de mange krydderier, for derefter at gætte på, hvad det var. Når man er vant til at se krydderierne i hakket og stødt form, er det overraskende svært at gætte dem i deres friske form. Eller også var vi bare dårlige til den leg.
Efter et par gode timer i parken, fortsatte turen ud til vandet, hvor vi skulle sejle til den famøse skildpaddeø. Vi var på forhånd klar over, at der skulle være nogle store skildpadder, der havde beboet øen i flere årtier. Men synet af dem kom alligevel bag på os, og deres absurd store størrelse fik da også os alle til at grine af forbavselse. Skildpadderne var intet mindre end enorme. Det var virkelig en sjov oplevelse at klappe skildpadderne og lære om deres levevis. Det mest forbløffende var nok historien om, at skildpadderne over flere omgange har været forsøgt stjålet. Og det er vel at mærke en 200 kg. tung skildpadde, som man har forsøgt at tage med sig. Af samme grund er der nu sat en chip i skildpadderne, så man har styr på dem.
En af de sidste dage valgte vi at tage på en byrundvisning i Stone Towns skæve og charmerende gader. Her var vi rundt med en lokal guide, der viste os byens lokale marked, der bugnede med frisk frugt, krydderier, slagterafdelinger og et fisketorv. Det var en sjov og sanselig oplevelse at bevæge sig igennem markedet. Vi blev fortalt om den daværende slavehandel, som fandt sted på Zanzibar og så en fangekælder, hvor slaverne sov. En lettere klaustrofobisk, men utrolig berigende og samtidig skræmmende oplevelse. Det var en opslugende og spændende rundvisning, der bød på fortællinger om Zanzibars eksotiske historie med arabiske aner, plyndringer og grådige sultaner. Hvis man skal besøge øen, er det helt sikkert en tur, man ikke må gå glip af. Den giver nemlig en rigtig god forståelse for øen og dens mange hundrede år gamle historie.
Afslutningsvis er der kun tilbage at understrege, at Zanzibar simpelthen er den perfekte kombination af strand, kultur og historie. Det er det helt rette sted at fordøje rejsens mange indtryk, og er man på jagt efter den perfekte bounty badeferiedestination, kan jeg kun komme med mine varmeste anbefalinger hertil.
Se vores rejser til Zanzibar og drøm dig væk til de tanzanianske øers varmere himmelstrøg.
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening