Jeppe på bjerget – Kilimanjaro 19/1 – 29/1 2018

Hos Vores Afrika er vi stolte over Jeppe på bjerget. Jeppe Bisgaards store drøm om at bestige Kilimanjaro gik i opfyldelse, da han i januar 2018 sammen med Vores Afrika og vores rejseleder Jesper Thomsen kunne fejre sin 77 års fødselsdag på toppen af Kilimanjaro. Jeppe var afsted fra d. 19.-29. januar 2018.

Jeppe er en ganske særlig herre, der kan inspirere de fleste og fortælle historier, så man lytter opmærksomt. Hans Kilimanjaro-eventyr er blevet foreviget i dokumentaren “Jeppe på bjerget”, der blev sendt på TV2 Nord d. 30/12 2018.

Før, under og efter sit Kilimanjarotrek fortalte Jeppe om turen på sin private Facebook-profil i en form for Facebook-rejsedagbog. De mange tekster har vi her fornøjelsen af at udgive i – næsten – uredigeret form. Læs med og kom med Jeppe hele vejen op på Kilimanjaro og nedad og hjem igen.

God læselyst!

Jeppes rejsedagbog

Facebook: 27/1 2018 – Update fra Tanzania

JEPPE PÅ BJERGET NÅEDE TOPPEN!

En drøm gik i opfyldelse. Tidligt i dag dansk tid lykkedes det mig at nå Uhuru Peak. En ubeskrivelig oplevelse og ord kan ikke beskrive min glæde. Det har været utrolig hårdt. Vi fik ikke sovet før vi påbegyndte den sidste opstigning, men pyt med det.

Nu gælder det nedturen, og lige nu opholder jeg mig i 3800 meters højde. Søndag tager vi en lille smutvej da nogle af de lokale, der befinder sig længere nede af bjerget, har insisteret på at synge fødselsdagssang for mig. Og så venter hotellet, hvor jeg nok tror vi skal fejre med en øl eller to:)

Mange hilsner

Jeppe på bjerget

Facebook: 1/2 2018

Hej til alle.

Tak for de mange fødselsdags hilsener og jeres opmærksomhed i forbindelse med mit lille “trip” til Kilimanjaro. Jeg vendte hjem til DK tirsdag formiddag, godt træt efter 6 hårde dage med sol, regn, sne og blæst, jeg er nu, efter et par afslappende dage i godt selskab med familien, ved at vende tilbage til “overfladen” og vil prøve at give en orientering om de enkelte dages forløb i løbet af den næste uges tid. Jeg havde planlagt at jeg hver dag, i løbet af turen, ville sende en rapport hjem til de der fulgte turen på Facebook, men i store perioder var vi uden forbindelse til omverdenen, så den plan røg i vasken. Det har, overordnet set, været en fantastisk, men hård tur, det ubekendte har bl.a. været den tynde luft i 5.800 m. højde og desværre måtte min træningsmakker Kurt, sendes ned da vi nåede højden 5.200 m. noget der også kunne være sket for mig, men jeg slap heldigvis.

Min fødselsdag blev fejret på behørig vis, både da jeg som sidste station, nåede Mweka Park Gate Søndag eftermiddag med dans, show, fødselsdags lagkage m.m. (og den første kolde pilsner i 7 dage, hold da k… hvor den smagte ) senere på hotellet hvor det samlede personale også ønskede at hylde “den gamle ” med godt mad og underholdning.

Hej til alle, I får mere information om min tur i morgen.

[Vi beskriver her Jeppes tur i kronologisk rækkefølge. Datoerne afspejler, at internetforbindelsen på store dele af bjerget er ikke-eksisterende, så derfor springer beretningen lidt i datoer.]

Facebook: 21/1 2018 – Walking safari

Hej til alle

Lige en lille hilsen fra Tanzania, første dag gået her i Arusha vi har varmet op på en lille “gå safari” i national parken og været tæt på giraffer, vandbøfler, vortesvin, og forskellige hjorte arter, vi er nu i gang med at pakke til i morgen tidlig hvor første etape på “bjerget fører os op i 3.800 m., efter en vandretur på 11,5 km.

