Landet byder på en lang række af forskellige og uforglemmelige oplevelser indenfor kultur, natur og historie. Alt lige fra storslåede safarioplevelser, hvor der er mulighed for at opleve The Big 5, til eksotiske vinlandskaber og kulinariske madoplevelser. Landet bliver kaldt regnbuenationen af en grund: her finder du mennesker af alle typer og af alle farver. Sydafrika har lidt af det hele at byde på!
I foråret 2017 var jeg guide i Sydafrika, og havde fornøjelsen af at opleve landet på helt tæt hånd. Jeg har festet og danset med de lokale, spist uanede mængder af det sydafrikanske nationalmåltid ’Pap’ og lært gloser fra Syafrikas i alt 11 forskellige nationalsprog. Jeg har tilbragt mere end 100 timer i safaribilen i Sydafrikas største nationalpark Kruger Nationalpark, og her har jeg fået nogle af mine største safaridrømme opfyldt.
Kruger Nationalpark er opkaldt efter parkens grundlægger Paul Kruger, og er med sine små 20.000 km² ca. på størrelse med Wales. Altså er det kun en lille del af parken, man besøger på en enkelt dags safari, også kaldet en ’gamedrive’.
Vi bliver hentet tidligt om morgenen, lige inden solopgang, for at køre mod 1 af de i alt 8 indgange til parken. Her står en smilende, imødekommende sydafrikaner, og tager imod os og fyrer morgenens første joke af, mens hele bilen griner – og så ved vi, at dagen er skudt godt i gang!
Vi kører ikke mere end 3-400 meter inde i parken, før vi spotter de første dyr. Nogle vortesvin står klar til at byde os velkommen til parken. Det er en mor med hendes 4 unger. Kigger vi til højre, kommer en stor flok elefanter vandrende mens de er ved at gumle morgenmaden i sig. Dyrene er aktive på denne tid af dagen, inden solens bagende stråler får dem til at søge skygge for at blive kølet ned.
Nogle af de mange dyr i Kruger Nationalpark
Jo længere vi kommer igennem parken, desto flere dyr får vi mødt. Inden længe har vi allerede set hundredvis af impalaer, store flokke af giraffer og de meget eftertragtede og smukke næsehorn. Mødet med de smukke og majestætiske dyr giver en følelse af ydmyghed over at få lov at opleve dem i naturen. Kruger Nationalpark er især kendt for deres store bestande af både næsehorn og elefanter, så her er der rig mulighed for at opleve begge de truede dyrearter.
Som timerne skrider frem, har vi nu kunne krydse 4 af de 5 dyr af fra The Big 5. Vi mangler nu kun leoparden, men idet vores guide vender bilen for at køre tilbage til campen må vi indse, at mødet ikke kommer til at ske i dag. På vej tilbage krydser vi Crocodile Bridge, og i det samme bremser vores guide bilen og beder os se ekstra godt efter. For i det høje, tørre græs spotter vi alle det sidste medlem af The Big 5, nemlig leoparden. Vores safari er fuldendt.
Helt høje på dagens safarioplevelser vender vi tilbage til campen, hvor der er mulighed for at slappe af inden aftensmåltidet serveres.
Gamedrive i Kruger Nationalpark
I den sydlige provins Mpumalanga er der mange andre oplevelser i vente udover Kruger Nationalpark. Her kan man køre den verdensberømte Panoramarute, som byder på store naturoplevelser. Der gøres stop ved Blyde River Canyon, som er den 3. største canyon i verden næstefter Grand Canyon i USA og Fish River Canyon i Namibia. Synet tager pusten fra en, når man står og betragter de store stenformationer, hvor floden Blyde River snor sig igennem. I samme område kan man besøge et hav af forskellige vandfald samt den berømte udkigspost ’God’s Window’.
Billede af Blyde River Canyon
Vi forlader Mpumalanga provinsen, og flyver mod Sydafrikas helt store perle – Cape Town. Det er nemlig ikke kun i Mpumalanga, at de store naturoplevelser venter. Ved ankomst med flyet til Cape Town, er det tydeligt at se hvordan bjergene former rammerne omkring den unikt beliggende by. Byen er flere gange i træk kåret som verdens smukkeste storby, og det kan jeg kun bekræfte. Det er uden tvivl den smukkeste by, jeg nogensinde har besøgt.
Her er mulighederne mange, hvad end man er til en tur i svævebane op til det berømte Taffelbjerg, en guidet rundvisning og vinsmagning på en af Cape Towns mange vingårde eller du kan opleve den store hvidhaj ansigt til ansigt i Gaansbai, hvor kun et metalbur skiller jer fra hinanden. Hvis du ønsker knap så meget action, er der mulighed for at slentre en tur i byens smukke gader og stræder, som er fyldte med verdensklasse restauranter og spændende boder med afrikansk håndværk. Cape Town er også byen, hvor du kan udforske en del af landets tunge historie, bl.a. ved at besøge Robben Island, som er den ø hvor frihedsforkæmperen og landets tidligere præsident Nelson Mandela sad fanget i 18 ud af de i alt 27 år af sit liv. Fængslet er i dag et museum, hvor man bliver vist rundt af en tidligere fange, der selv har siddet fængslet sammen med Mandela.
Cape Town er endnu et bevis på, at Sydafrika er fuld af uforglemmelige oplevelser og jeg har uden tvivl fået nogle af mine mest storslåede rejseoplevelser fra Sydafrika. De minder har jeg lagt i mit personlige rejsearkiv, og håber at jeg inden længe kan vende tilbage til den smukke regnbuenation.
Billeder fra Cape Town
Østre Kanalgade 16
9000 Aalborg
60 75 60 75
info@voresafrika.dk
Rejsegarantifonden 2530
CVR 35832017
Medlem af Dansk Rejsebureau Forening