Jeg håber jeg kan informere om den første dag på turen i morgen aften, hvis jeg kan få forbindelse.

Mvh og sov godt

Facebook: 2/2 2018 – Machame Camp

Hej igen.

Mandag startede vores tur mod toppen af Kilimanjaro med at vi blev afhentet ved vores hotel kl. 10 og kørt til Machame Gate hvor registrering af deltagerne fandt sted og hvor vi hilste på truppen af portere, kokke, team leder og assistenter som vi skulle have et godt og tæt samarbejde med de kommende 7 dage. Alle var i højt humør og da vi var registreret startede turen, i 25 graders varme, op igennem regnskoven mod Machame Camp, en tur på små 12 km og hvor vi gik fra en højde på 1300 m til 2835 m. så det gik ganske pænt op ad hele dagen.

Hele staben af hjælpere gik hurtigt i forvejen for at forberede den lejr vi skulle overnatte i den første nat, og vi andre gik roligt opad og mødte for første gang ordet “pole pole” hvilket betød “ta´det rolig” hvilket vi hurtigt fandt ud af var en god ide.

På vejen op igennem regnskoven var der lejlighed til at studere dyrelivet med bl.a. aber højt oppe i træerne og en spændende skovvækst. Turen til Machame Camp tog for mit vedkommende 7 timer, og jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måtte sætte mit eget tempo for hele tiden at kunne komme videre. Den tynde luft generede og jeg valgte at holde de nødvendige pauser og ikke prøve at sætte nogen som helst form for rekord, jeg var klar over at der ventede 7 hårde dage og at det var vigtigt at økonomisere med kræfterne.

Da jeg nåede frem til Machame Camp var mit telt rejst og det samme var gruppens messetelt, hvor der var klar til aftensmad, der bestod af suppe, pasta en sammenkogt ret, ristet brød og kaffe og the, alt sammen ganske velsmagende.

Efter en orientering fra Jesper om næste dags program, der ville betyde vækning kl. 06.00, var vi klar til at gå til køjs godt trætte men alligevel i højt humør

Mere i morgen / Jeppe

Facebook: 3/2 2018 – Shira Camp

Hej igen

Det er blevet tirsdag kl.06.00, en anelse køligt og vi pakker hurtigt vort grej og bevæger os op i messeteltet til varm grød af ubestemmelig oprindelse, ristet brød, marmelade og honning samt naturligvis kaffe.

Kurt har fået maveproblemer men heldigvis har både Kirsten og jeg tabletter der hjælper, så han kommer hurtigt i gang med at løse problemet. Dagens etape går fra Machame camp til Shira camp og vi befinder os snart i et gold og stenet område. Pludselig får vi fuldt udsyn til Kilimanjaro der virker kolosalt så tæt på. Vj følger den skarpe højderyg tværs over hedeområdet til picnick Rock og Shira plateauet til Shira base camp i 3850 m. højde, en tur på ca. 5,5 km. i uvejsom terræn. Vel ankommet bliver der lidt tid til afslapning og spisning. Køjen kalder og ved 21 tiden er der sengetid, idet vi bliver vækket næste morgen kl. 06.00.

Det er første gang vi skal sove i næsten 4 km højde, det bliver spændende og se, hvad kroppen siger til det.

Hej til alle / Jeppe

Facebook: 4/2 2018 – Lava Tower

Hej alle

Så er vi nået til Onsdag, i dag skal vi, i løbet af dagen, op i 4600 meters højde til Lava Tower, en klippeformation, der rejser sig majestætisk i ødemarken og hvor vi skal nyde dagens frokost inden turen igen går nedad til Barranco camp i 3950 m. højde, hvor vi skal overnatte. Det lyder umiddelbart ulogisk men ideén er af vi skal vende kroppen til at arbejde i den tynde luft.

Vækning kl. 06.00,efter at vi har banket is af teltet, er der morgenmad (sædvanlig standard ) og afgang mod Lava Tower kl. 08.00. Det er slut med buske og træer, og det hele ser meget øde og goldt ud. Det eneste levende er nogle ravne samt nogle tosser der har planer on at bestige Kilimanjaro, det kniber med vejrtrækningen og ustandseligt lyder ordet ‘pole-pole’ fra vores guider. Det behøver de ikke at sige til mig. Jeg finder ret hurtigt min egen plads og tempo, og det er ikke blandt de første i truppen. Ved mit sidste besøg hos lægen inden vi rejste, var han så flink at fortælle mig at lungefunktionen hos en person på min alder, var nedsat med 33%. Det var helt naturligt, så jeg var klar over at jeg ikke bare kunne okse løs, men måtte holde nødvendige pauser.

Efter 5 timers travetur nåede jeg Lava Tower, et fantastisk sted midt imellem ingenting og slet ingenting og som nævnt i 4600 meters højde, efter en kort pause og lidt mad gik turen videre, denne gang nedad mod Barranco camp, i 3950 meters højde, hvor vi skal overnatte og som jeg når ca. kl. 19. tids nok til at nyde den fantastiske udsigt over den isede Western Breach.

Efterfølgende samme program, spisning, tidligt i seng og h……. tidligt op næste morgen.

I hører nærmere i morgen

mvh / Jeppe

Facebook: 5/2 2018 – Karanga Camp

Hej til alle.

Morgenvækning i Barranco Camp, særdeles kølig affære, det er med at få noget varmt tøj på i en fart når først man er komet ud af den lune sovepose. Hurtig pakning af vadsækken og op i spiseteltet til den sædvanlige morgencomplet (ikke Scandic standart ) men sikkert sundt og nærende.

8.00 afgang Barranco Camp, kurs mod Karanga Camp, en tur på små 7 km., vi bevæger os i et meget varieret landskab og skal bl.a. passere Great Barranco dalen og op over Barranco Wall til Karranga floden. Barranco Wall er et kapitel for sig. Vi går på en smal gedesti, hvor man absolut ikke skal træde forkert, så vil det gå stærkt med at komme ned. Vi passerer også et punkt som hedder Kissing Rock, hvor vi har front mod klippen, deraf navnet.

Efter en noget besværlig klatretur når vi til sidst toppen, hvor vi har en fantastisk udsigt ned til Karanga camp og op over os ser vi de højere liggende gletchere ved Kibo, en af Kilomanjaros lavere beliggende tinder.

Efter at have nydt den fantastiske udsigt/udsyn, går turen nedad mod Karanga floden som vi passerer ved at hoppe fra sten til sten, herefter går det igen opad mod Karanga camp hvor vi skal overnatte. I mellemtiden har vores portere travlt med at hente vand i Karanga floden der er den sidste mulighed for at hente vand på turen. Aftenen forløb var afslapning, aftensmad og i sovposen for at hvile, og naturligvis fornemmede vi den stigende spænding, nu var der ikke længe til den endelige tur helt op.

Mere senere / Jeppe

Facebook: 6/2 2018 – Barafu Camp

Hej til alle

Karanga Camp, 6 graders frost, vækning kl. 06.00, morgenmad, klar til dagens vandring til Barafu Camp, hvor vi ikke skal overnatte, men kun hvile et par timer inden jeg kl.22 om aftenen skal starte den egentlige opstigning til toppen af Kilimanjaro – helt nøjagtigt Stella Point.

Turen går igennem et øde og gold alpint ørkenområde hvor vi virkelig kan mærke at kulden får større og større magt, jeg har totalt mistet lysten til mad, forstå det hvem der kan, jeg havde aldrig troet at det skulle overgå mig, men jeg drikker godt med vand, hvad der uden tvivl er meget vigtigt. Den tynde luft betyder at der bliver kortere tid mellem pauserne, lungerne bliver virkeligt sat på prøve, men pauserne betyder også at jeg faktisk føler mig ved godt mod, på intet tidspunkt tænker jeg på at stoppe. Jeg har fundet min egen rytme og tempo hvor jeg ikke presser mig selv for meget, jeg prøver at tænke positivt, bl.a. dukker mit altid smilende oldebarn, Signe op i mine tanker, jeg kan næsten høre hende sige “kom så oldefar” mine tanker har overhovedet ikke fokus på at “det er skide koldt” ” for S…. hvor gør det ondt ” “lorte bjerg ” m.v. stille og roligt går det fremad mod Barafu Camp, der ligger på en smal højderyg, uden læ for vind og vejr.

Jeg ankommer, som den sidste i vores gruppe, til Barafu camp kl. 19 om aftenen, appetitten er stadigvæk ikke eksisterende, selv om jeg prøver at få lidt ned, men den smule jeg får ned står hurtigt i kø, for at komme op igen, jeg får information om at jeg, i kraft af mit tempo, som tidligere nævnt, skal starte i første gruppe kl. 22. så jeg stryger hurtigt til køjs for at få 2 timers søvn.

Mere om den endelige opstigning i morgen.

Mvh Jeppe

Facebook: 26/2 2018 – Vi venter på opstigningen

Hej alle

Toppen nærmer sig. Så er vi nået til Barafu Camp. Vi har vandret igennem et alpint ørkenområde. Et goldt og bart terræn. Barafu ligger på en smal højderyg uden ly for vinden, men her er en helt fantastisk udsigt. Jeg er ved godt mod, og glæder mig til morgendagens sidste etape. Den står nu på lidt søvn inden vi påbegynder den sidste stigning, – turens højdepunkt.

Vi påbegynder sidste etape mod toppen omkring midnat og kommer til at gå i mulm og mørke. Kl. 5.00 lokal tid (Kl. 3.00 dansk tid) skulle vi gerne nå Stella Point i 5.685 meters højde. Forhåbentligt tids nok til at spotte solens første stråler over Afrikas endeløse sletter. Herefter er der et stykke op til Uhuru Peak som ligger i 5.895 meters højde. Det skulle være en helt fantastisk oplevelse, som jeg glæder mig vanvittigt til.

Men der kan være lidt koldt… Vi vil være i højalpine omgivelser. Iøvrigt kun et stenkast fra ækvator, så minus 25 grader er ikke usædvanligt.

Facebook: 7/2 2018 – Opstigningen til Stella Point

Så er klokken blevet 22.00 fredag aften, vi er pakket godt ind og pandelampen er tændt, nu starter den endelige opstigning til Stella Point på toppen af Kilimanjaro, Siden jeg steg ned i soveposen for at få et par timers hvil, er det begyndt at sne, hele Barafu Camp er dækket af et lag nyfalden sne og det sner stadigvæk. Vi i første gruppe starter kl.22 og jeg tænker på om nu vores fører, Eric, kan finde den rigtige vej. Det er meget mørkt og klippeblokkende er dækket af sne, alle er forsynet med pandelampe og det ser helt spøgelsesagtigt ud, når man kigger op af bjergsiden og ser de mange lys vandre imod toppen. Nu drejer det sig om at være koncentreret, det ville være ærgerligt med en forstuvning eller værre endnu, et brækket ben eller arm, nu hvor vi “kun” mangler det sidste inden vi er helt oppe. I vores lille gruppe er stemningen nærmest helt euforisk (i starten). Langsomt går det fremad, først igennem uvejsomt terræn ud af campen og hen mod en slette, hvor stigningen ikke er så vild, men alligevel nok til at den tynde luft hurtigt begynder at kunne mærkes. Vi bevæger os nu hen imod det punkt hvor den egentlige opstigning begynder ved ca. 4500 meter, jeg kigger op og ser et imponerende og skræmmende syn, hundredevis af pandelamper der bevæger sig på hele bjergsiden, mange af dem syntes enorm højt oppe og næsten lodret over os, jeg kommer pludselig i tanker om at for at nå toppen skal jeg selv samme vej, efter ca 4 timer hilser vi på og bliver overhalet, af de to andre grupper fra vores hold. Det ene var startet 1 og det andet 2 timer senere end vores gruppe. Det havde jeg ikke noget problem med. Jeg holdt det tempo, som jeg mente var det rigtige for mig, selv om det sagtens kan være irriterende for vores 2 lokale følgesvende.

Vi havde nu givet os i kast med selve bjerget og stien var nu en blanding af lava sten, sand og is/sne afbrudt at stenblokke. Blandingen af løst lava sand og is/sne betød af man fornemmede, at man gik et skridt frem og gled et halv skridt tilbage, men fremad gik det dog.

Vi er efterhånden nået over skydækket og en morgen med solen der så småt er ved at stige op viser sig, et fantastisk syn, og du mærker kræfterne vende tilbage i kroppen stille og roligt. Jeg kommer pludselig til at tænke på den store betydning solen har haft for vores forfædre når de efter en lang vinter så solen igen om foråret.

Vi fortsætter vores tur opad og nu mærker vi hvor stejlt der er, når vi skal nå op i 5.800 meter højde. I ca. 5.200 meter højde møder vi en gruppe, med bl.a. Kurt, min træningsmakker. Det er lige besluttet at Kurt, på grund af højdesyge må stoppe og skal hurtigst muligt føres tilbage, helt ned i 1.100 meters højde. Det giver naturligvis lidt skår i glæden. Jeg ved, hvor meget turen har betydet for os begge, men der er intet at gøre, stærk hovedpine, svimmelhed og exende ben er ikke en god makker og det er umuligt og uforsvarligt at fortsætte.

Efter overraskelsen med Kurt er jeg endnu mere opsat på at holde de for mig nødvendige hvilepauser, onde tunger påstår, at jeg satte verdensrekord i hvilepauser “men det vil jeg sgu da skide på”.  Jeg ville vise at jeg kunne komme op, så måtte de andre finde sig i mit tempo.

Hvilepauserne holdt jeg ikke for at samle kræfter, men udelukkende for at holde en fornuftig iltprocent i blodet. Jeg var klar over, at kom den for langt ned ville jeg også bare blive sendt ned, så ved de målinger der blev taget med mellemrum, var der ingen fare på færde, Vi mødte efterhånden adskillige grupper på vej nedad, efter de havde været på toppen, alle gav de os “tommel opad ” og ønskede os god kamp, jeg tvang mig til at tælle skridt og tænke positive tanker så hele galleriet af familie og gode oplevelser passerede revue, og mærkeligt nok følte jeg ikke et øjeblik overvældende træthed. Ved mit næstsidste hvil kom der en lille gruppe fra Horsens forbi, ” det er lige deroppe, godt gået gamle ” og det var rigtigt, nu var vi så tæt på så det kun drejede sig om 50 m.

Den samme gruppe fra Horsens var i øvrigt ude for det uheld at en af gruppens medlemmer brækkede anklen på vej ned ad bjerget.

De sidste 50 m. gik som en leg, naturligvis med et enkelt hvil, men pludselig var jeg oppe. Hurtigt hen til portalen og blive fotograferet, ingen tid til hvil, da der var bidende koldt og der ventede en lang nedtur. Det var som sædvanligt Jesper, der havde så skide travlt. Jeg måtte dog senere erkende, at det sikkert var rimeligt nok. Nedturen til Mweka Camp, hvor vi skulle overnatte den sidste nat var både lang og besværlig. Jeg ankom der først kl. 20 om aftenen. Da havde jeg været i gang fra fredag morgen kl.06.00 til nu lørdag kl. 20.00, i alt 38 timer, kun afbrudt af 2 timers hvile / søvn fra 20. til 22 fredag aften inden opstigningen begyndte.

Ikke mere for denne gang, i morgen drejer det sig om den sidste lange tur ned og naturligvis om min fødselsdag.

Mvh – Jeppe

Facebook: 8/2 2018 – Nedturen fra Mveka Camp

Hej alle

Søndag d. 28. januar, fødselsdag, 77 år. Det forhindrer ikke, at vi bliver vækket kl. 06.00 i Mweka Camp, en hurtig gang morgenmad og så afsted på den sidste anstrengende tur ned til Mweka Park Gate, der er endestationen for hele vores projektet, Kilimanjaro.

Jeg følte mig overhovedet ikke klar til den lange nedtur efter gårdsdagens strabadser, men det var bare med at komme af sted, da vi gerne skulle være nede kl. ca. 14 for at hele holdet af portere, køkkenfolk, teltfolk m.v. kunne komme hjem til deres familie, inden flere af dem skulle op med et nyt hold mandag.

Jeg skulle følges med Eric og to andre raske svende, hvis opgave det var at få mig bugseret ned i et vist tempo. Jeg vil heller ikke skjule, at havde de ikke været med, var jeg sgu nok vandret rundt dernede endnu!!!

Vi gik og vi gik på de mest elendige stier, man næsten kan forestille sig, ikke mindst i starten, det blev dog bedre da vi nåede ned i regnskoven, når det var et særligt vanskelig terræn fik jeg fat om skulderen af de to raske gutter. Det hjalp selvom jeg selv skulle gå hver meter, men dog med god støtte og noget hurtigere end jeg ellers kunne klare, og med langt mindre pauser, men et par gange tænkte jeg alligevel, at det var “fandens til måde at holde sin fødselsdag på”.

Vejen føltes uendelig lang, men det gik dog nedad i rask tempo. Der blev dog også tid til enkelte pauser, og mens jeg sad og lyttede til fuglefløjt og svømmede lidt hen, kom pludselig vores holdleder, David. Jeg følte næsten at han kom ud af den blå luft. Han bad mig kigge ned af stien, jeg troede først det var et fatamorgana, men den var god nok, der holdt sgu en bil. Den skal transportere dig det sidste stykke var svaret, og pludselig var trætheden væk. 1500 meter i bil blev det til, hold da op jeg nød det. Chaufføren kørte godt nok som død og djævel, men ned kom vi.

Ved ankomsten til Mweka Park Gate, var den store ankomstkomite klar. Jeg fik min første kolde øl i 8 dage, den smagte himmelsk, der blev sunget fødselsdagssang af hele flokken af hjælpere. Jeg fik fødselsdagskage med glasur og tekst: “Happy Birthday Jeppe “. Kurt var også mødt frem, sammen med Ejnar fra Vores Afrika. Vi fik udleveret det synlige bevis på, at vi havde været helt oppe på toppen af Kilimanjaro og efterfølgende sang og dansede hele truppen af hjælpere, 30 mand og 1 pige, et par festlige lokale sange.

Efter en rørende afsked kørte vi til vores hotel for at få det første bad i 8 dage, og naturligvis for at spise fødselsdagsmenu. Her fik jeg en ny glædelig overraskelse, idet hele hotelpersonalet kom ind med en ny lagkage, med samme tekst, og jeg fik en ny gang fødselsdagssang. Man må sige at de virkelig har respekt for “de gamle ” i Afrika.

Mandag var der “Store hviledag”. Dog besøgte vi på vej til lufthavnen noget de kaldte Hot Spring, en ren oase midt i ørkenlandskabet, der tilbragte vi et par timer, med fødderne i det klare vand, så doktorfiskene kunne pille i dem, og i godt selskab med et par kolde øller – fin, fin, afslapning.

Samme aften startede flyveturen tilbage til Aalborg, hvor vi ankom tirsdag. kl.9.55

Det var alt for denne gang, tak for jeres tålmodighed, jeg supplerer senere med et par billeder.

Hilsen Jeppe

Facebook: 10/5 2018 – 3 måneder efter hjemkomsten

Hej til alle.

Efterhånden er de godt 3 måneder siden jeg nåede ned “fra bjerget”. Siden har jeg fået styr på de mange indtryk, og billeder og har været ude i flere foreninger for at fortælle om den fantastiske tur.

Som i sikkert kan huske holdt jeg min 77 års fødselsdag på vej ned af Kilimanjaro.

Ved min ankomst til den sidste gate, godt udslidt, blev jeg modtaget af hele flokken af portere m.m. samt mine turmakkere,

Ikke overraskende var jeg den sidste der nåede ned, og så blev der festet og sunget fødselsdagssang, og jeg fik min første kolde pilsener i 8 dage, men indrømmet, det var en meget træt og udslidt “bjergbestiger”, der tog imod alle de gode ønsker, hvilket klart fremgår af denne video.

Er du blevet inspireret af seje Jeppe, så gå i hans fodspor og lad Vores Afrika arrangere dit livs rejse til Kilimanjaro. Du kan læse mere om vores rejser til Kilimanjaro. Vi tilbyder også gratis online webinarer med vores erfarne Kilimanjaro rejseleder Jesper Thomsen. Se tidspunkt for og tilmeld dig næste online ‘Klar til Kilimanjaro’ foredrag.